Cordua: Bytter V en menneskerettighed for en ministertaburet?

To meldinger har i denne uge sat fut i den politiske efterårssæson. Først meldte Socialdemokraternes Mette Frederiksen søndag i Berlingske benhårdt ud med at fastslå, at S ikke medvirker til skattelettelser i forbindelse med finansloven.

Det er ikke en fuldstændigt umærkelig melding fra det store oppositionsparti i en situation, hvor det længe har tegnet til, at de blå partier alligevel skulle finde hinanden i efteråret. Det er en melding, som flugter godt med Socialdemokraternes kernesynspunkter, også selv om partiet i den seneste regering skar i kontanthjælpen samtidig med, at man medvirkede til skattelettelser.

S rækker hånden ud 
Ikke fordi S brød sig om det, men fordi Radikale dengang krævede det. Nu kan man i stedet ”trutte rent i trompeten” og overlade det til Dansk Folkeparti at tage det fulde ansvar for at levere de topskattelettelser, som Liberal Alliance kræver for ikke at vælte regeringen.

Samtidig med det, rækker S hånden ud – på skrømt naturligvis – for et samarbejde med DF, der, hvis det blev realiteter, vil kortslutte V-regeringens manøvremuligheder med hensyn til LA og måske endda koste den livet. 

Hos DF tager man naturligvis glad det stik hjem, hver gang S vil samarbejde med det engang så ”ikke stuerene” parti.

Hos S har den nye ledelse klogt fortsat den nyere strategi, der handler om at bekæmpe DF ved at få dem til at tage ansvar: Ansvar for regeringen, for Løkke og for den politik, der indebærer skattelettelser i toppen. 

Hos DF har man for længst lært at balancere mellem de to vælgergrupper, man har fat i – det vil sige ”national-konservative og højborgerlige anti-socialister” den ene dag og ”velfærdsstatsbegejstret arbejderklasse” den anden, forenet i en tiltagende frygt for muslimsk invasion af landet med det medfølgende kaos, sammenbrud, borgerkrig mv., som der åbent teoretiseres om i disse kredse.

DF-vælgere foretrækker Frederiksen
En ny måling i Børsen viser i øvrigt, at et lille flertal af DF's vælgere foretrækker Mette Frederiksen som statsminister frem for Lars Løkke Rasmussen. Det er nok de færreste, der tror på, at DF nogensinde kommer til at pege på en socialdemokrat, men derfor kan man, ligesom DF's topfolk gør til perfektion, da godt lege denne illusoriske bogstavleg om, at det kunne ske.

Det tager nok toppen af den værste øjeblikkelige frustration hos DF's vælgere og bagland over DF-toppens i deres øjne helt utilstrækkelige indflydelse på V-regeringens flygtningepolitik.

For Socialdemokraterne er udsigten til et sammenbrud absolut en mulighed, som de bør gribe. Partiet er ikke sat i verden for at hjælpe den lille Venstre-regering igennem med dens politik og slet ikke til at give topskattelettelser.

S kan læne sig tilbage
Skal man være med, skal man naturligvis have betydelige indrømmelser, hvis der altså meget mod forventning skulle åbne sig den mulighed. Med de meget klare krav på skatteområder, der er kommet fra LA, bør Frederiksen læne sig tilbage og se, hvad der vil ske.

Skulle der opstå en mulighed for at få indflydelse, så har Løkke nummeret på chefforhandler Henrik Sass Larsen, og så kan S tage stikkene hjem. Brænder det blå hus ned, og regeringen falder, ja, så er der jackpot og formentlig udsigt til 5-8 år i regering, uden at vælgerne tør betro de blå regeringsansvaret igen.

Væk med konventionerne
Onsdag har DF så åbenbart den anden væsentlige melding klar forud for efterårets forhandlinger. Deres pris for at hjælpe Venstre bliver, at Danmark skal ”tage forbehold” ved alle de konventioner på flygtninge- og menneskerettighedsområdet, som DF ikke bryder sig om, fordi det fører til en beskyttelse af mennesker, som man helst ser ekspederet ud af landet.

Levakovic-sigøjnerbossen fremhæves gerne som et eksempel. Og det i sig selv er der bred folkelig opbakning til, hver gang der henvises til den slags enkeltsager.

Ikke længere dukse-land
Danmark har i mange år sammen med de nordiske lande været duksene på menneskerettighedsområdet. Sådan nogle landes regeringer, der med rimelig god samvittighed kunne prædike respekten for menneskerettigheder og individet i lande, der ikke har haft den tradition.

Det er sket ud fra en forestilling om, at menneskerettigheder er universelle. Altså en krænkelse i Kina eller Sydsudan er ligeså slem som i Danmark, selv om man på de kanter ikke helt deler synspunkterne. Højrefløjsideologer har tordnet imod universelle menneskerettigheder, som de ser som en vestlig venstreorienteret opfindelse, som hverken giver mening i Europa eller andre steder.

Ikke længere tossesnak
Naturligvis har synspunktet en særlig klangbund i DF, fordi konventionerne forhindrer Danmark i at føre en endnu strammere flygtninge og asylområdet, som partiet kunne ønske sig.

Indtil for nyligt har modstanden mod menneskerettighederne sikkert af mange været regnet for noget ”tossesnak”, der mest levede på den alleryderste højrefløj. Det er det ikke længere.

Nu er vi i en situation, hvor samtlige borgerlige partier stiller spørgsmål ved konventionerne. I blå blok har man – bortset fra Venstre, som sidder med regeringsansvaret – stort set købt forklaringen om, at konventionerne er den væsentligste forhindring for, at Danmark bliver islamiseret over tid, og at velfærdsstaten bryder sammen på grund af flygtningepresset.

En klods om benet
For mange vælgere er konventionerne ikke noget, som de forbinder med basale rettigheder, der skal forhindre staters krænkelse af individet og en fredelig udvikling af andre knapt så udviklede samfund. De ses nu snarere som en klods om benet for at få den nødvendige politik.

Og det er svært at få øje på ret mange politikere i blå blok, der går imod udviklingen, selv om nogle blå politikere undskylder sig med, at man jo kun kræver forbehold for enkelte dele af konventionerne, som man ikke bryder sig om eller taler om ”en modernisering”, fordi de jo ”blev skrevet i en helt anden tid” i årene efter 2. verdenskrig, hvor verden tilsyneladende var helt anderledes, hævdes det.

Vil V levere på DF's krav?
Spørgsmålet er, om regeringen kan eller vil levere på DF's krav? Og hvad bliver konsekvensen i givet fald? Hvis ikke de kan, så risikerer regeringen også at falde efter et folketingsvalg.

Vil vælgerne straffe DF for at stille krav om en hårdere udlændingepolitik, herunder at pille ved nogle konventioner? Næppe. Ikke som stemningen er i befolkningen lige nu, hvor højrepartier popper op i en lind strøm med krav, der forsøger at overgå DF's. Flere af dem ventes endda at blive opstillingsberettigede.

Regeringens position er, at den vil udfordre konventionerne og bevæge sig ud i konventionernes grå fortolkningszone, hvor man tidligere dukseagtigt har holdt sig strikt på den rigtige side af grænsen. Det lille nye spillerum bliver nok hurtigt udtømt, og hvad så?

Fogh ændrede spillereglerne
I gamle dage – før 2001 – kunne regeringer afvise DF's krav og afkoble forhandlinger om flygtninge og asyllovgivning fra alt det andet, der skal forhandles: Skattereform, PSO-afgift, finanslov m.v. Men de gamle spilleregler blev brudt af Anders Fogh, der indgik på de nye regler, hvor økonomisk politik og flygtningepolitik blev blandet sammen.

Hvis regeringen fik indrømmelser det ene sted, så kunne det veksles til indrømmelser på et helt andet område. Det er næppe en mulighed, som DF vil acceptere, hvis V-regeringen gik tilbage til de gamle regler og lavede politik fra sag til sag uafhængigt af hinanden.

Man kan i hvert fald konstatere, at LA heller ikke vil acceptere, at man går tilbage til de gamle spilleregler. Regeringen kan beslutte, hvad den vil, men LA skal have topskattelettelser. Tingene hænger sammen.

Hvad sker der så, hvis regeringen indgår på DF's krav og rent faktisk begynder at administrere efter nye regler, der åbenlyst er i strid med de konventioner, som vi har tilsluttet os? Vi ved det ikke.

Det er kun sket et par gange, at lande er gået i bakgear på det her område. Der peges på eksemplet med militærjuntaen i Grækenland for mere end 40 år siden. Det er næppe et forbillede.

DF ligeglade med udlandets reaktioner
Man må formode, at det vil være en melding, der vil vække opsigt i Europa og blandt de lande, der hylder og arbejder for at udbrede menneskerettighederne.

DF kan selvfølgelig være ligeglade med, at ingen af dem, som også tilhører den stadigt mere forkætrede politiske elite i udlandet, kan stemme i Danmark, og i øvrigt at deres synspunkter eller vurderinger tilskrives mindre og mindre værdi.

Det er lidt den samme holdning, man ser hos den politiske ledelse i Ungarn og Polen: I kan sige, hvad I vil. Folket er med os, og det, I har at sige som politiske eliter, er vi ligeglade med.

Danmark som foregangsland 
Hos DF mener man, at Danmark ved at gå solo bliver et foregangsland på området, som vil føre til at andre følger trop. Det fremtidscenario kan man bestemt ikke afvise. Det vil dog føre til, at Nordens og Europas status som fakkelbærer for udbredelsen af menneskerettighederne vil falde drastisk. 

Det vil sikkert ikke i sig selv gøre noget indtryk på de stadigt flere danske vælgere, der allerhelst bare vil have sat en effektiv stopper for muslimsk indvandring. Koste hvad det vil.

Menneskerettighedskonventionernes fald
Så måske er det den beslutning, Lars Løkke Rasmussen og Venstre-regeringen skal træffe, hvis ikke der sker bevægelse hos DF? Vil man virkelig gå over i historien, som den regering, der måske udløser et digebrud for menneskerettighedskonventionernes fald i Vesten? Er det ministertaburetterne værd?
 
Den gode nyhed for Mette Frederiksen er, at det dilemma behøver hun så i det mindste ikke at stå i den dag, hvor hun kommer til magten. Det i sig selv kan sikkert være meget tillokkende for den del af det blå Danmark, der ryster på hovedet af det massive overbud i blå blok på menneskerettighedsområdet mv., som vi lige nu er vidne til.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.