Regeringen flirter med mere byggeri i skovene

SKOV: Regeringen varsler ændringer af skovloven, og embedsværket har oplistet 10 forslag til lempelser, der blandt andet kan give plads til forsøg med riverrafting, bedre mulighed for byudvikling og flere jagthytter. DN varsler folkelige protester. Liberal Alliance glæder sig.

Forsøgsordning med riverrafting og skovbørnehaver. Flere jagthytter og arbejdsskure. Og bedre mulighed for byudvikling.

Det og meget mere kan blive resultatet af regeringens planer om at lempe skovloven, som fremgår af lovprogrammet.

Miljøministeren vil ikke uddybe regeringens planer, men Altinget er nu kommet i besiddelse af 17 slides med overskriften ”Ændring af Skovloven,” som er udarbejdet af Styrelsen for Vand og Naturforvaltning (Svana). Her fremgår 10 forslag til at ændre de nuværende regler i Skovloven (se alle forslag i faktaboks). Svana betegner selv forslagene som et idékatalog.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, er imidlertid dybt bekymret for forslagene, som hun beskriver som ”markante tilbageskridt” for beskyttelsen af skovene.

”Det er utroligt, at vi som grøn organisation hele tiden skal kæmpe for at bevare status quo. Nu skal vi igen til at kæmpe med næb og klør for at undgå tilbageskridt,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der ser en parallel til forårets debat om byggeri ved kysterne:

”Vi kommer til at rejse en folkelig protest. Det bliver en kamp som med kysterne.”

I styrelsens oplæg bliver der blandt andet lagt op til, at skovloven ikke ”skal hindre en udvikling af den bymæssige bebyggelse i bykvarterer eller sommerhusområder.” Og der bliver lagt op til at etablere forsøgsordninger med friluftsprojekter – blandt andet riverrafting – samt  forsøg med at oprette egentlige børnehave-institutioner. Idéen om at give bedre muligheder for vindmøller i skovene, som Altinget tidligere har beskrevet, bliver også nævnt her.

DN er særligt bekymret for forslaget om, at skovloven ikke skal stå i vejen for byudvikling.

”Det vil få rigtig stor betydning for den bynære natur. Der er parker i København og andre byer, som er omfattet af bestemmelserne i skovloven. Derfor vil en lempelse give et voldsomt pres på bynaturen,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der også fremhæver idéen om vindmøller i skovene som særligt negativt.

LA bakker op
Liberal Alliances miljøordfører Carsten Bach er omvendt begejstret for forslagene.

”Det er meget vigtigt, at vi får åbnet det her op. For der er regler, som fastholder lokalområder i et jerngreb. Hvor alle ønsker at udvide et parcelhuskvarterer eller andet, men ikke kan få lov til det,” siger han.

For Liberal Alliance handler det om, at kommunerne skal kunne beslutte mere end i dag.

”Vi vil have liberaliseret på en måde, så beslutninger sker lokalt ude i kommunerne. Det gælder også i forhold til skovene,” siger Carsten Bach, der slet ikke deler DN's bekymring:

”Selvfølgelig kommer de her forslag ikke til at ødelægge de danske skovområder. Der er ikke noget, der får panderynkerne frem hos mig.”

Gammel skovlov
Skovloven, der er ældre end grundloven, sætter i dag ret strikse krav til, hvilke aktiviteter og anlæg, der er mulige i de danske fredsskove (der udgør 71 procent af det danske skovareal). Nye mindre bygninger kan i dag kun umiddelbart opføres, hvis det har direkte relation til skovdrift. Det betyder, at eksempelvis jagthytter og arbejdsskure skal ske med dispensation. Det samme gælder for udvidelse af eksisterende boliger i skovene.

Hverken Svana eller miljøministeren har ønsket at uddybe forslagene til lempelser, som kun er beskrevet i overskriftsform.

Tidligere har Miljø- og Fødevareministeriet dog givet følgende mailsvar til Altinget:

”Overordnet kan det oplyses, at miljø- og fødevareministeren har ønsket at få undersøgt, om de nuværende regler i skovloven er tidssvarende og tilpasset de ønsker til brug af skovene, som samfundsudviklingen medfører.”

Regeringen fremsætter sit lovforslag til februar.

Forrige artikel Ny rapport: 30 års ghetto-indsats er slået fejl Ny rapport: 30 års ghetto-indsats er slået fejl Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?