Redaktør: Derfor er kræftplanen særlig vigtig for Løkke

KRÆFTPLAN: Den nye kræftplan er et af regeringens mest centrale valgløfter, og særligt på kræftområdet konkurrerer rød og blå blok om at være bedst. Derfor er Kræftplan 4 særdeles vigtig for Løkke, fortæller Altingets sundhedsredaktør .

Onsdag fremlægger sundhedsminister Sophie Løhde (V) regeringens nye kræftplan.

Og det er en særdeles vigtig plan for regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fortæller Altingets sundhedsredaktør, Ole Toft.

Lanceringen af Kræftplan 4 er nemlig udmøntningen af et af regeringens mest centrale valgløfter.

”Sundhedsområdet et af områder, som vælgerne prioriterer højest. Kræft er den sygdom, som slår flest danskere ihjel, og det er generelt en frygtet sygdom hos de fleste vælgere,” siger Ole Toft og fortsætter:

”Ved de seneste valgkampe har både Venstre og Socialdemokraterne haft bedre kræftbehandling blandt de mest profilerede valgløfter,” siger Ole Toft.

Læs også: Her er regeringens nye kræftplan

Regeringen vil afsætte 1,5 milliarder kroner ekstra til at gennemføre kræftplanen, og dertil kommer de penge, som SR-regeringen bevilgede. Samlet lægges der altså op til at bruge 2,2 milliarder kroner ekstra på kræftområdet frem til 2020.

Rød-blå konkurrence
Groft sagt konkurrerer man i rød og blå blok primært om to ting på sundhedsområdet: Hvem vil afsætte flest penge til sundhedsområdet, og hvem vil levere den mest omfattende kræftindsats?

Derfor er onsdagens Kræftplan 4, der som navnet antyder er den fjerde kræftplan, særlig vigtig for Løkke-regeringen. Og vigtigheden bliver ikke mindre af, at vælgerne har størst tiltro til rød blok, når det gælder sundhedsområdet.

”De seneste år har stribevis af målinger vist, at danskerne mener, at en socialdemokratisk-ledet regering er bedst til at sikre et godt sundhedsvæsen. Hvis det lykkes Venstre-regeringen at overbevise vælgerne om, at en borgerlig regering er ligeså god eller bedre på sundhedsområdet, vil blå blok formentlig kunne tiltrække flere vælgere,” siger Ole Toft.

I valgkampen lovede Venstre en ny kræftplan med hovedfokus på, at der er kapacitet til at forbedre kræftbehandlingen og tage imod det stigende antal kræftpatienter.

”Den her kræftplan ligner den, som der blev lovet i valgkampen,” siger Ole Toft.

Penge skal findes på finanslov
De fleste penge vil blive brugt på at sikre, at det er udstyr og personale til at tage imod de stadig flere kræftpatienter, der kommer, fordi andelen af ældre i befolkningen stiger. Samtidig fastholder regeringen målet om, at overlevelsen for danske kræftpatienter skal fortsætte den positive udvikling mod at nærme sig overlevelsen i de andre nordiske lande.

Ifølge Ole Toft har regeringen ikke lagt skjul på, at Kræftplan 4 er et projekt kun for partierne i blå blok, og pengene hentes primært via de kommende finanslovsforhandlinger.

”Bortset fra mulige forebyggelsestiltag i kræftplanen, så er der meget lidt ideologi i kræftplanen. De andre partier i blå blok vil dog blive indkaldt til forhandlinger om kræftplanen. Det tegner ikke til, at der vil blive store ændringer i forhold til regeringens udspil, men de andre partier vil formentlig insistere på at få mindre fingeraftryk med i kræftplanen,” siger Ole Toft.

Forrige artikel Regeringen er i luften med egen hjemmeside Regeringen er i luften med egen hjemmeside Næste artikel Har du fulgt med: Prøv quizzen Har du fulgt med: Prøv quizzen