Det sker i EU: Løkke i Bruxelles for at forklare nej’et

OVERBLIK: Fredag kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til EU-hovedstaden for at diskutere vejen frem efter det danske nej til at ændre det eksisterende forbehold på EU-retspolitikken til en tilvalgsordning. Resten af EU har dog travlt med helt andre ting; blandt andet nye regler for kvinder i bestyrelser, en kontroversiel ophavsretsreform samt det igangværende klimatopmøde i Paris.

Mandag 7. december

Euro-gruppen mødes i Bruxelles
De 19 medlemmer af den fælles mønt mødes til deres månedlige samling for blandt andet at spørge portugiserne, hvorfor de ikke har afleveret deres planer for næste års finanslov, sådan som det er påkrævet i gruppens spilleregler. Portugals nye venstre-koalition har advaret om, at den vil gøre op med sparepolitikken, der har været dominerende, siden portugiserne måtte bede eurolandene om en økonomisk hjælpepakke på 78 milliarder euro i 2011. Grækenland vil som sædvanlig også være i søgelyset.

Ny luftfartsstrategi præsenteres
Kommissionen fremlægger sin strategi for fremtidens luftfart, der blandt andet ser på nye regler for droner og sikkerhedsudstyr samt regler for luftfartsselskabers ejerstruktur.

EU-ministre skal blive enige om flere kvinder i bestyrelser
Et meget omstridt forslag om at få øget andelen af kvinder i de europæiske bestyrelser til 40 procent i 2020 skal diskuteres af de europæiske ligestillings- og beskæftigelsesministre, der skal forsøge at blive enige efter flere års skænderier. Forslaget sætter bindende mål, men ingen kvoter. Ministrene skal også diskutere ligestilling mere bredt samt langtidsledighed og sundhed. Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) deltager for at tage sig af ligestillingspunkterne, mens beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) tager sig af det øvrige arbejdsmarkedsrelaterede.

 

Tirsdag 8. december

Finansministre i Bruxelles
De europæiske finansministre kommer vidt omkring ved deres møde i Bruxelles, hvor de både skal tage bestik af det igangværende arbejde med en skat på finansielle transaktioner, som 11 lande har indvilliget i, diskutere kapitalmarkedsunion, bankunion, fleksibilitet i udøvelsen af de fælles regler for underskud på de nationale budgetter, finansiering af terrorismen og opstramning af regler for, hvordan multinationale virksomheder kan afholdes fra at sende deres overskud derhen, hvor de beskattes mindst. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltager. 

 

Onsdag 9. december

Kontroversielle copyright-regler på vej
Spændt afventede regler for ophavsret ser dagens lys onsdag, hvor EU-Kommissionen skal fremlægge sit forslag til en reform og harmonisering af reglerne på tværs af landene. Forslagets mål er blandt andet at gøre indhold mere tilgængeligt på tværs af grænser, hvilket har fået forlæggere, journalister, filmselskaber med flere op af stolene. På den anden side af slagsmålet anklager åbenhedsaktivister Kommissionen for at ville begrænse adgang til brug af indhold.

 

Torsdag 10. december

Realitetstjek for nyt flypassagerregister
Efter fem års tovtrækkerier fandt EU-Parlamentets forhandlere og deres modstykker i Ministerrådet i sidste uge fælles fodslag om et flypassagerregister, der skal gøre det muligt at trække information ud om enkeltpersoners rejsemønstre i op til fem år. Nu skal Parlamentets retsudvalg stemme om, hvorvidt de kan leve med kompromiset, der har mødt anklager om at være alt for vidtgående en indgriben i borgernes persondatabeskyttelse.

Sidste nyt om traktatkrænkelser
EU-Kommissionen leverer sin månedlige opgørelse over, hvilke lande der ikke overholder de fælles EU-spilleregler og dermed bevæger sig mod et opgør ved EU-Domstolen.

Transportministre diskuterer social dumping
De europæiske transportministre kommer til Bruxelles for blandt andet at diskutere de sociale bivirkninger for vejtransporten ved det indre marked, hvor mange lande – også Danmark – ser lokale vognmænd under massivt pres fra chauffører, som opererer milevidt hjemmefra. Ministrene forventes at levere deres lands syn på, hvad der kan gøres ved situationen. Det sker for at klæde EU-Kommissionen på til at levere nye forslag på området i 2016, der skal sikre mere fair og bedre håndhævelse af reglerne. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) deltager.

 

Fredag 11. december

Løkke i Bruxelles
Statsministeren har meldt sin ankomst i Bruxelles for at feje op, efter danskerne i torsdags sagde nej til at ændre EU-retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Lars Løkke Rasmussen (V) vil diskutere vejen fremad med både formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og med EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Herunder hvad der kan gøres for at sørge for, at Danmark forbliver i det europæiske politisamarbejde, Europol.

Telekom-ministre til møde
EU-ministrene skal diskutere en forestående opdatering af de eksisterende telekomregler med fokus på blandt andet opkoblingsmuligheder, telekomtjenesteydelser med mere. De vil også diskutere igangværende forhandlinger om nye regler for netværks- og informationssikkerhed samt tage bestik af fremdriften for nye regler, der skal gøre offentlige hjemmesider mere tilgængelige. Der er ingen dansk ministerdeltagelse.

Deal or no deal i Paris
Målet er, at den globale klimaaftale, der skal lægge låg på klimaforandringerne, skal være færdig fredag. Men forhandlingerne kan trække ud til ind i weekenden. EU-landene har spillet fælles ind til den nye aftale med krav om en retligt bindende aftale.

Forrige artikel Det sker i dansk politik: Løkkes travle uge Det sker i dansk politik: Løkkes travle uge Næste artikel Løkke tager hul på EU-forhandlinger Løkke tager hul på EU-forhandlinger