Cordua: V-politikeren, der glemte basen

Venstre i København holdt i går opstillingsmøde forud for kommunalvalget næste år. Det resulterede i, at partiet fik en ny spidskandidat, da en forsamling på 200 V-medlemmer valgte Cecilia Lonning-Skovgaard, som er medlem af Borgerrepræsentationen.

Forud var forløbet en intern valgkamp, hvor det føg med beskyldninger om ”dronningemord” på lederen af Venstre i København igennem de sidste otte år, børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev. Opgøret gav mig anledning til at reflektere lidt over et lignende drama for 19 år siden, da jeg selv var organisationsmand i partiet og håbefuld BR-kandidat.

Nøgternt må man konstatere, at Lonning-Skovgaard i går vandt en knusende sejr ved at få 144 stemmer mod kun 55 stemmer til Allerslev. Der var ikke mange med indsigt både i den ene eller den anden lejr, der havde ventet, at Allerslev kunne vinde, men de færreste havde nok forestillet sig denne rene ydmygelse af den siddende V-borgmester. Man kan nok spørge sig selv, om det ikke havde været bedre for Allerslev selv og for Venstre som parti, hvis hun i stedet tidligere havde indset, at hun var uden chance for at vinde?

Politik er ikke retfærdigt
Allerede ved bestyrelsesmødet i Venstre i juni, hvor man stod over for at skulle indstille en spidskandidat forud for opstillingsmødet, ja da stod det klokkeklart, at partiets organisation og størstedelen af BR-gruppen havde tabt tilliden til borgmesteren ved i stedet at pege på Lonning-Skovgaard.

Man kan selvfølgelig have respekt for, at Allerslev tog kampen op og insisterede på at køre processen og valget til ende, selv om der ikke var stor usikkerhed om valgresultatet. Strategien med at bypasse organisationen var simpelthen for håbløs. Dertil var opbakningen til Lonning-Skovgaard for stor, også selv om der blev udvist visse bestræbelser på at melde en række nye Allerslev-støtter ind i partiet, der kunne ændre situationen. Det blev til en snes stykker. Trækker man dem fra de 55, der stemte på Allerslev, ja så fremstår nederlaget endnu større.

Er det så retfærdigheden, der sker fyldest over for en politiker, der ifølge eget udsagn som borgmester har knoklet ”60-80 timer” om ugen og kæmpet for Venstre-mærkesager, siden hun blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2001? Svaret er naturligvis nej. Politik er aldrig retfærdigt. Omvendt fik Allerslev nærmest magten foræret for otte år siden, da Martin Geertsen pludselig og helt uventet forlod københavnsk politik.

Manglede magtbase
Man må nok konstatere, at Allerslev fejlede fuldstændigt i helt afgørende discipliner som ”plejning af baglandet” og ”sikring af vedvarende alliancer” i byrådsgruppen og i organisationen. Som politiker er det alfa og omega at have, vedligeholde og helst udbygge en magtbase, som er loyal over for én.

Hvis ikke der er et gensidigt tillidsforhold mellem en folkevalgt politiker og partiorganisation, ja så risikerer man, at magten glider én af hænde. Og man skal afsætte tid til og lytte til ”hvad der bliver sagt på vandrørene”, så man kommer et eventuelt oprør i forkøbet. Gør man ikke det, så går det galt.

Og det var efter alt at dømme, hvad der skete i Venstre i København. Det er ret enestående, at ikke én lokalforening bakkede Allerslev op, og ikke én kollega i byrådsgruppen ville anbefale hende.

Dronningemordet
Det er bemærkelsesværdigt, at Allerslev har fået ganske megen og varm støtte på sin Facebookside fra adskillige kendte mennesker. Blandt andet fra det københavnske kulturliv og andre, som ikke stemmer på Venstre, der er forargede over, at en i deres øjne sympatisk og populær borgmester nu må forlade københavnsk politik, når valgperioden udløber.

Men man må dog også konstatere, at det var meget få af dem, der havde stemmeret i går, da Venstres medlemmer stemte. Man kan ikke understrege nok, at vil man have indflydelse på, hvem der skal være spidskandidat, så er der ingen vej udenom: Så må man melde sig ind i et politisk parti. Og hvis man vil blive siddende som V-borgmester, så skal man primært sikre sig støtte blandt dem, der rent faktisk stemmer på Venstre, og ikke alle mulige andre.

Hvis man lytter til Allerslevs støtter, så var opstillingsmødet i går kulminationen af et langt ”dronningemord”, hvor der blev ”smedet rænker” bag Allerslevs ryg. Man forsøger altså at fremstille udfordrerens kampagne som et dolkestød bagfra. Altså i stil med Brutus, der stikker Cæsar ned med sine sammensvorne Idus Martiæ 44 f.Kr.

Trækker tråde til 1997
Det mest spektakulære kongemord i dansk politik var i 1992, da Poul Nyrup – i utide – væltede Svend Auken som S-partiformand. I Venstre var det tæt på i juni 2014, da Kristian Jensen til sidst tøvede med hensyn til at føre kniven over for Lars Løkke. Til gengæld er han nu udenrigsminister.

I 1997 var jeg med i den kampagne, der sikrede Søren Pind valg som Venstres spidskandidat, eller som det mere populært hed ”at vælte borgmester Bente Frost”. Det var et opgør, der kom til at trække lange spor, og både partiets organisation og BR-gruppe var meget delt.

Valgkampen var hård, og den blev ført via medierne igennem 3-4 måneder med åben kritik af borgmesterens politik. Afgørelsen var klar – cirka 190-130 efter hukommelsen – men dog slet ikke så klokkeklar som i går. Det tog lang tid at samle Venstre under Pinds ledelse, og der var for megen bitterhed og mistillid til, at Frost og Pind kunne samarbejde. Det problem får Lonning-Skovgaard ikke. Allerslev stopper 31.12.17.

For 19 år siden havde Venstre på landsplan pæn succes i meningsmålingerne med en strategi, hvor Uffe Ellemann og Anders Fogh med en liberal ideologisk linje ”ville skyde sig igennem”. I foråret 97 var en politisk pragmatisk midterkurs og bredt samarbejde med S-borgmester Jens Kramer Mikkelsen i en ”dynamisk duo” ikke det, baglandet ville høre.

Venstres bygge- og teknikborgmester var også meget glad for den busterminal, der netop var blevet opstillet på Rådhuspladsen. Det var der ikke så mange andre Venstrefolk, der var. Og det udnyttede vi, der var hendes politiske modstandere, naturligvis. Man kan så diskutere stilkaraktererne i udførelsen af kritikken af borgmesteren.

Pind havde i al fald tidsånden med sig og vandt. Ét år efter havde Venstre tabt folketingsvalget i marts 1998, Anders Fogh havde læst Philip Goulds ”Unfinished Revolution” om det britiske Labours succesfulde strategi med en midterkurs, og han, der ellers havde en vision om ”minimalstat”, flyttede Venstre ind mod midten, hvor man har været siden.

En ledig position
Var opgøret i Venstre i går så et ”ideologisk opgør", hvor Lonning står for en mere rendyrket liberal ideologisk linje? Til dels. Man kan let konstatere, at det var en position, der var ledig, da de ideologiske markeringer og forslag ikke er noget, som Allerslev har været optaget af. Hun har gjort det til en dyd at opnå politiske resultater ved at søge indflydelse frem for at flage med mærkesagerne uden for forhandlingslokalet.

Det gjorde hende sårbar for kritik for at være uden ideologisk kant og politisk farveløs. Omvendt har Allerslev utvivlsomt opnået et noget større kendskab blandt københavnske vælgere, da hun med sin skarpe blonde page kastede sig ud i at deltage i tv-programmet ”Vild med Dans”, hvad hun slap noget bedre fra end for eksempel V-næstformand Kristian Jensen.

Berømmelsen har givet Allerslev en profil i de lidt mere kulørte blade, der dog også har den bagside, at hun skulle finde sig i overskrifter, hvor hun blev kaldt for ”sex-borgmesteren”. Lonning-Skovgaard distancerede sig i øvrigt i et interview med Berlingske fra profilen med en sarkastisk bemærkning om, at hun ”ikke selv er typen, der går all in på Billed-Bladet”.

V-profil skal pudses af
Lonning-Skovgaard manede derfor, da hun annoncerede sit kandidatur i foråret, til ideologisk oprustning, der kan pudse Venstres profil af med henvisning til, at Venstre skal tilbage til de gode gamle dage under Martin Geertsen og Søren Pind. Hertil er der bare at sige, at Allerslev faktisk selv har været en vigtig del af det projekt.

Allerslev var VU’s kandidat i 2001, hvor hun blev valgt til Borgerrepræsentationen og fungerede som Pinds og Geertsens gruppeformand, indtil hun selv blev borgmester i 2008.

Interessant er det i øvrigt også, at flere af de Venstrefolk, som var Frost-støtter i 1997, faktisk stod som støtter til Lonning-Skovgaard på opstillingsmødet i går.

Partisekretær måtte rykke ud
Hvor Lonning-Skovgaards støtter forekom at føre en effektiv kampagne, hvor man blandt andet selv var proaktiv og fik organiseret kaffemøder med Københavns lokalorganisationer, ja så brugte Allerslev tid på at skælde ud på sin egen organisation for ikke at gøre noget for hende. Bitterheden kammede så helt over i Politiken to dage før valget, hvor hendes formand og resten af bestyrelsen fik det glatte lag:

”Jeg har på intet tidspunkt hørt, at man var utilfreds med den profil, jeg havde. Det kom 14 dage før, jeg fik at vide, at jeg ville få en modkandidat, at der var utilfredshed med mig. Og da havde man jo besluttet sig for det i bestyrelsen. Så jeg spørger da, om ikke de kunne have været en lille smule mere ærlige i deres tilgang og sagt tingene til mit ansigt i stedet for at rende rundt bag nedrullede gardiner og lave små rævekager imod mig," sagde Allerslev.

Da var det, at Venstres partisekretær Claus Richter på de indre linjer følte anledning til at måtte rykke ud med en venlig henstilling til alle parter om at finde sammen efter valget. Det mente han, at der var blevet behov for ”set fra hans bord”, og hans indirekte kritik var elegant forklædt som et tilbud om en slags ambulancetjeneste til at forlige parterne.

Allerslev selv måtte på sin Facebook betone, at journalisten ikke havde fået alle hendes politiske idéer med, da han skrev sin artikel, der entydigt fokuserede på det angreb, som borgmesteren satte ind i slutspurten.

Næppe et svært valg
Hos Berlingske forsøgte Allerslev sig desuden med en klassisk skræmmekampagne, som i øvrigt blev bakket flittigt op af hendes støtter på Facebook. Den handlede om, at Venstre i København nærmest stod over for død og udslettelse uden Allerslevs 14.000 personlige stemmer. Lonning-Skovgaard svarede kækt igen med en bemærkning om, at Venstre både havde overlevet Uffe og Fogh og nok vil kunne bære tabet af Allerslev.

Det er nok mere end tvivlsomt, om den sidste uges ret aggressive kampagne fra Allerslevs side har hjulpet hende. For reaktionen blev, at stort set hele organisationen og flere BR-medlemmer meddelte, at de ville trække sig, hvis Allerslev blev valgt. Pludselig blev det et valg mellem ”kaos med Allerslev” og en ny begyndelse med Lonning-Skovgaard og et nogenlunde samlet parti.

Det var næppe noget svært valg for Venstres medlemmer. Og resultatet blev klokkeklart.

Nu venter genoprydningsarbejdet for Venstre og Lonning-Skovgaard, som skal kunne håndtere at samarbejde med en borgmester, som man lige har væltet af pinden som spidskandidat, og de forventninger, der er om at blive et kendt ansigt. I 2013 fik Venstre et relativt godt kommunalvalg. Siden hen er det faktisk kun gået den helt forkerte vej for partiet, og det bliver derfor mere end svært for Lonning-Skovgaard at bevare mandattallet.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.