Cordua: Brexit viser, at valg har konsekvenser

Ved indgangen til 2014 funderede jeg over, om år 2013 mon blev det sidste relativt normale år, vi ville opleve, før store ulykker ville ramme os lidt i stil med århundredet forinden, dvs. i 1914, der indvarslede godt 30 års død, ødelæggelse og katastrofe.

Helt så galt er det heldigvis ikke gået, men terror, trusler og navnlig flygtningekrisen har det seneste år skabt større og større politisk og økonomisk usikkerhed i Europa. Vi er ikke i disse år så optimistiske for fremtiden, som vi var tidligere.

Senest i går fik vi atter en påmindelse om, at terrorismen hjemsøger os og slår ned de steder, hvor vi har svært ved at dæmme op for det: i en lufthavn i Istanbul i Tyrkiet, hvor foreløbig 36 mennesker meldes dræbt. Et angreb i en afgangshal udført af terrorister fra en forskruet dødskult, der gerne sprænger sig selv i luften for så at blive belønnet i det hinsides for udåden.

Langsigtede konsekvenser af Brexit
Meningen er naturligvis at sætte folk og trosretninger op mod hinanden (og ødelægge tyrkernes pressede turistindustri). Ingen ved endnu, om det lykkes. Gør det det, så er katastrofen en realitet. Om nogle uger er verden videre. Vi har set det før, og man vil forsøge at forbedre sikkerhedsforholdene i lufthavnene, selv om det nok vil afholde mange fra at besøge særligt de europæiske metropoler, der tilsyneladende er blevet mål for terrorismen.

Hvad der helt sikkert får langsigtede konsekvenser politisk både for dem selv og Europa, er den britiske befolknings beslutning om at forlade EU efter folkeafstemningen i torsdags. De umiddelbare politiske konsekvenser er dramatiske: Premierminister David Cameron har meddelt, at han vil gå af, og Storbritannien står – indtil en ny leder af det konservative regeringsparti bliver valgt til september – reelt uden politiske ledelse

Borgerkrig i Labour-partiet
Der er heller ikke en opposition i landet, der kan tage over, da afstemningsresultatet har udløst en borgerkrig i Labour-partiet. Her klamrer den marxistiske leder Jeremy Corbyn sig til formandsposten, mens et overvældende flertal med især mere socialdemokratisk indstillede folk i parlamentsgruppen undsiger ham.

Dertil kommer, at de skotske pro-europæiske (!) nationalister nu som ventet bruger anledningen til at kræve en ny folkeafstemning om uafhængighed fra UK, henset til at et klart flertal blandt skotterne stemte ja til at forblive i EU.

Kravet om mere selvstændighed blandt englændere og walisere har i øvrig fået den konsekvens, at det skaber kurrer på tråden i forhold til de katolske nationalister i Nordirland, der stemte ja. Blandt de protestantiske unionister var svaret til gengæld overvejende nej, og dermed øges risikoen for, at der bliver sat gang i den ulmende konflikt i Ulster-regionen, som ellers har været under nogenlunde kontrol i de sidste par årtier. 

Efterspillet om Storbritanniens forhold til EU har pludselig synliggjort EU-Kommissionen og EU-Parlamentet som politisk arena. To hold står stejlt over for hinanden: En Kommission med den generelt upopulære formand Jean Claude Juncker i spidsen, som pludselig ikke taler engelsk ved briefinger, og som under en debat i Parlamentet i går henvendt til EU-modstandere med demagogen Nigel Farage i spidsen spørger ”Hvad laver I her?”.

Ud betyder ud
Han fører en benhård linje med opbakning fra Rådets medlemmer med kansler Merkel i spidsen, hvor ud altså betyder helt ud og helst så hurtigt som muligt. Han er også bakket op af den tyske parlamentsformand Martin Schultz og ca. 60 pct. af medlemmerne ifølge en afstemning i parlamentet.

Man kan nok diskutere visdommen i den nedladende tone, når Juncker udmærket ved, at de synspunkter, som Farage forfægter – midt i al overdrivelsen og populismen – deles helt eller delvist af også mange mennesker på kontinentet. Fransk arrogance i Luxembourg-udgaven er kun vand på de menneskers mølle, som hævder, at EU er en skal af forstening og magtbrynde.

Man må håbe på, at Rådets medlemmer – det vil sige regeringerne – ved førstkommende lejlighed får skiftet ham ud.

Juncker har i øvrigt optrådt så besynderligt ved flere offentlige lejligheder, så man skulle tro, at han var beruset, måske endda have et vedvarende problem med at kigge lidt for dybt i flasken. Det er der så også tidligere blevet spekuleret i i medierne, hvorvidt det skulle være tilfældet, hvilket Juncker naturligvis selv benægter.

Dette forhold fremgår også af en bemærkelsesværdig artikel fra Politico.eu for et par uger siden, hvor Juncker beskrives som en die hard-føderalist, der dog er ramt af depression på EU's vegne, og som bruger hele formiddagen på sit kontor, mens han kæderyger og taler i telefon med sine politiske kontakter. Det har medført, at han viser sig for sjældent på de vigtige møder i EU-systemet og næsten helt undlader at besøge medlemslandene.

I øvrigt beskrev han sin egen – i de flestes øjnes svageste Kommission i mands minde – som Sidste chance-Kommissionen, der i øvrigt også er under kritik fra de små lande for at favorisere de store, når reglerne skal bøjes.

Udskift Juncker
I al fald er der behov for, at der bliver skruet ned for arrogancen og op for charmen med en ny person i spidsen for Kommissionen hurtigst muligt. På plus-siden tæller dog, at det nu er gået op for mange flere, at vi rent faktisk har en europæisk offentlighed, der er blevet centrum for vigtige begivenheder.

Det, som mange også spørger sig selv om, er, hvordan man kan slippe af med en indirekte valgt Kommissionsformand, når hans person mm. i manges øjne udgør et problem? Her kunne Rådets medlemmer, dvs. landenes regering – og især det folkevalgte parlament – vise, at de faktisk har noget indflydelse på den sag og få ham skiftet ud. Helst inden august, hvor Juncker traditionen tro er helt væk og på sommerferie.

Man kan dog ikke fortænke EU's politikere og Kommission i at tænke først og fremmest på EU's langsigtede egeninteresse, når nu vælgerne i UK har besluttet at forlade EU.

Vi vælger altså ikke politikere for at have dem til at sælge ud af vores økonomiske og politiske egeninteresser, blot fordi vi kan have mere eller mindre sympati for beslutningen i UK.  Det er ikke det samme, som at UK skal ydmyges og tromles som ”hævn”. Langtfra. Det er nemlig heller ikke i vores dvs. rest-EU's interesse at forpeste forholdet til vores britiske venner og allierede.

Vigtigt med stabilt forhold til UK
Vi skal have et godt og stabilt forhold politisk og handelsmæssigt med UK, som vi altid har haft det. Det kan der ikke være to meninger om. Der bør så heller ikke være to meninger om, at EU ikke blot skal lade to og fem være lige og så lade briterne høste alle fordelene ved EU (som de ikke vil være ved), mens de svælger i illusionen om ”egen selvstændighed”.

Norges ”selvstændighed” ses ved, at de i de seneste 20 år har vedtaget samtlige EU-direktiver bortset fra det 3. Postdirektiv, der åbenbart er sidste skanse. Og så betaler de olierige nordmænd boksen for at kunne afsætte deres varer på EU-markedet. Det ligner nok fremtidsscenariet for UK med tiden.

Naturligvis skal der markeres en forskel, men det bør nok ske med lidt mere elegance. Ikke mindst af hensyn til den svindende opbakning i EU's befolkninger.

Derfor er det svært at se, at det gamle greb, som EU's kernelande har brugt tidligere om at sætte turbo på yderligere EU-integration, hver gang man havnede i en krise, herfra skulle være vejen frem. Der er i al fald svært at se, hvor der skulle være et folkeligt krav om det.

Tværtimod er stemningen i al fald herhjemme for mindre EU-integration.

S og V er på reform-holdet
Det har vores politikere også for længst taget ad notam. Både Socialdemokraternes Mette Frederiksen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er på reform-holdet, der advarer mod mere EU-integration. Senest har Løkke opfordret til mere ”fleksibilitet” og ”lydhørhed” over for de enkelte landes krav og problemer.

Vi har som bekendt et særligt problem med Europol, der indtil videre er parkeret i EU-systemet, fordi man har villet afvente den britiske folkeafstemning.

Nu er tiden kommet for, at Danmark kan fremføre sit krav. Det vil nok hjælpe lidt på stemningen herhjemme, hvis EU imødekom os i den sag.

Der har indtil videre ikke vist sig én eneste meningsmåling, der viser andet, end at der stadigvæk er klar opbakning blandt de danske vælgere til EU som sådan. Men stemningen er næppe til mere integration. Det viste folkeafstemningen i december, og det har den britiske folkeafstemning næppe ændret på.

Det har man sikkert også indset i Dansk Folkeparti, hvor muligheden for en folkeafstemning fremføres lidt på skrømt. Man presser på for at få den aftale om Europol, som DF, EL m.fl. lovede vælgerne i december, men som kun regeringen kan levere.

Dansk Folkepartis problemer
Dansk Folkeparti har i øvrigt det problem, at deres vigtigste allierede – de britiske toryer – nu er på vej ud af EU-parlamentet, hvilket gør, at de med tiden skal søge en ny alliance - måske blandt mere rabiate EU-modstandere på den obskure nationalistiske højrefløj.

Også blandt de mere EU-skeptiske libertarianere som Saxo Bank-ejeren Lars Seier Christensen, der tidligere har varslet både snarlig revolution i Danmark, 10 procent-fest for Liberal Alliance og EU's og Euroens uundgåelige endeligt, hører man pludselig om den store omsorg, der fra EU's side nu bør vises briterne, efter at de har frigjort sig fra EU's lænker og tyranni.

Friheden bærer tilsyneladende ikke lønnen i sig selv. EU skal åbenbart udstrække omsorgen til også at gælde forhenværende EU-lande, der på demokratisk selv har besluttet at virke på almindelige vilkår som selvstændigt land. Borgerlige plejer ellers at være store tilhængere af, at man selv bærer konsekvenserne af sine egne handlinger frem for at smøre udgifter for det af på andre. Nu er det nærmest synd for briterne.

Måske ser disse EU-skeptikere og modstandere for sig, at EU-kritikken nu får sværere vilkår i EU uden en talerstol til Nigel Farage fra UKIP (Sikkert snart EIP.) og Boris Johnsons torys? Med tiden vil UK – eller kongeriget England og Wales – blive mindre og mindre relevant for dansk politik og økonomi. Det i øvrigt er en stor skam.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.