Regeringen afviser at ændre ferielov

FERIELOV: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) vil ikke følge fagbevægelsens opråb og ændre ferieloven, så nyuddannede kan få lettere adgang til betalt ferie. Fornuftigt, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Der kan gå op til halvandet år, før en nyuddannet kan få lov til at holde en betalt feriedag. Det er unfair, mener fagbevægelsen, der gerne vil have reglerne for ferieoptjening ændret. 

Men regeringen afviser at ændre ferieloven.

”I en tid, hvor vi kæmper for få opsvinget løbet i gang, hvor vi har prioriteret at holde hånden under de ledige, og hvor vi i det hele taget har strammet op hele raden rundt, der bliver det ikke hér, at vi prioriterer at bruge pengene lige nu,” lyder det fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) i et skriftligt svar til Altinget.

Afvisningen bliver mødt med skuffelse hos hovedorganisationen Akademikerne. Den faglige organisation havde ligesom de andre lønmodtagerorganisationer, LO og FTF, gerne set en ændret ferielov.

”Jeg forstår grundlæggende ikke, hvorfor nyuddannede ikke skulle have ret til at holde betalt ferie. Hvorfor er det, at man det første år på arbejdsmarkedet skal presses ekstraordinært, eller i hvert fald selv betale sin ferie, hvis man kan komme af sted med at holde fri,” spørger Akademikernes formand Finn R. Larsen.

DA: Man skal gøre sig fortjent til ferie
Hos Dansk Arbejdsgiverforening er man omvendt tilfreds med beskæftigelsesministerens afvisning.

”Der er et sundt princip i, at man først har gjort sig fortjent til at holde ferie, når man har været en tid på arbejdsmarkedet. Princippet om optjening af rettigheder bruges jo på mange områder. For eksempel omkring opsigelse,” siger Flemming Dreesen, der er ansættelseschef i Dansk Arbejdsgiverforening.

”Feriereglerne bygger jo på, at man skal have rekreation, og det har man jo først behov for, når man har leveret et stykke arbejde,” tilføjer han.

EU har kritiseret regler
Den forskudte optjening af ferie har også pådraget sig opmærksomhed fra Bruxelles.

I efteråret henvendte EU-Kommissionen sig til Danmark, fordi man mener, at de danske regler strider mod EU-retten.

Regeringen har hidtil kun ville give en mindre indrømmelse omkring midlertidigt ansattes mulighed for ferie. Derudover har man afvist, at der skulle være noget galt med den danske ferielov.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked her (kræver abonnement).

,

Forrige artikel Undervisningsministeriets departement bliver slankere Undervisningsministeriets departement bliver slankere Næste artikel Lidegaard: Danmark skal være vært for stort anti-terrortopmøde i foråret Lidegaard: Danmark skal være vært for stort anti-terrortopmøde i foråret