Trads: Statskvinden Merkel, provinspigen Støjberg

KLUMME: Den tyske kansler er en statskvinde, som forstår, at det netop er under kriser, de europæiske værdier testes. Den danske integrationsminister ligner mere en provinspige, som holder sig for øjne og ører for at undgå at forholde sig til den ubekvemme virkelighed, skriver David Trads. 

Det er, når historiens store udfordringer melder sig, at politikeres sande jeg dukker op. 

Nogle tager ansvaret på sig. Andre forsøger at børste det af sig. Nogle har erfaring fra et barskt liv. Andre har ikke prøvet noget. Nogle er empatiske. Andre er ignorante.

Nogle er som Angela Merkel. Andre er som Inger Støjberg.

Holder sig for øjne og ører
Den tyske konservative kansler er en statskvinde, som forstår, at det netop er under kriser, at de europæiske værdier testes. Den danske udlændinge- og integrationsminister ligner mere en provinspige, som holder sig for øjne og ører for at undgå at forholde sig til den ubekvemme virkelighed.

Merkel har kraftfuldt fordømt xenofober; tydeliggjort, at tyskerne er parate til at tage imod endnu flere flygtninge og sat sig i spidsen for et forsøg på at finde en europæisk løsning på den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig:

”Verden ser Tyskland som et håbets og mulighedernes land. Sådan har det ikke altid været,” sagde kansleren forleden i Berlin.

Merkel har ret i begge dele:

Tyskland, Europas rigeste, er en magnet for indvandrere og flygtninge. Præcis som i USA betyder væksten i nye tilflyttere, at landet holdes ungt, dynamisk og entreprenant. Udgangspunktet er humanistisk, men det er også en økonomisk fordel i længden.

Den nære historie er anderledes. Tyskland trak os gennem to verdenskrige. Frem til 1989 var landet delt. Østtyskland var et grumt diktatur. Her voksede Merkel op på den forkerte side af friheden. Hun kæmpede stilfærdigt mod kommunismen, blev doktor i fysik og politisk aktiv.

Karrierepolitiker
Støjbergs historie er unægtelig anderledes. Hun er vokset op i tryghed på landet, har nærmest ingen uddannelse efter gymnasiet – bortset fra et seks ugers kursus i kommunikation på Viborg Handelsskole. Dog har hun forfattet hyldestbogen ’Sussi og Leo’ om dansktop-duoen.

Reelt er hun karrierepolitiker – og siden hun blev valgt til Folketinget som 28-årig i 2001, har hun mere markeret sig med, hvad hun er imod, end hvad hun er for. De seneste år har hun været Venstres utrættelige frontsoldat i kampen for en stadig strammere udlændingekurs:

”Vi skal hjælpe mennesker i nød, men vi skal kunne følge med, og det kan vi ikke nu. Vi kan se rundt omkring i Europa, at mange lande ikke kan følge med, men det kan vi heller ikke i Danmark,” siger Støjberg.

”Det vil ændre det danske samfund, hvis der kommer for mange flygtninge. Det er derfor, vi har indført integrationsydelsen, som skal være med til at nedbringe tilstrømningen,” fastslog hun.

De skarpe udtalelser kommer efter, hun har afvist, at Danmark skal indgå i en solidarisk fordeling af flygtninge i EU; har indrykket skræmmeannoncer i Libanon for at holde flygtninge væk; og hvor hun lader Dansk Folkepartis udtalelser om, at Merkel er ’uansvarlig’, passere.

Europas fyrtårn
Den tyske kansler er i dag ubestridt Europas politiske fyrtårn – og hendes pressemøde forleden i Berlin udstillede i virkeligheden, hvor langt der er fra det tyske til det danske standpunkt. Hør engang, hvad Merkel sagde:

”Europa må handle samlet, og dets medlemsstater må dele ansvaret for de flygtninge, der søger asyl. De universelle borgerrettigheder er så tæt forbundet til Europa og dets historie. Hvis Europa fejler i spørgsmålet om flygtninge, så vil dets tætte forbindelse til de universelle borgerrettigheder blive ødelagt. Det vil ikke være det Europa, vi forestiller os.”

Man kan mærke smerten i Merkels udsagn. De kommer fra en kvinde, der de første 35 år af sit liv voksede op i et diktatur. En person, der forstår, hvorfor folk i nød søger et bedre liv. En statskvinde. Man kan også mærke det modsatte i Støjbergs ord. Hun har ikke samme baggrund. Hun er vokset op i et trygt land, langt fra rigtige problemer. Derfor siger hun, hvad hun gør.

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Alt andet end løftebrud Cordua: Alt andet end løftebrud Næste artikel Cordua:  Flygtningekrisen skaber en mulighed for Løkke Cordua: Flygtningekrisen skaber en mulighed for Løkke