Grøndahl: ”Fred i vor tid”?

Kort før sin tiltræden annoncerede USA’s præsident Donald Trump, at hans administration ønsker at tilbyde Rusland en lempelse af sanktionerne indført efter annekteringen af Krim-halvøen som led i en nedrustningsaftale om atomvåben. Det ligner en handel med æbler og pærer.

Fra at være knyttet til en specifik konflikt gøres sanktionerne til brikker med almengjort bytteværdi i det store udenrigspolitiske spil. I sig selv udtrykker forslaget en pragmatisk tilgang til styret i Kreml. Sanktionerne virker. De gør ondt i en situation, hvor den russiske økonomi i forvejen lider under faldende oliepriser og manglende dynamik.

Så meget desto mærkeligere er det, at høgene omkring Trump nu kurrer som fredsduer. Forslaget minder mest af alt om noget, Vesttysklands kansler Willy Brandt kunne være kommet med midt under Den Kolde Krig. Eller vores egen hjemlige fredsbevægelse, inspireret af kammeraterne i Danmarks Kommunistiske Parti.

Nu er risikoen for en atomkrig måske ikke det mest påtrængende punkt på den internationale dagsorden. Det er derimod det syriske folks lidelser i en borgerkrig uden ende, hvor Bashar al-Assads styre igen og igen har angrebet civile mål, hvad enten det var med tøndebomber eller kemiske våben, som led i sin hensynsløse og grusomme overlevelseskamp.

Under Barack Obamas lederskab var det først og fremmest Vestens målsætning at ramme ISIS ud fra den nærliggende tankegang, at kalifatet i modsætning til Assad vil blive ved med at ramme os, hvis vi ikke kommer det til livs.

Men selv med egeninteressen som pejlemærke er det nok en kortsigtet strategi. Hvis Assad-styret ikke standses, vil det fortsætte med at sende bølger af syrere på flugt mod Europas ydre grænser, ligesom de uhyrlige overgreb mod ubevæbnede civile fortsat vil drive unge mænd ud i radikalisering og jihadisme, selv når ISIS en dag er nedkæmpet. Men hvem kan standse Assad?

Hvis nogen kan, må det være Putin, og derfor ville det også være nærliggende at tvinge Kreml til at vælge: Enten opretholder man sin marionet i Damaskus og betaler prisen for denne afglans af sovjetisk powerplay i form af stadig mere ødelæggende økonomiske sanktioner. Eller også indstiller man den militære og politiske støtte, lader Assad falde og bidrager til en politisk løsning for Syrien mod, at sanktionerne lempes eller ligefrem ophæves.

Dét foreslår i hvert fald Kenneth Roth, direktør for Human Rights Watch, i et indlæg i New York Review of Books med titlen What Trump Should Do in Syria: ”Hvis han vil lykkes, hvor Obama fejlede, er han nødt til at skrue bissen på over for Putin. Gør han ikke det, kan han komme i en situation, hvor Assads overgreb fortsætter med at fremkalde de ekstremistiske reaktioner, som Trump siger, at det er hans første prioritet at få bugt med.”

Kenneth Roth anerkender, at Ruslands veto i FN's sikkerhedsråd har stået i vejen for verdenssamfundets fordømmelse af det russiske medansvar for, at Assad-styret ustraffet kan massakrere sin egen befolkning. Men over for denne forhindring står muligheden for, at FN-landene indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Dér har ingen vetoret. I FN’s snart 69-årige historie er det sket ti gange, og som Roth skriver: ”De forfærdelige krigsforbrydelser, som begås i Syrien, berettiger til en ellevte gang.”

Forslaget om sanktionslempelser mod nedrustning vandt herhjemme genklang hos Dansk Folkepartis Marie Krarup, der udtalte, at Krim under alle omstændigheder må anses for at være tabt. Hun har sikkert ret, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Viljen til at befri Krim-halvøen kan ligge på et meget lille sted. Der er flere, der vil befri Tibet.

Efter de naive årtier, hvor Sovjet-imperiets sammenbrud fik os til at tro på en ny, liberal verdensorden, skal vi igen til at se på kortet. Rusland ligger jo, som det hele tiden har ligget: en kolos på lerfødder med kompliceret adgang til havet og en alt for åben ladeport mod de ukrainske stepper. Læg dertil alle tyranners gamle visdom, der som bekendt består i få befolkningen til at glemme den indenrigspolitiske uduelighed med udadreagerende nationalisme. De russiske mindretal i Baltikum skal kun ømme sig en smule, så rasler Lillefar med sablen.

Den geopolitiske kynisme er i Marie Krarups version en interessant pendant til hendes partis erklærede sympati for enhver national dagsorden. Man er i DF kun så dansksindede, som man er, fordi man selvfølgelig også har forståelse for patriotismen hos henholdsvis Trump og Putin.

Her skal ikke lyde et ondt ord om fædrelandskærlighed, men Marie Krarups synspunkt er alligevel paradoksalt, fordi det i sin logiske konsekvens åbner døren på vid gab for den kulturrelativisme, som hun og hendes partifæller ellers forsværger. Patriotismen og relativismen må være hinandens tvillinger for enhver, der er intelligent nok til at erkende modpartens kærlighed til sin hjemstavn.

Storpolitisk kan dén erkendelse kun omsættes i nøgtern realpolitik, men gør vi da ikke klogest i at søge en forståelse med Rusland? Bør vi ikke endnu engang, som i Den Kolde Krigs mere stabile perioder, nå frem til en gensidigt anerkendende sameksistens med alt, hvad den indebærer af interessesfærer og Lebensraum? Svaret kommer i sidste ende an på, hvor langt modparten vil gå i retning af at teste vores forsvarsvilje.

For nylig udkom en dokumentarthriller skrevet af ingen ringere end General Sir Richard Shirreff, der indtil for et par år siden var næstkommanderende i Nato. Titlen siger det hele: 2017: War With Russia: An Urgent Warning from Senior Military Command. I bogen sandsynliggør generalen med et detaljeret, kontrafaktisk scenario, at de baltiske lande, skønt medlemmer af Nato, risikerer at blive invaderet af Rusland, uden at atlanterhavspagtens øvrige medlemmer griber ind.

Det hører med til uhyggen, at bogen udkommer på et tidspunkt, hvor Donald Trump allerede under sin valgkamp har bøjet i neon, at Natos øvrige medlemslande skal bidrage til festen i et helt andet omfang, hvis de vil kunne regne med USA’s militære solidaritet. På sin egen plumpe måde gentog Trump egentlig bare, hvad hans forgængere har sagt gennem årene, men så meget desto værre.

Desuden bekræftes General Shirreffs dystre forudsigelse om russisk aggression og et Nato i splid med sig selv af den amerikanske tænketank Rand Corporation. Efter at have gennemspillet en serie simulerede krigsspil konkluderer tænketanken i en rapport fra sidste år, at Nato er ude af stand til at forsvare sine mest udsatte medlemsstater, samt at det højst vil tage russiske tropper 60 timer at nå henholdsvis Tallin eller Riga.

Trump har ret. Med ham i Det Hvide Hus kan vi europæere ikke længere føle os sikre på, at Natos musketered holder. Vi bliver nødt til at ruste os til at kunne stå på egne ben, ikke for at tilfredsstille storebror på den anden side af Atlanterhavet, men for at kunne klare os uden hans hjælp.

Med Trumps tilløb til appeasement-politik over for Putin kan Europa endda komme i en situation, hvor USA bliver en taktisk modstander. Selv om Nato i lyset af det skærpede trusselsbillede har besluttet at forstærke sin militære tilstedeværelse i Baltikum, er det relevant at overveje, om alliancen stadig udgør et troværdigt værn for kontinentet.

Europa er udsat på tre fronter. Mod øst står vi over for den russiske bjørn, der fremstår lige så aggressiv og lunefuld, som han er svækket, mens vi mod vest mærker det pludselige tomrum, hvor Amerika er i færd med at trække sig ind i sig selv.

Mod syd spiller Nato-partneren Erdogan sit helt eget spil: endnu en stor patriot, der imidlertid så langt fra er indstillet på at anerkende kurdernes ret til også at få en stat. Tyrkerne gør med deres territoriale dagsorden, hvad de kan for at forlænge krigen i Syrien og for at forhale nedkæmpelsen af ISIS, og den tyrkiske ambivalens forringer Tyrkiets troværdighed som sikkerhedspolitisk alliancepartner.

Alt i alt var det derfor helt på sin plads, da forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for nylig slog til lyd for, at Danmark øger forsvarsbudgettet. Men igen, hvad skal det nytte? Om vi så spenderede hele sparegrisen på isenkram og stampersonel vil det ikke hjælpe os, hvis den sammenhæng, vores forsvar skal indgå i, begynder at vakle.

På et tidspunkt, hvor den folkelige opbakning til det europæiske samarbejde er historisk lav, er der mere end nogensinde i projektets historie brug for at definere Europas sikkerhed uafhængigt af USA. Og for at vise vilje til at sætte magt bag ordene.

Mest af alt handler det om viljen. Den er før blevet underløbet af vores alt for store trang til at tro på, at fjenden nok ikke er så slem endda. I september 1939 kom den daværende britiske premierminister Neville Chamberlain hjem fra München, hvor England og Frankrig en sen nattetime havde sanktioneret Hitlers indlemmelse af en stor luns af den suveræne stat Tjekkoslovakiet. Chamberlain mente selv, at aftalen betød ”fred i vor tid”.

Vel er Putin ikke Hitler, og Krim er ikke Sudeterland, men vi europæere kan måske alligevel godt lære noget af at se os tilbage. Vi har i det mindste forudsætninger for ikke at være lige så uvidende og historieløse som den nye amerikanske præsident. Vi har erfaringer nok til selv at formulere de ubehagelige spørgsmål og barske sandheder.

Det er en barsk sandhed, at Europa overlever uden Krim. Det er et ubehageligt spørgsmål, om vi også kan leve uden Estland, Letland og Litauen. Donald Trump har ikke svaret. Vi må svare for os selv.

.....

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk