Lizette Risgaard første kvinde i front for LO – se stemmerne her

KONGRES: Lizette Risgaard er valgt som ny formand for hovedorganisationen LO med et overbevisende flertal. Arne Grevsen fra 3F valgt som næstformand, men udvidelse af ledelsen fra fire til fem personer skaber splid.

AALBORG: 399 delegerede har valgt en ny formand for Danmarks største hovedorganisation, LO.

Med 312 stemmer fik formandsfavoritten Lizette Risgaard en overbevisende valgsejr og bliver dermed LO's første kvindelige formand nogensinde.

Eneste modkandidat var Flemming Vinther, som er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening. Han fik 87 stemmer.

LO er hovedorganisation for 17 forbund og repræsenterede 1.049.684 medlemmer ved udgangen af 2014, heraf 843.645 i arbejde.

Med støtte fra toneangivende forbund som Dansk Metal, 3F og FOA har Lizette Risgaard gennem længere tid været favorit til formandsposten.

HK-formand Kim Simonsen var indtil midt i september også en del af formandskampen i LO, men trak sit kandidatur efter en kompromisaftale i LO's hovedbestyrelse, som sænker tempoet på fusionsplanerne med FTF.

Læs også: LO-kongres blåstempler lang forlovelse før ægteskab med FTF

Som ny stedfortrædende næstformand har LO-kongressen valgt Arne Grevsen, som indtil nu har været formand i den grønne gruppe i 3F, som organiserer gartneriansatte, skovarbejdere og mejeriansatte.

Udvidet ledelse skaber splid
Ledelsen i LO udvides fra fire til fem personer. Det vil sige, at de nuværende to LO-sekretærer bliver til tre og samtidig skifter titel til næstformænd.

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert stopper.

Ud over Lizette Risgaard og Arne Grevsen kommer ledelsen til at bestå af nuværende LO-sekretær Ejner K. Holst, Nanna Højlund, som har været forbundsekretær i FOA, og Morten Skov Christensen.

33-årige Morten Skov Christensen kommer oprindeligt fra Dansk Metal og har i de sidste par år markeret sig stærkt som formand for LO København.

Forslaget om at udvide ledelsen var da også stillet af Dansk Metal og var det tætteste, man kom på et drama på LO-kongressen.

224 stemte for, og 167 stemte imod forslaget, som blev skarpt kritiseret af fagforbundene HK, FOA og HKKF.

De fire næstformænd blev alle valgt uden modkandidater.

Erstatter Harald Børsting
Lizette Risgaard har siden 2007 været næstformand i LO og har fra starten haft et erklæret mål om at erstatte Harald Børsting.

Hun er 55 år og er oprindeligt kontoruddannet. Vejen mod toppen af fagbevægelsen startede, da hun i 1987 blev udpeget som tillidsmand for HK’erne i TIB (forbundet Træ-Industri-Byg, som nu er en del af 3F, red.). Opstigningen tog fart, da hun i 2000 blev valgt som formand for HK/Service i København.

Den nye LO-formand bor i Rødovre, men er vokset op på Nørrebro i København og på Vestegnen. Hendes far var jord- og betonarbejder, og hendes mor har blandt andet gjort rent.

Læs portræt af LO's nye formand her:

LO-favorit vil ikke være kult: Lizette lover klar tale

LO har holdt kongres i Aalborg Kongrescenter fra søndag til tirsdag.

Forrige artikel Esben Lunde vil holde på udenlandske studerende Esben Lunde vil holde på udenlandske studerende Næste artikel Ny LO-formand vil ikke være kult: Lizette lover klar tale Ny LO-formand vil ikke være kult: Lizette lover klar tale