EU på valg
SKEPSIS: 2015 kan blive lidt af et skæbneår for EU, når der står valg på kalenderen i en række EU-lande, hvor Unionen kan få en uvant plads i det politiske spotlight.
BRUXELLES: Den 25. januar går grækerne til stemmeurnerne i det første af en række nationale valg, der for mange vil være en mulighed for både at fælde dom over deres egne politikere og give Bruxelles deres besyv med på vejen.
Den venstreorienterede SYRIZA-koalition står til at vinde en solid valgsejr på et opgør med den krisepolitik, som ikke mindst forbindes med EU. Og selv om den karismatiske leder, Alexis Tsipras, i valgkampen har slået en forsonende tone an, når det kommer til tidligere krav om afskrivning af den græske gæld og opgør med reformsporet, har det ledt til frygt for et græsk euroexit og en genoplivning af eurokrisen.
”Det kommer til at slå tonen an for, hvordan dette år kommer til at forløbe. For hvis Grækenland går tilbage i krisetilstand, så kommer det til at forme dagsordenen på hele kontinentet,” siger forsker i EU-skepsis Simon Usherwood fra Universitet i Surrey.
Trængsel ved urnerne
Mindst syv andre EU-lande skal også til valg i år. Og selv om det ikke er alle steder, at EU-kritiske spørgsmål står til at toppe dagsordenen, så er det ikke til at komme uden om, at det nogle steder kan få afgørende betydning. Ikke mindst i Storbritannien, hvor premierminister David Cameron i flere år har serveret EU-kritiske lunser som valgflæsk ikke mindst for at imødegå et stigende pres fra det meget EU-fjendtlige UK Independence Party (UKIP).
Danskerne, finnerne, esterne, portugiserne og polakkerne skal også stemme nye nationale politikere på tinge, mens franskmændene skal afholde regionale valg, som i høj grad ses som en lakmusprøve på det stærkt EU-kritiske Front Nationals muligheder for at blive en reel fransk magtfaktor efter en overbevisende sejr ved sidste års EU-parlamentsvalg.
”Det interessante er, at det i en stor del af euroskepsissen ikke er EU, som er fokuspunktet – men at Unionen er blevet et symptom på et større problem,” siger lektor Simon Usherwood og peger på, hvordan det hos grækerne handler om økonomien, mens Marine Le Pen skælder Unionen ud for at underminere den franske model med sine liberale ideer, og britiske David Cameron – på lige fod med danske politikere – har set sig vred på vandrende europæiske arbejdstagere.
”Det er svært at sige, hvor meget det egentlig er EU, der er problemet, eller om det bare er et bekvemt sted for folk til at få afløb for deres utilfredshed. EU har jo ikke et særligt positivt image eller omdømme, så det er nemt for de europæiske politikere at sige, at det er der, problemet ligger,” siger Usherwood.
Ikke alle er ens
Nogle af landene udviser dog ikke samme træk. I Estland forventes EU’s forhold til Rusland at spille en rolle i valgkampen, men uden et særligt EU-kritisk fortegn. Det ser heller ikke ud til, at det bliver det helt store spørgsmål i det finske valg til april, på trods af at de EU-skeptiske Sande Finner står til at blive landets tredje- eller fjerdestørste parti. Og i modsætningen til i Grækenland har flere års intens EU-dikteret hestekur i Portugal ikke skabt samme grobund for EU-skepsis der.
Efterårets polske valg kan muligvis få en EU-kritisk bismag, hvis formanden for Lov og Retfærdigheds-partiet, Jaroslaw Kaczynski, får vind i sejlene, mens det endnu er for tidligt at sige om emner som EU-borgeres rettigheder, bankunion eller den lovede afstemning om retsforbeholdet vil komme til at dominere den danske dagsorden, når der engang bliver udskrevet valg.
Til gengæld er det sikkert, at Unionen får en hovedrolle, når briterne går til valg den 7. maj. Camerons Konservative Parti har lovet en britisk folkeafstemning om EU-medlemskab senest i 2017 og muligvis før, hvis han vinder valget. Et krav, som oppositionen i Labour ikke er med på, men som imødeses med glæde af skeptikerne i UKIP.
EU - en sjælden valggæst
Professor Paul Taggart, der forsker i EU-skepsis ved Sussex Universitet, gør klart, at det er en særlig situation, at vi i Grækenland og Storbritannien har i hvert fald to af det, han beskriver som ”spektakulære eksempler” på, at EU får en rolle i valgkampen. Det plejer nemlig ikke at være tilfældet.
”Hvis vi ser tilbage på nationale valg i de sidste 20 år, så er der måske ét eller to, hvor EU virkelig har betydet noget,” siger han.
”Folk stemmer ikke på udenrigspolitiske emner. De stemmer på rugbrødsemner som økonomi, boligsituationen og velfærd, og det er kun, når EU rammer ned i de emner, som det for eksempel er sket på velfærdsturisme, at det har et potentiale for at få betydning i nationale valg,” siger Paul Taggart.
Han mener, at noget af det ændrede fokus skyldes, at der er sket det, han kalder en normalisering af EU-politikken, hvor det er blevet en større del af dagligdagen, at hverdagsagtige ting er bestemt i fælleskab i EU-regi. Men det skyldes også, at der er kommet flere stemmer i det politiske landskab, som taler imod de traditionelle midterpartier, når det kommer til EU.
”Det er et spil i to dele. Der er visse ting, som betyder noget for folk, og som har stor resonans – som velfærdsturisme eller den økonomiske situation i Grækenland. Det giver potentialet til en debat. Men så skal der også være en uenighed mellem partierne, og den har ikke altid været der. Så selv om vælgerne har følt meget stærkt for noget, så har de ikke kunnet give udtryk for det i stemmeboksen. Men det kan de nu, ikke mindst i Grækenland,” siger Paul Taggart.
Carsten Hansen: V-regering vil koste 4.500 job i landdistrikter
