Cepos: Hvis det er fakta, så benægter a fakta

Slår man op i et leksikon, så kan man læse om den legendariske vending: ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta”, at der hersker en vis tvivl om ophavet. Det står dog klart, at det er sagt i folketingssalen af en jysk Venstre-politiker. Flere kandidater til æren står imidlertid på spring. Måske har der ligefrem dannet sig en slags tradition i partiet for, at man kan slå sig op ved hjælp af vendingen og den bagvedliggende tilgang til politik. Senest ser vi nu, at erhvervsministeren, Troels Lund Poulsen, gør sit bedste for at holde traditionen i live.

Før årsskiftet var det påvisningen af fraværet af nogen væksteffekt i udflytningen af statsinstitutioner, som ministeren benægtede gyldigheden af.

I sidste måned var det påvisningen af det ulønsomme i opførelsen af feriecentre ved kysterne, som ministeren fejede af bordet.

Og i denne måned er det så motorvejene i landets mindst befærdede egne, som ministeren insisterer på effekten af - trods eksperters påvisning af det modsatte.

Hertil kommer hele landbrugspakken. Også her får vi at vide, at de nye politiske tiltag vil hjælpe det betrængte landbrugserhverv og landets udkantområder i det hele taget.

Initiativer bygger på tvivlsomme antagelser
Fælles for alle disse initiativer er, at de hviler på nogle postulerede, men meget tvivlsomme antagelser om, hvad der egentlig sker eller ikke sker som følge af initiativerne. Ikke mindst tænketanken Kraka har ydet en prisværdig indsats i afdækningen af de reelle effekter eller mangel på effekter:

Blot fordi der flyttes nogle relativt få statslige arbejdspladser ud, er det ikke sikkert, at der bliver skabt højere indkomster per indbygger og dermed økonomisk vækst i udkanten.

Blot fordi der bliver opført feriecentre, er det ikke sikkert, at nogen vil holde ferie i dem.

Blot fordi udkantsområder forsynes med motorveje, er det ikke sikkert, at disse veje bliver benyttet til at køre til udkantsområderne. Man kan også køre den anden vej.

Og blot fordi landbrugspakken skaber grundlag for større produktion i landbruget, er det ikke sikkert, at man kommer eksistensen af betrængte landmænd til undsætning. Landbrugsproduktion er nemlig funderet på nogle særlige præmisser, som nemt overses. At drive landbrug er at udnytte jorden til produktivt formål. Og jord er en knap faktor. De, som køber jord til landbrugsformål, må gøre sig overvejelsen, hvor meget de kan tillade sig at betale for jorden, såfremt de skal have deres landbrug til at løbe rundt. Når jorden kan give et større afkast, så vil der også være købere, som er villige til at give en højere pris for jorden. Hele landbrugspakken bliver altså omsat i en engangsgevinst til de landmænd, som nu ejer jorden, og som for en stor dels vedkommende har vist, at de er elendige forretningsmænd, der i jordgrådighed har forkøbt sig og betalt for meget for at skaffe sig mere jord. Næste generation af landmænd skal betale endnu mere for jorden, og så kommer de også til at sidde i saksen.

Udkantstiltag vil give bagslag
Det er forunderligt, at lektien ikke er lært. Vi så eksempelvis disse mekanismer virke i stor skala i årene omkring vores EF-tilslutning. Igennem 1960’erne jamrede landbruget, fordi vi stod uden for EF, og der blev løbende skruet op for ”kompensation” til landbruget i form af stadig mere støtte. Da først udsigten til medlemskab blev mere udbredt, steg jordpriserne i kraft af forventningerne til EF-støtte. Det hele endte med et brag få år efter tilslutningen i 1972, hvor de opskruede jordpriser i forbindelse med rentestigninger bragte landbruget i knæ. Men en generation af landmænd blev forgyldt af jordgevinsterne.

De politiske tiltag i denne tid til angivelig støtte for landets udkantsområder er imidlertid ikke blot fiduspolitik uden effekt. Jeg tror, at tiltagene i høj grad har en effekt. En negativ effekt. For de understøtter en ubegrundet tro på, at politik kan vende udviklingen. For landets udkantsområder betyder det, at presset for at tilpasse sig til den regionale udvikling opleves som mindre bastant. Her sætter man i stedet sin lid til politiske hjælpeprogrammer, og lokalpolitikerne giver sig til at bruge deres kræfter på at lave lobbyarbejde på Christiansborg frem for at arbejde for strukturtilpasninger i lokalsamfundene hjemme. Regeringen lader indbyggerne i landets udkantsområder i stikken på denne måde.

Egentlig så tror jeg også, at de mange udkantstiltag fra regeringens side er en politik, som hurtigt vil komme til at give bagslag. Vælgerne i landets udkantsområder kan med nogen ret give sig til at føle sig snydt, når det går op for dem, at alt, hvad de har fået, er politiske tiltag, som ikke har vendt udviklingen. Og vælgerne i de øvrige dele af landet får ikke grund til at blive mere positivt stemt. De bliver blot sat til at betale en regning for levering af det rene ingenting.

Måtte det snart blive en alment accepteret præmis, at den regionale udvikling ikke bliver bestemt af folketinget og udmøntet af en statslig centralplanlægning. I det mindste kunne man forestille sig, at sådan en indsigt blev nået af en liberal regering.

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk