Finanslov: DF kræver styrket indsats mod social dumping

KONTROL: Uden nye bevillinger vil indsatsen mod social dumping miste pusten. En styrkelse af puljerne er blandt Dansk Folkepartis hovedkrav ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Forud for Folketingsvalget sidste år blev kampen mod social dumping udråbt til en mærkesag for Dansk Folkeparti. Gruppeformand Peter Skaarup gjorde det ved flere lejligheder klart, at det var et hovedkrav til Lars Løkke Rasmusssen (V) at opretholde og styrke indsatsen mod social dumping.

Men målt i kroner og øre er den styrkede indsats svækket siden højdepunktet i 2015 og følger i de kommende år en stejlt nedadgående kurve. Det viser et svar til Finansudvalget.

Det vil Dansk Folkeparti råde bod på, når forhandlingerne om næste års finanslov som ventet går i gang i næste uge.

Ifølge partiets ordfører for social dumping, Peter Kofod Poulsen, vil en fornyet styrkelse af puljerne være at finde blandt de centrale krav fra Dansk Folkeparti.

"Vi har mange krav med til finanslovsforhandlingerne, når vi når dertil, men det her er et meget stort ønske fra vores side," siger han.

EL: Tomme løfter fra DF
Den styrkede indsats mod social dumping er en fælles kontrolindsats mellem SKAT, Politiet og Arbejdstilsynet. Finansieringen blev gradvist optrappet fra 2012 til 2015, hvor den nåede sit klimaks på 170 millioner kroner.

Derefter knækker kurven. I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev indsatsen styrket med 26 millioner kroner i 2017. Det er dog reelt knap 40 millioner kroner mindre end niveauet i 2015, og uden ekstra bevillinger vil der i 2018 kun være en tredjedel så mange penge til at finansiere kontrolindsats.

I oppositionen hersker der derfor ingen tvivl om, at Venstre-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti har skåret betydeligt ned på indsatsen mod social dumping.

"Dansk Folkeparti havde chancen sidste år – og glippede den. Jeg betragter det mest som tom snak, fordi de godt er klar over, at der i deres vælgerbasis er en dyb frustration og utryghed over social dumping. Alle ved jo, at de ender med at acceptere Lars Løkkes nedskæringsdagsorden, så længe de får nogen indrømmelser på flygtninge- og indvandrerområdet," siger Finn Sørensen fra Enhedslisten.

DF vil sikre højere niveau
Ifølge Peter Kofod Poulsen er det ambitionen at sikre et niveau, som svarer til det højeste niveau i 2015.

"Helt sikkert. For det første er det en indsats, som tjener sig selv hjem flere gange, og for det andet er det rigtig vigtigt for mange danskere og mange danske arbejdspladser," siger han.

Sidste år stillede i et tilsvarende krav, og realiteten er, at der er blevet færre penge til indsatsen. Kan du forstå, hvis nogen betragter det som tomme løfter?

"Realiteten er jo, at der er en række puljer på området, som løber ud i de her år. Og det er en prioritet for os at få de sikret de puljer igen," siger Peter Kofod Poulsen.

Så der skal skrues op for niveauet igen?

"Ja, vi er nødt til at sikre den her indsats, det er helt klart," siger han.

Venstre: Der er afsat penge til 2018
Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen understreger, at regeringen er meget optaget af at sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.

"Det har vi bekræftet ved at stemme for finansloven i 2014 og senest med dette års finanslov," skriver han i en sms til Altinget.

"Der er foreløbig afsat penge til og med 2018. Jeg har i øvrigt ingen kommentarer til de kommende finanslovsforhandlinger," slutter han.

I et aktuelt notat til Beskæftigelsesudvalget redegøres for effekterne af den styrkede indsats fra 2012 til og med 1. semester 2016.

Heraf fremgår det blandt andet, at SKAT som følge af indsatsen har foretaget reguleringer for næsten en halv milliard kroner i perioden – primært i form af ekstra opkrævninger. 

Forrige artikel Ny redningsplan splitter Skat op i syv enheder Ny redningsplan splitter Skat op i syv enheder Næste artikel Digital kommission skal få politikerne til at se fremtiden i øjnene Digital kommission skal få politikerne til at se fremtiden i øjnene