Her er den grønne delaftale på finansloven

DOKUMENTATION: Regeringen, Enhedslisten og SF har netop landet en delaftale, som sender omkring én milliard kroner til klima- og miljøområdet over fire år. Læs aftalen her.

Endnu en delaftale om finansloven er på plads. Denne gang handler det om det grønne område.

Læs aftalen her:

Grøn omstilling og en styrket klimaindsats 

Regeringen, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti er enige om at styrke indsatsen for grøn omstilling og lavere udledning af drivhusgasser. 

Ramme til grøn omstilling 

Der afsættes med Aftale om Finansloven for 2015 100 mio. kr. årligt i perioden 2015-2018. Midlerne målrettes indsatser, der styrker natur, biodiversitet og miljø, omstilling til økologi i fødevareproduktionen, udvikling og demonstration af ny miljøteknologi samt udviklingen af cirkulær økonomi og deleøkonomi: 

  • Styrket indsats for natur og biodiversitet: 30 mio. kr. årligt i 2015 og 2016, 21 mio. kr. i 2017 og 25,5 mio. kr. i 2018.
  • Styrket økologiindsats: 30 mio. kr. årligt i 2015-2018.
  • Miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram (MUDP): 20 mio. kr. årligt i 2015-2018. Heraf målrettes 10 mio. kr. i 2017 og 2018 bæredygtigt byggeri.
  • Grøn omstillingsfond: 10 mio. kr. årligt i 2015 og 2016 samt 20 mio. kr. årligt i 2017 og 2018. Heraf målrettes 10 mio. kr. årligt initiativer, der fremmer cirkulær økonomi og deleøkonomi.
  • Udvikling af grønt nationalregnskab: 4,5 mio. kr. årligt i 2015-2017.
  • Biodiversitetsgårde: 2,5 mio. kr. årligt i 2015-2018.
  • Styrkelse af indsatsen for test af pesticider: 2 mio. kr. årligt i 2015-2018.
  • Undersøgelse af mikroplast: 1 mio. kr. årligt i 2015 og 2016. 

Styrket klimaindsats 

Regeringen, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti er enige om at udmønte 100 mio. kr. årligt i 2015-2017 til klimatiltag. Midlerne målrettes tiltag, der styrker udbredelsen af nye teknologier på varmeområdet og reducerer udledningen af drivhusgasser, når de erstatter fossile brændsler i varmeproduktionen. Desuden afsættes midler til oplysning og rådgivning: 

  • Pilotprojekter med store varmepumper: 27,5 mio. kr. i 2015 og 27,7 mio. kr. i 2016.
  • Pulje til fremme af geotermi: 20,3 mio. kr. i 2015, 21,3 mio. kr. i 2016 og 19,3 mio. kr. i 2017.
  • Rejsehold til fremme af store varmepumper: 4 mio. kr. årligt i perioden.
  • Oplysning og rådgivning: 10 mio. kr. årligt i 2015 og 2016. Heraf anvendes 5 mio. kr. til lokal rådgivning vedr. energibesparelser og 5 mio. kr. til oplysning om omstilling af energisystemet. 

Desuden oprettes en pulje til klimatiltag på 38,2 mio. kr. i 2015, 37 mio. kr. i 2016 og 76,7 mio. kr. i 2017. Puljen udmøntes primo 2015 i samarbejde mellem regeringen, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. Regeringen vil til brug for drøftelserne udarbejde et oplæg med forslag til konkrete initiativer. Der vil i udmøntningen være fokus på omkostningseffektivitet, så der sikres størst mulig klimaeffekt af midlerne. Puljen kan bl.a. udmøntes til initiativer, der reducerer udledningen af drivhusgasser fra transport og landbrug og bidrager til natur og miljø. 

I tilknytning til aftalerne om Vækstpakke 2014 og tilbagerulning af FSA mv. er endvidere aftalt at afsætte reserver på 150 mio. kr. i 2018 og 250 mio. kr. i 2019. Disse reserver vil blive udmøntet med afsæt i anbefalinger fra Klimarådet. Regeringen vil derfor anmode Klimarådet om at udarbejde anbefalinger, der kan understøtte en omkostningseffektiv udmøntning af reserverne. Anbefalingerne skal foreligge primo 2016. På baggrund heraf drøfter parterne konkrete initiativer. 

Parterne er desuden enige om at arbejde for at styrke samspillet mellem el-, gas- og varmesektoren med henblik på at udvikle et intelligent energisystem, der understøtter omstillingen til et samfund uafhængigt af fossile brændsler. 

Forrige artikel Regeringen lander del-aftale med flere penge til børn og flygtninge Regeringen lander del-aftale med flere penge til børn og flygtninge Næste artikel Eks-diplomat: EU-ministre melder sig ud af det politiske arbejde Eks-diplomat: EU-ministre melder sig ud af det politiske arbejde