Rasmussen: Hip hip hurra for dannelsesministeren

Omkring 65.000 unge har lige fået besked på, at det er optaget på en videregående uddannelse. De fleste er teenagere eller unge i starten af tyverne, som næppe altid ved, hvad de vil være. Til gengæld ved de temmelig ofte, hvad de vil læse.

Forskellen på de to spørgsmål er ikke udelukkende semantisk, men dækker over forskellige livsindstillinger

Lad mig give et eksempel. Overtegnedes 18-årige datter har just afsluttet første år på moderne sprog ved University of St Andrews  i Storbritannien – fransk, italiensk og spansk.

Fastlåste forestillinger
Ofte får jeg i Danmark spørgsmålet : ”Hvad vil hun egentlig bruge det til?” Det ved hun ikke endnu. Men hun ved, hvad hun brænder for og er interesseret i: Sprog.

Ikke blot at tale mange – hun har den fordel, at hun er startet med tre - men også hvor sprog kommer fra, hvordan de udvikler sig og hænger sammen. Det ønske ses som naturligt i både Storbritannien – hvor hendes far kommer fra – i USA, hvor vi bor og på det franske gymnasium, hvor hun gik sidste år. Men ikke i Danmark, hvor vi har en fastlåst forestilling om, at man læser økonomi og bliver økonom, sociologi og bliver sociolog, jura og bliver jurist.

I Danmark vælger men med andre ord på lange stræk et fag, som man bagefter praktiserer resten af sit arbejdsliv. Og det er præcist ligeså trist, som det lyder. Ud over at det også fører til overdrevne forestillinger om, at man er i stand til at ”vælge for livet”, når man er i slutningen af sine teenageår.

Det vil jeg påstå er svært – lige som der sjældent er kommet noget godt endsige produktivt ud af at tvinge et ungt menneske til at læse noget mod dennes vilje. Drømme, evner, ambitioner og lyst er nu en gang en langt bedre motivationsfaktor end statistikker over fremtidens arbejdsmarked.

Liberal Arts i USA
Og med de fleste generalist-studier er det herudover sådan, at man rent faktisk ikke sigter mod et specifikt arbejde, men finder sig et efterfølgende. Eller sadler om senere og kan bruge de metoder, den viden og de kundskaber, som man har erhvervet sig, til vidt forskellige ting.

Det ser man i stor stil i den amerikanske opfindelse, ”liberal arts,” hvor mange af mine venner i USA har læst diverse eksotiske studier.  Alt fra dans, tibetansk filosofi eller billedkunst i deres første tre år, hvorefter de først senere i studielivet har specialiseret sig med MA- eller MBA-studier eller gået på grad school. Det er de ikke blevet dårligere jurister, ingeniører eller økonomer af. I stedet er de blevet veluddannede mennesker med bredspektrede kompetencer inden for mere end blot et fagområde.

Filosofikum for the win
Modne læsere vil imidlertid huske, at man engang havde noget, der lignede ”liberal arts” i det danske.  Nemlig det brede fællesfag, filosofikum - en fælles referenceramme i moderne samfundsfilosofi og etik på tværs af faggrænser – der beklageligvis blev fjernet fra de længerevarende uddannelser i 1971, hvormed den sidste rest af almendannelse forsvandt fra universitetssystemet i Danmark.

Og sommerens bedste nyhed er – set med mine kosmopolitiske briller – derfor netop, at den nyvalgte uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (som selv har en ph.d. i teologi) har meldt sikkert og højlydt ud, at han ikke blot vil overveje netop at genindføre filosofikum – stort hurra for det - men at han som minister derudover helt generelt agter at styrke såvel dannelsen som de studerendes muligheder for refleksion. Og for at sætte de teorier, de tilegner sig ind i en historisk ramme i studieårene. Lunde Larsen ønsker med andre ord at sikre en dannelses-forståelse, som kan kobles med et akademisk fagområde.

Som han sagde til Jyllands-Posten forleden:

”Der er rigtig meget almen dannelse i universitetsstudier. Vi hører desværre fra visse dele af miljøet, at det kan være vanskeligt for studerende at perspektivere eller sætte større tekster ind i en sammenhæng. Jeg er bekymret, hvis den viden man undervises i, eller som man forsker i, bliver sådan en pose, man stiller på bordet, og som man ikke kan kombinere med andre ting.”

Sjovere liv – bedre arbejdskraft
Og kombination kunne vi også godt bruge mere af i det danske uddannelsessystem. En portion af mine britiske venner er finansfolk, ejendomsmæglere eller advokater Kun få er som tidligere nævnt gået det, vi i Danmark ville kalde ”den lige vej.” En af juristerne har læst portugisisk før ”law school” – en anden har læst drama. En amerikansk ven, der i dag er lobbyist i Pentagon og ekspert i militærhistorie, har læst ”klassisk filologi og romerske inskriptioner.” 

Misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at man partout vil diskutere fransk filosofi med sin bankrådgiver, hver gang man skal have omlagt sine lån. Men alt i alt vil man få et mere fleksibelt samfund og et sjovere arbejdsliv, hvis Lunde Larsens visioner bliver ført ud i livet.  Og samfundet vil vinde medarbejdere med en flerhed af kompetencer, der vil blive brug for i fremtidens fortsat mere og mere globaliserede arbejdsliv.

---
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

debat@altinget.dk