Cordua: LA-melding om Pia K nødvendig for fortsat blåt samarbejde
Kommentar
Jarl Cordua | |
Print
KLUMME: Det er ualmindeligt fornuftigt, at LA nu peger på Pia Kjærsgaard som Folketingets formand. Men fronterne mellem LA og DF kommer efter alt at dømme til at definere valgperioden under den smalle V-regering, skriver Jarl Cordua.
Onsdag meddelte LA, at de alligevel stemmer for Pia Kjærsgaard som ny formand for Folketinget.
Det er en klog melding og giver håb om, at et samarbejde kan komme på skinner i blå blok. Fronten mellem især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kommer efter alt at dømme til at definere valgperioden under den smalle Venstre-regering.
Magtbalance
Den manglende respekt de to partier imellem er netop årsagen til, at det en dag kan risikere at gå helt galt og kortslutte samarbejdet i blå blok. Det ville være sket, hvis LA havde fastholdt modstanden mod Kjærsgaard. Finder de to partier ikke en magtbalance, så risikerer vi nyvalg inden så længe.
Dermed risikerer blå blok, at vælgernes samlede respekt ryger sig en tur, og dermed også at sætte blokkens muligheder som regeringsalternativ i skammekrogen i mange år frem.
DF finder sig ikke i hvad som helst
Under VKO viste DF, at de ikke finder sig i hvad som helst, da de trak tæppet under den daværende konservative minister for familie- og forbrugeranliggender Lars Barfoed, der var røget ind i en sag om fødevarekontrol, hvor DF følte, at ministeren ikke svarede fyldestgørende på spørgsmålene og viste DF-ledelsen den nødvendige respekt.
Det lærte han så på den hårde måde.
LA er ligesom DF nogle oprindelige outsidere i Folketinget, der gennem flid, målrettethed, sikker kommunikation og udnyttelse af andre partiers svaghed har nået at vokse i mandater og fået bragt sig i en situation, hvor de nu kræver deres. De har ingen andre end dem selv at takke for deres succes.
LA vil ikke – som det skete for Konservative og Venstre – lade sig købe med ministerposter. De vil have indrømmelser for hver eneste af deres stemmer, og de spiller gerne spillet ligeså kynisk og hårdt, som også læremestrene i DF har ry for.
Hvis LA havde stemt blankt ...
Nu vil lærlingene i LA bevise over for mester, at de har fået svendebrev, og nu starter en konkurrerende virksomhed op lige ved siden af.
Hvad nu hvis LA alligevel havde stemt blankt ved formandsvalget i morgen torsdag? Så var Helle Thorning-Schmidt blevet Folketingets formand. Det vil have været en alvorlig ydmygelse af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.
LA ville have gravet så dybe grøfter mellem de to partier, at det havde forpestet stemningen i blå blok i en sådan grad, at det formentlig havde umuliggjort et fornuftigt samarbejde.
Alene af den grund var det ualmindeligt fornuftigt, at LA droppede idéen.
VKO-dagene er slut
Men stopper det her? Hvis vælgerbefolkningen skal overvære det ene drama efter det andet, hvor LA og Dansk Folkeparti skal puste sig op over for hinanden, så går vi en tid i møde, der nok bliver en ny guldalder for den politiske journalistik, men måske også for mange af vælgerne gør de gode rolige gamle dage med rød blok i regeringskontorerne mere attraktive.
Under alle omstændigheder så virker det sikkert stærkt provokerende på DF, at LA stiller valgets store sejrherre i udsigt, at dagene under VKO er slut, og at hver eneste indrømmelse DF får, skal godtgøres den anden vej. I hvert fald bliver Anders Samuelsen nu formand for Folketingets finansudvalg.
”Give me liberty or give me death”
Spørgsmålet er dog, om det er klogt fremover at erklære (nerve)krigen i et personspørgsmål. Den slags har det med aldrig at blive glemt, og at de kan være nærtagne i DF, det er uden for enhver diskussion.
Målt på stemningen hos mange LA-støtter og politikere på Facebook, så er der en stemning af ”Give me liberty or give me death”, hvor man ikke udtrykker nogle betænkeligheder ved at trække tæppet væk under endnu ”en socialdemokratisk” regering.
Spørgsmålet er dog, om det reelt er analysen hos LA-ledelsen, der siden valgresultatet har skruet gevaldigt op for kækheden den ene dag, for så at falde ned den anden dag, at have fået en noget luftig indrømmelse i regeringsgrundlaget.
Skulle det ende galt, deler broderparten af LA’s vælgere i grunden synspunktet om, at en Løkke-regerings fald er at foretrække, hvis man ikke selv med jævnlige trusler om at ”smide atombomben i blå blok” kommer igennem med kravet om topskattelettelser?
Kan de være sikre på, at LA-vælgerne kvitterer for den attitude på valgdagen? Den vurdering kan blive afgørende for, hvordan LA agerer i de kommende måneder og år.
---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Trads: Hvem orker nu at være umulige Løkkes spindoktor?
Trads: Løkke er kommet flyvende fra start
