Holstein: Malplaceret at skære i udviklingsbistand

FINANSLOV: Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, kalder regeringens finanslovforslag 'superstramt'. Udviklingsbistanden og boligjobordningen er de største angrebspunkter, mener han.

V-regeringens forslag til næste års finanslov lever godt op til sit navn, 'Stramme rammer – klare prioriteter'. Det mener Erik Holstein, Altingets politiske kommentator, der kalder indholdet i forslaget for 'superstramt'.

Han roser også finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for hans præsentation.

”Det er forfriskende med en bidsk og ideologisk Hjort, der i modsætning til Corydon argumenterer politisk for sit finanslovforslag,” siger Erik Holstein.

Finansministeren rammer dog ikke plet med alle sine politiske argumenter, mener Holstein. 

”Man kan dårligt finde et mere malplaceret tidspunkt til at skære i udviklingsbistanden. Der er en begyndende folkevandring mod Europa, og hvis man skal nedbringe antallet af uuddannede migranter fra den tredje verden, er det ikke nok med bedre kontrol af grænserne. Der skal også investeres storstilet i migranternes hjemlande,” siger Erik Holstein.

Spørgsmålstegn ved effekt
Et af de få konkrete valgløfter fra Venstre i valgkampen var håndværkerfradraget – også kendt som boligjobordningen. Det leverer regeringen som lovet, men ifølge Erik Holstein er der tvivl om effekten.

”Boligjobordningen vil være et andet angrebspunkt for regeringens kritikere. Det er umuligt at finde en seriøs økonom, der ser boligjobordningen som en god idé i en tid med stigende konjunkturer. Den ordning kan dårligt ses som andet end ren vælgerbestikkelse.”

Som bekendt er der blot tale om regeringens forslag, og altså ikke den endelige finanslov. Den skal nu forhandles på plads med de øvrige partier.

Erik Holstein forventer ikke, at den endelige aftale bliver lige så stram, som regeringen tirsdag lægger op til.

”Der er jo en bufferzone ud over de midler, regeringen selv har sat af til forhandlingerne. De to milliarder, der skal skabe ”sikkerhedsafstand” til budgetlovens krav, er en let gennemskuelig ekstra forhandlingspulje,” siger han.

Til forhandlingsbordet
Selvom alle partier i udgangspunktet er velkomne i forhandlingerne, forventer Altingets politiske kommentator, at det ender med en aftale mellem partierne i blå blok. Men helt let bliver det ikke, vurderer han.

”Der er uenighed med Konservative, både når det gælder grundskyld, nedskæringer af udviklingsbistand og dele af det grønne område. Og Dansk Folkeparti skal have noget på sundhed, ældre – og ikke mindst flere udlændingestramninger. Men Hjort er en dreven forhandler, og hans gode forhold til DF er et afgørende plus i den tilspidsede situation.”

Det er ikke første gang, Claus Hjort Frederiksen skal præsentere et finanslovforslag. Ved præsentationen tirsdag formiddag i Finansministeriet sagde han, at han forventer kritik fra venstrefløjen.

Det illustrerede Hjort med indlagte billeder i sin præsentation af demonstrationer fra flere årtier siden for at vise, at alt er, som det plejer. Det træk får ros fra Erik Holstein.

”Hjort angreb den forventede kritik fra ”den reaktionære venstrefløj”, og han forsøgte at latterliggøre modstanderne ved at vise fotos fra gamle demonstrationer mod nedskæringer og mod storebæltsbroen. Frækt og polemisk, men et tiltrængt opgør med DJØF-stilen.”

Forrige artikel Eks-konservativ om nyt parti: Mange vil kunne følge os Eks-konservativ om nyt parti: Mange vil kunne følge os Næste artikel Hjort om finanslovforslag: En rigtig prioritering Hjort om finanslovforslag: En rigtig prioritering