Prins Richard er afgået ved døden

DØDSFALD: Prinsesse Benediktes mand, Prins Richard af Berleburg, er afgået ved døden. Han blev 82 år.

Prins Richard er aftenen 13. marts afgået ved døden på sit slot i tyske Berleburg, oplyser Kongehuset. 

Prins Richard blev i 1968 gift med Prinsesse Benedikte, søster til Dronning Margrethe, i Fredensborg Slotskirke. 

Ifølge Kongehusets pressemeddelelse skete dødsfaldet under pludselige omstændigheder:

"Hans Højhed døde pludseligt på slottet i Berleburg i går aftes, mandag den 13. marts. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte er efter et kort ophold i Danmark rejst hjem til Berleburg tirsdag morgen," oplyser Tommy M. Paulsen, privatsekretær for H.K.H. Prinsesse Benedikte.

Søn af en svensker og en tysker
Prins Richards fulde navn var Richard Casimir Karl August Konstantin zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, og han blev født i Tyskland. Hans forældre var den svenske fyrstinde Margareta og den tyske prins Gustav Albrecht.

Hans far døde på østfronten under Anden Verdenskrig, da prins Richard var fem år, hvorefter Richard sammen med sin mor flyttede til Sverige. Her boede han, indtil han vendte tilbage til Tyskland for at læse jura.

Prins Richard efterlader sig tre børn fra ægteskabet med Prinsesse Benedikte; nemlig prins Gustav, prinsesse Alexandra og prinsesse Nathalie.

På vegne af regeringen sender statsministeren sine kondolencer.

"Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at Hans Højhed Prins Richard er afgået ved døden mandag den 13. marts. Regeringen sender sin dybfølte kondolence til Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, deres børn, børnebørn og hele den kongelige familie," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en pressemeddelelse.

"Hans Højhed Prins Richard har altid været en uvurderlig støtte for Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte i hendes arbejde og sammen med hende været en fornem repræsentant for Danmark. Æret være Hans Højhed Prins Richards minde," tilføjer han.

Forrige artikel Pape tror på snarlig Europol-aftale Pape tror på snarlig Europol-aftale Næste artikel Ole Birk beklager: Det har ikke været godt nok Ole Birk beklager: Det har ikke været godt nok