Haarder: Spindoktorer er en sikkerhedsrisiko
INTERVIEW: En dyb mistro til embedsværket blev efter en årrække i ministerstolen afløst af stor respekt. Spindoktorer er derimod en farlig udvikling for ministrene. Læs om Bertel Haarders (V) syn på embedsmænd efter mere end 20 år som minister.
Da Bertel Haarder første gang entrerede undervisningsministeriet i 1982, var det ikke med stor tiltro til embedsværket. Han var sikker på, at embedsmændene helst så ham stige på en flyvemaskine med kurs mod udlandet, så han ikke blandede sig i deres arbejde. I starten blev han ikke overbevist om det modsatte.
“I min første lange periode som undervisningsminister oplevede jeg nogle kongedømmer i ministeriet med ledere, der ikke ville have, at jeg blandede mig, og der var nogle ret slemme eksempler på illoyalitet,” siger Bertel Haarder.
Særligt husker Bertel Haarder, hvordan han sammen med sin departementschef besluttede at give større selvstyre til seminarerne. Året efter tog han toget til Kalundborg, hvor han kom til at sidde over for rektoren på Holbæks Seminarium i togkupeen.
“Jeg spurgte ham så, hvordan det gik med reformen. ‘Tænk, det ville jeg have spurgt dig om, sagde han, fordi der er jo ikke kommet noget ud af det.’ Da jeg kom hjem, spurgte jeg, hvad der var sket med reformen. Så svarede den pågældende chef: ‘Jamen, ved nærmere eftertanke syntes jeg altså, at det var en dårlig ide, så den er ikke kommet videre.’”
Skjul aldrig din bommert
Episoden kan stadig få Bertel Haarder til at ryste på hovedet. Reformen blev dog indført. Blot med et års forsinkelse.
“Jeg var mistroisk i starten, og da jeg mødte eksempler på, at jeg blev modarbejdet i visse direktorater, så blev jeg endnu mere mistroisk,” fortæller han.
Efterhånden blev mistro dog afløst af respekt for embedsværkets faglighed. Og de loyale embedsmænd overtrumfede lynhurtigt de illoyale i antal. Nogle enkelte blev så loyale, at det i sig selv gav problemer. Det var for eksempel embedsmænd, der ikke sagde, hvad der var af problemer og minefelter i hans politik. Eller embedsmænd, der ligefrem forsøgte at skjule dårlige sager.
Bertel Haarder husker blandt andet, hvordan han som ny sundhedsminister i 2010 blev klar over, at ministeriet sad inde med en rapport om overbetaling til private hospitaler, som Rigsrevisionen netop undersøgte.
“Måske ville de hjælpe mig og mine forgængere, herunder den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der jo havde været tidligere sundhedsminister. Men i såfald var det en dårlig hjælp. Det satte en rigtig god sag om frit valg af behandlingssted i et dårligt lys. Jeg har lært igen og igen, at det aldrig er gerningen, der er problemet. Det er altid ‘the cover-up’, altså forsøget på at skjule det,” siger han.
Spindoktorer på ukendt terræn
Den nu 70-årige Bertel Haarder har sammenlagt været minister i mere end 20 år og har oplevet udviklingen i samspillet mellem embedsmænd og politikere på nærmeste hold. Derfor er han også en del af det nedsatte Nordskov II-udvalg, der skal se på rammerne for samarbejdet. De senere år har der været talt meget om embedsmændenes nye hang til at rådgive politisk, men det er i sig selv ikke noget nyt, mener Bertel Haarder, der også sidder i Folketingets Præsidium.
“Det er hverken blevet mere eller mindre nødvendigt, end det var tidligere. Da jeg kom som ny undervisningsminister i 1982, var det en fordel, at min ministersekretær Hanna Dam også havde været ministersekretær for min socialdemokratiske forgænger, for så vidste hun jo noget om, hvad det store oppositionsparti mente om tingene.”
Problemet er ifølge Bertel Haarder snarere, at der er kommet en forventning om, at ministre i dag skal være mere politiske. Det har blandt andet medført ansættelser af spindoktorer, som Bertel Haarder ligefrem ser som en trussel for ministrene.
“De såkaldte særlige rådgivere - også kaldet spindoktorer - er en sikkerhedsrisiko, fordi de ikke kender ministeriet godt nok. Og de har ikke en tilstrækkelig juridisk indsigt i, hvad en minister må og ikke må. Det er jo blandt andet en for svag juridisk rådgivning, der har ført nogle af Thornings ministre i uføre,” siger han.
Parterede ministerier
I stedet for spindoktorer mener Bertel Haarder, at ministre med fordel kan oprette sekretariater med embedsmænd, der kan hjælpe med at omsætte politiske ideer til praktisk politik. De kender ministerierne og arbejder ud fra embedsmændenes principper. Han oprettede selv et uddannelsespolitisk sekretariat i 80’erne. I dag har blandt andre Fødevareministeriet og Forsvarsministeriet netop oprettet tilsvarende sekretariater.
Ofte bruger politikere derimod regeringsrokader og omlægning af ministerier til at profilere sig selv eller partiet, og det er et væsentligt problem, mener Bertel Haarder. Som eksempel fremhæver han, hvordan Socialministeriet er blevet kastet rundt, parteret og har fået nye ministre gang på gang.
“Da Annette Vilhelmsen skulle have et tungt ministerium, så fik hun for eksempel daginstitutionerne fra undervisningsministeren bare for, at hun kunne få en pyntefjer. Jeg reagerer kraftigt imod, at man på denne måde bruger centraladministrationen som pyntefjer og politisk redskab.”
“Ufrugtbare magtkampe”
Hver gang skaber opsplitninger og omlægninger af ministerier mange måneders stilstand og ødelægger erfaringen i særligt de øvre lag. Ofte fører opdelingen af ressortområder desuden til gnidninger. Da han i 2005 blev undervisningsminister for anden gang, oplevede han flere “ufrugtbare magtkampe” mellem forsknings- og undervisningsministeriet.
I det hele taget ser Bertel Haarder gerne færre og mere kraftfulde ministerier. Det er også kun i tilfælde af dette scenarie, at Bertel Haarder vil åbne en dør på klem for ideen om viceministre. En tanke, han ellers helt afviser. Det på trods af, at han selv fungerede som en slags viceminister for tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) i sin egenskab af Europaminister fra 2001 til 2003.
“Jeg var det, man kalder minister uden portefølje og havde ikke noget ansættelsesansvar. Jeg synes, det fungerede ret godt i den bestemte situation, så hvis man endelig skal gøre noget, så kan jeg lige slæbes med til at indføre viceministre i enkelte kæmpe ministerier frem for at splitte dem op.”
Forsvarsløse embedsmænd
Hurtige ministerskifter eller svage politikere overlader nødvendigvis meget magt til embedsmændene, men det skal man ikke nødvendigvis begræde. Tværtimod, mener Bertel Haarder.
“Hvis ministre efterlader tomrum, så er det da godt, at embedsmændene udfylder dem. Sommetider er embedsmændene jo også klogere end ministeren, hvor man må prise landet lykkelig for, at der er embedsmænd, der får pillet ministerens ideer ned på jorden.”
Hans klare oplevelse er, at de fleste embedsmænd ønsker handlekraftige ministre, der sætter retning for ministeriets arbejde. Det modvirker forvirring og ineffektive tomrum. Samtidigt giver stærke ministre tilsvarende embedsmændene ekstra muskler i armlægningen med kollegerne i de øvrige ministerier.
Som minister lærte Bertel Haarder efterhånden at blive bedre til at håndtere forholdet til sine embedsmænd, og som han udtrykker det: at få sin vilje på den mest optimale måde. Det handlede blandt andet om at indse, hvilken autoritet han faktisk besad som minister. Det hjalp hans første ministersekretær Hanna Dam ham blandt andet med at forstå.
“På et tidspunkt sagde hun til mig: ’Du skal huske, at du er minister, og derfor kan du få din vilje uden at skælde ud’. Og det er en meget, meget vigtig pointe, fordi embedsmændene ikke kan forsvare sig.”
“Nu kan drengen selv”
Det var blot et af mange råd fra ministersekretæren til sin dengang uerfarne minister. Og Hanna Dam må have ment, at hun gjorde det godt, for da hun i 1984 forlod posten som ministersekretær, sagde hun en dag til de tilstedeværende: “Nu kan drengen selv”. Han var oplært som minister.
De menneskelige relationer skal man ikke underkende, mener Bertel Haarder. Derfor spiste han som minister også gerne i kantinen ved forskellige borde, ligesom han altid deltog i festerne i ministerierne.
“I Undervisningsministeriet havde de en vældig god festkultur, og her lærte jeg at skrive sange. I modsætning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor jeg elskede at være, men under en julefrokost blev jeg nødt til at sige til dem, at festerne altså var bedre i Undervisningsministeriet.”
Fester holder Bertel Haarder meget af. Og bedre anledning end en 70-års fødselsdag finder man ikke. Da han søndag fyldte rundt, fandt man også Hanna Dam på gæstelisten. Forholdet til ministersekretæren blev til et livslangt venskab.
Vestager skal lægge arm med erhvervslivets superliga
