Cordua: Bliver det et gustent gensyn med 1973?

I 1973 blev resultatet efter jordskredsvalget, at en lille smal regering med Venstres formand Poul Hartling blev dannet. Kun 22 mandater og 12,3 procent af stemmerne stod bag "Træskoregeringen", som dog kun overlevede i godt et års tid.

I Danmark har vi negativ parlamentarisme som styreform, hvilket vil sige, at en regering ved sin fremstilling i Folketinget ikke må have et flertal IMOD sig. I andre lande som for eksempel Tyskland kræves, at der er et flertal i parlamentet for regeringen, før at den kan tiltræde.

Alligevel var der faktisk 126 stemmer i Folketinget, der i 1973 ikke var imod regeringen. Altså et pænt stykke over de krævede 90 mandater for et flertal.

Den smalle V-regering havde i øvrigt kun 12 medlemmer, så den var smal på flere måder. Kun to ministre var ikke medlemmer af Folketinget. Det var Erling Brøndum, som blev forsvarsminister, og så den ikke genvalgte bornholmske Niels Anker Kofoed, som i stedet blev landbrugs- og fiskeriminister.

I øvrigt var de Konservative og de Radikale dengang meget betænkelige ved, at Hartling kunne danne en sådan regering. En stor del af vælgerbefolkningen opfattede det som modigt, og på et tidspunkt stod V til 60 mandater i målingerne. Da valget kom i februar 1975, blev det dog "kun" til en mandatfremgang på 20 til i alt 42. Det er så mere, end Venstre har efter valget i torsdags, der kun gav partiet 34 mandater.

Bevidst fravalg af Løkke
Valget i torsdags var på mange måder et bevidst fravalg af Lars Løkke Rasmussens person. Så han kan godt bruge lidt sympati. Det er måske muligt, hvis vælgerne får indtryk af, at en regeringsdannelse er vanskelig under de givne parlamentariske forhold med et stort Dansk Folkeparti og et ambitiøst Liberal Alliance. Nu står han, som er direkte årsag til Venstres katastrofevalg, som sandsynlig statsminister paradoksalt i en situation, hvor opgaven er at vurdere, om det er det bedste valg for Venstre, hvis han går selv med en V-regering eller danner en VO-regering. Alle andre konstellationer er næppe særligt sandsynlige.

En smal V-regering i 2015-versionen har formentlig kun lige akkurat 90 mandater bag sig, medmindre partier i rød blok - uventet – meddeler, at de ikke vil stille sig i vejen for en V-regering, uden at det kan regnes for egentlig støtte. På papiret – vi ved det endnu ikke – ser en eventuel V-regering faktisk svagere ud end Hartlings.

I 1973 var 28 Fremskridts-mandater under ledelse af anarkisten Mogens Glistrup en så væsentlig årsag til destabilisering af et muligt blåt alternativ til Anker Jørgensens S-mindretalsregeringer. Og faktisk var det angiveligt alene grunden til, at Hartling - efter valget i 1975 - opgav at danne den firkløverregering med radikal og FRP-støtte, som Poul Schlüter så dannede syv år senere, da tiden var blevet mere moden til dette eksperiment.

I 2015 er situationen helt anderledes. DF har gennem 10 år bevist, at de var en stabil parlamentarisk støtte til en VK-regering. Der var aldrig rigtigt slinger i valsen, og eventuelle sammenligninger med Glistrups FRP-kaos i 70'erne er derfor helt på månen.

I 1973 stod landet i en akut oliekrise, og regeringen kunne ikke komme igennem med sin økonomiske politik, der skulle dæmme op for især en stor inflation. I 2015 står Danmark slet ikke over for økonomiske udfordringer, der bare er i nærheden af 1973. En ny regering er slet ikke tvunget til at skulle handle på samme måde. Første hurdle bliver en finanslov, der skal fremsættes til august, hvor regeringen i hvert fald også skal have håndteret, at Dagpengekommissionen kommer med et forslag.

Dagpenge-dilemmaet
Min prognose er, at en ny regering – med eller uden DF – vil adoptere kommissionens forslag, især hvis det indeholder indrømmelser omkring genoptjeningskravet, som DF har krævet i valgkampen. For Venstre er det afgørende, at et nyt forslag ikke må koste flere penge. Det er meget sandsynligt, at de Radikale vil være med, og måske vil en nyvalgt S-ledelse under Mette Frederiksen se en interesse i at få lukket dagpengesagen, som man selv ikke i valgkampen gav klare svar på, og hvor et forslag nyder støtte i fagbevægelsen, der har været repræsenteret i kommissionen.

Nogle forestiller sig, at et "velfærds-flertal" (altså velfærd her og nu – frem for senere) vil gøre livet surt for en ny ren V-regering. For Løkke er det helt afgørende at få Dansk Folkeparti med på et niveau for udgiftsvæksten i de offentlige udgifter, der tilfredsstiller begge parter. Det ligger ligefor at lade udgiftsvæksten stige, når det gælder ældre og syge, men begrænse den andre steder, især ulandshjælp. I samme øjeblik Thulesen Dahl begynder at stryge om sig med ”tulliarder”, det vil sige ufinansierede løfter, vil dette bluffnummer øjeblikkeligt blive udstillet af en stribe beslutningsforslag fra rød bloks side om flere offentlige udgifter. Sker det alligevel, så har Løkke ikke andre muligheder end at gå af, og sorteper vil kunne ende hos Dansk Folkeparti. Derfor vil den situation næppe opstå.

Øvelsen for Løkke og Thulesen Dahl går således ud på at få DF ned fra valgkampstræet, få rejusteret forventningerne hos vælgerne til virkelighedens verden, og så give DF tilstrækkeligt med indrømmelser, som de kan sælge til partiets mange nye vælgere som reelle gevinster.

Man skal derfor nok være meget naiv, hvis man tror, at det skulle være en uoverkommelig opgave for så garvede og snu politikere som Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen at få et samarbejde til at fungere.

Så det gustne gensyn med '73 bliver næppe en realitet.

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver mandag og onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.