Embedsmænd på samrådsgrillen

DEBAT: De mange åbne samråd presser embedsmænd ud i en farlig kinddans med ministrene og kan være med til at spænde ben for den faglige og langtidsholdbare kontrol med regeringen, skriver professor i forvaltningsret Michael Gøtze.

Af Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret og ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

En af de interessante udviklinger i folketingsarbejdet er de mange åbne samråd, hvor offentligheden inviteres med ind i maskinrummet, og vi får som borgere gæstebillet til at overvære dele af arbejdet i de forskellige folketingsudvalg. Selv om det er godt med indblik i denne del af Folketingets kontrol med regeringen, er der også ulemper. Embedsmændene har i hvert fald ikke fået det nemmere med alle de samråd.

Efter at tv-kanalen Folketinget gik i luften for fem år siden med live-transmissioner fra samråd, er de åbne samråd således for alvor blevet åbne. Vi har efterhånden også en del gange være vidne til, at en minister indkaldes til at stå skoleret for flere kritiske udvalgsmedlemmer, hvor den politiske dagsorden klart er, at ministeren skal ”grilles” over en aktuel sag. Det kan udvikle sig så dramatisk, at ministeren efter nogle timer på samrådsgrillen er så stegt, at han/hun ser sig om efter et nyt job.

Flere ministre er væltet ned af taburetten på denne måde. Mange husker sikkert de spektakulære samråd med for eksempel tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) i Kulturudvalget i 2012 om AFUK-sagen. Og med tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) i Retsudvalget om Christiania-sagen i 2013. Den til enhver tid siddende opposition kan på denne måde få gode skalpe med hjem fra et åbent samråd.

Udviklingen for åbne samråd
Hvis vi kaster et blik på antallet af samråd, ligger de åbne samråd de senere år på omkring 600 årligt. I folketingsåret 2013-14 blev der afholdt 582 åbne samråd med ministre. Rekordåret er dog stadig 2009-10 med cirka 1100 samråd, hvad der uden tvivl hænger sammen med, at tv-transmissionerne begyndte sidst i 2009. På tv-menuen på www.ft.dk fylder samrådene stadig en stor del af fladen, og de enkeltsagsorienterede åbne samråd er blevet en politisk kampscene på en helt anden måde end tidligere.

Trods juraens rygte som et af de mere tørre fagområder, er det i øvrigt interessant, at det er Retsudvalget, som er mest samrådsflittigt. I 2013-14 blev det afholdt 68 åbne samråd i Retsudvalget, hvad der er en klar førsteplads.

Selv om det umiddelbart er positivt, at den parlamentariske kontrol med regeringen er blevet mere håndfast og synlig med de åbne samråd, giver udviklingen også anledning til eftertanke. Det er oplagt, at der kan gå inflation i samråd, og at man skal passe på med tivolisering af folketingsarbejdet.

Fedtet ind i politiske slagsmål
Også set fra et embedsmandsperspektiv kan de hyppige samråd være en udfordring og skabe dilemmaer. På samrådet spiller embedsmændene en central rolle, selv om det er ministeren, der har til opgave at besvare spørgsmålene. Det er dog tydeligt, at topembedsmændene er lige bagved.

Offentligheden har på mange samråd således kunne iagttage, at ministeren og de tilstedeværende embedsmænd er i konstant telepatisk kontakt. For visse ministre har man endog fået det indtryk, at de kun svarer, hvis de har fået et ”nik” fra embedsmændene eller en præfabrikeret replik via en lind strøm af gule lapper fra embedsmændene under mødet.

Mange samråd illustrerer således en millimetertæt kinddans mellem minister og topembedsmænd, og embedsmænd bliver i dette regi ikke kun trukket frem i rampelyset, men kommer også uundgåeligt til at fremstå som fedtet ind i rent politiske slagsmål. På denne måde er samrådene med til at punktere forestillingen om, at embedsmænd lever afsondret i en rent faglig verden. Udover at forberedelsen af samråd er tidsskrævende for embedsmændene, er embedsmandsapparatets balancegang mellem det politiske og det faglige ikke blevet nemmere.

Presser ombudsmanden
Et andet problem er, at de åbne samråds indbyggede dynamik mod drama og konfrontation kan spænde ben for den faglige og langtidsholdbare kontrol med regeringen. Det så man i den meget omtalte ”Der er en million til dig-sag”, hvor den tidligere socialminister, Annette Vilhelmsen (SF), modtog en næse af socialudvalget for en noget kluntet håndtering af uddeling af midler til Zornig-huset.

Set med juridiske briller betød denne udvikling, at sagen og dens mange juridiske spørgsmål blev et lukket land for Folketingets Ombudsmand, som ellers besidder den faglighed og erfaring, som der kan være brug for, hvis man ønsker en grundig oprydning. For at undgå en gentagelse af dette uheldige benspænd har ombudsmanden i den verserende Eritrea-sag om Udlændingestyrelsen - og om et muligt politisk forsøg på at påvirke asyltilstrømningen fra Eritrea - meldt meget tidligt ud, at han følger sagen.

Selv om de åbne samråd således uden tvivl er med til at gøre folketingsarbejde mere levende, kan samrådet også blive sin egen fjende, hvis de overdrives. Det i forvejen ret pressede embedsmandsliv bliver ikke nemmere med samrådsmani.

Forrige artikel Christian S. Nissen: Danmark har ingen kulturpolitik Christian S. Nissen: Danmark har ingen kulturpolitik Næste artikel Professor: EU's klimamål skader landbruget Professor: EU's klimamål skader landbruget