V: Medier skal straffes hårdere for usande historier
DEBAT: Når medierne skriver urigtige historier, har konsekvenserne ikke haft den fornødne præventive virkning. Straffen, som oftest er dagbøder, bør sættes op. Det samme gælder den godtgørelse, som offeret tilkommer, skriver Preben Bang Henriksen (V).
Af Preben Bang Henriksen (V)
Retsordfører
Som retsordfører skal jeg forsøge at sikre, at vores retspolitik er i rimelig overensstemmelse med befolkningens retsopfattelse.
Det kan der desværre være god grund til.
På flere områder inden for strafferetten har en mere eller mindre teoretisk diskussion om straframmer, normalstraf, minimumstraf o.s.v. desværre skygget for det centrale, nemlig om vi straffer i overensstemmelse med befolkningens almindelige retsopfattelse.
For lave straffe
Det gør vi heldigvis i langt de fleste tilfælde, hvad man vil kunne blive bekræftet i, hvis man overværer en retssag og ikke nøjes med formiddagsbladenes ”retsbogsreferater”.
Men på enkelte områder har vi desværre bevæget os væk fra befolkningens retsopfattelse. Jeg tænker her på grov vold og voldtægt, hvor retspraksis efter min opfattelse desværre udmåler alt for lave straffe.
Det kan heldigvis dokumenteres, og det arbejde skal Justitsministeriet selvfølgelig forestå. Jeg anerkender bestemt, at to sager ikke er ens, og at domstolene skal afveje straffen i enhver sag jfr. Straffelovens § 81 og 82, så derfor bør en statistisk oplysning nødvendigvis suppleres af en specificeret gennemgang af domsudskrifterne fra repræsentative sager.
Også på et andet område trænger lovgivningen til en generel opstramning. Når medierne skriver urigtige historier, har konsekvenserne været uden den fornødne præventive virkning. Der har for medierne været god økonomi i en urigtig historie.
Stafniveauet – som oftest dagbøder – bør sættes op, og det samme gælder den godtgørelse, som offeret tilkommer. Mange orker i dag ikke at anlægge sag (den skal som udgangspunkt anlægges af offeret selv). Anderledes hvis en person slår mig, så min skjorte går i stykker. Så kører politiet også erstatningssagen uden udgift for mig.
Urimelige retssager
I det hele taget kommer vi over tid til at se på flere aspekter af retssikkerheden.
Staten kan eksempelvis i dag trække borgeren igennem en retssag i årevis – eventuelt efterfulgt af en anke, med overhængende risiko for at borgeren giver op, selvom vedkommende måske egentlig stod til en frifindelse, hvis sagen blev ført til doms. Kammeradvokaten – der finansieres af staten – har til gengæld uanede midler og vil under normale omstændigheder blive honoreret med 3 gange det salær, borgerens advokat oppebærer. Alt andet lige kan staten således anvende tre gange så mange timer på sagen. Det er ikke rimeligt.
I tillæg hertil er der – foranlediget af flere Højesteretskendelser – blevet en tendens til, at parterne kan overdynge en civil retssag med tonsvis af dokumenter, hvorved ”den stærke” har gode udsigter til at køre ”den svage” træt – ikke mindst i økonomisk henseende.
Der verserer eksempelvis i dag i Vestre Landsret en retssag, hvor en part har fremlagt over 26.000 siders bilag. Jeg er naturligvis ikke i stand til at udtale mig om relevansen heraf, men på det generelle plan er der efter min opfattelse et problem for den ”svage” part, når så meget materiale tillades fremlagt uden noget forsøg på at tilskære sagen under forberedelsen.
Også på området for civile sager har vi således behov for at være på vagt, så retssikkerheden ikke skrider.
Som oftest har vi i Folketinget opmærksomheden henvendt på straffesager, der jo også fylder mere i medierne. Men flere af de retssikkerhedsmæssige hensyn gør sig også gældende i de civile sager, hvor hus og hjem kan stå på højkant.
Rederier: Den trafikale ligestilling halter
Dekaner: Topkarakterer giver ikke nødvendigvis de bedste læger
