Barfoed trækker sig - Pape ny formand

LEDERSKIFTE: Lars Barfoed trækker sig som formand for Konservative. Han indstiller Viborgs borgmester Søren Pape som sin afløser på posten.

Det Konservative Folkeparti skal igen have ny leder. 

Lars Barfoed meddelte onsdag aften, at han har valgt at trække sig som politisk leder og partiformand. (Se indslag på TV 2 her)

Han begrunder sin beslutning med, at partiet har brug for fornyelse på lederposten for at sikre fremgang i meningsmålingerne. Han peger på Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen som sin afløser. 

"Jeg har længe ment, at Søren vil være den rigtige. Skal man lave fornyelse, så skal man også lave en markant fornyelse - og Søren Pape vil være en markant fornyelse i spidsen for Det Konservative Folkeparti," siger Lars Barfoed i et interview med TV 2. Han fortsætter:

"Vi tager en politiker ind, som har stor politisk ledelseserfaring som borgmester. Søren er fremragende til at fremlægge klare, konservative synspunkter på en måde, der er til at forstå, og jeg tror, han vil have stor gennemslagskraft også i medierne."  

Problemer med vælgerne 
Lars Barfoed understreger, at han selv har truffet beslutningen om at træde tilbage. Han peger på, at partiet er stabiliseret, har fået nyt partiprogram, og at partiet i løbet af det seneste år har opnået gode valgresultater til både kommunalvalget og parlamentsvalget. Men han erkender også, at det kniber med opbakningen i meningsmålingerne.  

"Alt går godt, undtagen i meningsmålingerne. Vi vil gerne have langt flere mandater," siger han.

I Altingets seneste snit af meningsmålinger, lavet af professor Søren Risbjerg, lå Konservative til 5,3 procent af stemmerne. Det er lidt mere end de 4,9 procent, partiet fik ved 2011-valget, men langt fra de 10,4 procent, partiet opnåede ved valget i 2007.  

Lars Barfoed blev politisk leder for Konservative i januar 2011, da Lene Espersen blev presset fra posten efter en langvarig krise. Senere overtog han også posten som politisk ordfører, men Barfoed har ikke for alvor slået igennem i medierne. Da Altinget i december bad vælgerne vurdere partiledernes evner som frontfigur, havnede Barfoed næstdårligst - kun undergået af SF's daværende leder, Annette Vilhelmsen.  

Borgmester i front 
Nu peger Barfoed på Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen, som sin afløser.

42-årige Pape er udlært hos Grundfos i Bjerringbro. Herefter arbejdede han som speditør, inden han blev lærer og ungdomsskoleleder i Bjerringbro. Senere blev Pape afdelingsleder i Viborg Kommune.

Han blev borgmester i Viborg i 2010 og har også siddet i KL's bestyrelse. På de Konservatives landsråd har han ofte markeret sig som en markant og direkte taler.  


Pape fortæller selv, at han interesserer sig for alt slags sport, ligesom han har været formand for Bjerringbros menighedsråd og sunget i kor.

Ved kommunalvalget i 2013, hvor han blev genvalgt som borgmester, angav han erhvervslivet, folkeskolen, samt idræt og kultur som sine mærkesager.

I det fald folketingsgruppen torsdag ligeledes peger på Søren Pape, konstitueres han som formand indtil partiets landsmøde i efteråret.

 

,

Forrige artikel Ny EU-formand lover obligatorisk lobbyregister Ny EU-formand lover obligatorisk lobbyregister Næste artikel Analyse: Barfoed trak selv stikket Analyse: Barfoed trak selv stikket