Cameron til Løkke: Særaftale er fordel for Danmark

EU-ALLIANCE: Den britiske premierminister David Cameron får fuld dansk opbakning til særaftale om britisk EU-medlemskab. Men Danmark kan kun drage fordel af særreglerne, hvis briterne stemmer ja til at blive i EU, understreger statsministeren.

Den britiske premierminister David Cameron kan forlade Danmark som en tilfreds mand efter statsbesøget i Danmark fredag.

På et pressemøde i Statsministeriet fredag eftermiddag garanterede Lars Løkke Rasmussen (V), at den britiske regeringsleder kan regne med fuld opbakning fra Danmark til den særaftale om britisk EU-medlemskab, som blev indgået i Bruxelles i tirsdags.

"Den danske position er klar. Vi vil have Storbritannien til at blive i EU. Vi har brug for en stærk britisk stemme i Europa. Storbritannien og Danmark er tæt allierede, og vi har mange fælles interesser," sagde statsministeren.

Fælles interesse i at undgå social union
Den britiske premierminister kom direkte fra Polen, hvor der er væsentlig mindre begejstring for ønsket om at begrænse adgangen til sociale ydelser for vandrende arbejdskraft. Derfor er det vigtigt for briterne af skaffe opbakning til særaftalen, inden den skal endeligt besluttes på et topmøde i Bruxelles 18. og 19. februar.

Kaffen gled angiveligt en del lettere ned hos den danske statsminister. Lars Løkke Rasmussen understreger, at Danmark ligesom Storbritannien vil undgå, at EU udvikler sig til en social union.

Især muligheden for indeksering af børnepenge falder i god jord hos regeringen, som ønsker at forhindre, at en udenlandsk arbejdskraft kan hæve børnepenge i Danmark, selv om børnene befinder sig i hjemlandet.

"Pakken vil komme Danmark og andre medlemslande til fordel - ikke kun Storbritannien. Det skaber momentum for at sikre, at EU ikke udvikler sig til en social union. Hvor vi sikrer, at EU-borgere kan krydse grænser for at arbejde, men ikke for at få andel i højere sociale ydelser. Og på den måde bliver vi i stand til at beskytte vores nationale velfærdssystemer," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Edinburgh er forbillede
Storbritannien står med det ene ben ude af EU og skal til sommer stemme om, om de fortsat skal være medlem af unionen. Formålet med den britiske særaftale er dermed at gøre det mere attraktivt for briterne at blive i EU.

Løkke gjorde på pressemødet også sit til at forsikre Cameron – og de tilstedeværende britiske medier – om holdbarheden i den aftale, som EU-Præsident Donald Tusk foreslog i tirsdags.

"I Danmark fik vi en tilsvarende aftale for mere end 20 år siden med Edinburgh-aftalen. Og det er en aftale, som har tjent Danmark godt siden," lød det fra den danske statsminister.

David Cameron understregede på pressemødet, at en accept af briternes særaftale også vil være til gavn for Danmark.

"Jeg støtter princippet om fri bevægelighed, og jeg værdsætter bidraget fra udenlandsk arbejdskraft højt. Men det omfang, som vi har oplevet over det sidste årti, har lagt stort pres på vores velfærdssystem. Det er problemer, som vi deler med Danmark – for eksempel i forhold til børnepenge. De reformer, som vi efterspørger, kan komme andre lande til gode," sagde han.

Danmark vil beskytte Cameron mod ændringer
Den britiske premierminister understreger, at der stadig er vigtige detaljer, som skal løses, før der kan lades en aftale senere i februar.

Hans danske kollega kommer ikke til at spænde ben.

"Vi har brug for denne aftale. Der kan være områder, som trænger til afklaring, men vi mener ikke, at der skal laves ændringer. Der er noget i den pakke for alle," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Til slut understregede Løkke, at et britisk ja til folkeafstemningen er en forudsætning for, at andre lande kan drage fordel af de mere fleksible rammer.

"Jeg er fuldt ud overbevist om, at denne pakke vil være med til at skabe et bedre Europa. Derfor er det vigtigt at understrege, at denne pakke kun bliver realiseret, hvis briterne stemmer ja," sagde han.

Forrige artikel Nyt medicinråd skal gøre op med dyr medicin Nyt medicinråd skal gøre op med dyr medicin Næste artikel Minister vil bremse gymnasieelever i at snyde Minister vil bremse gymnasieelever i at snyde