Løkkes krise er værre end Thornings

Kan en partileder komme tilbage og genvinde sin popularitet, hvis han som Lars Løkke Rasmussen (V) har været centrum i en perlerække af tvivlsomme sager?

Næ, det er der absolut intet, der tyder på - og derfor vil Løkke sandsynligvis være en belastning for sit parti, lige så længe han bliver siddende på formandsposten. Det ændrer tirsdagens støtte fra Venstres folketingsgruppe og forretningsudvalg ikke noget ved.

Danske vælgere kan godt tilgive fejltagelser, og som bekendt fik Løkke lagt den første bilagssag bag sig med en overbevisende indsats i sidste valgkamp. Løkke blev set som en festabe og et rodehoved, men det blev overtrumfet af, at han er en god politisk håndværker, der mestrer substansen i den økonomiske politik. Og manden var jo givetvis blevet klogere.

Så kom GGGI-sagen, der demonstrerede, at Venstres formand absolut intet havde lært. Pamper-manerer, frås med pengene og en elendig krisehåndtering, fastfrøs billedet af Løkke i en negativ version. Meget tyder på, at Løkkes image allerede der havde lidt en skade, der var uoprettelig.

Kalkering af fejltagelser
Som om det ikke var nok, har "Boxershorts-gate" definitivt brandet Løkke, så han i store dele af vælgerkorpset fremstår som decideret grisk. Tilmed har Venstre genopført scener fra den katastrofale krisehåndtering i GGGI-sagen: Igen er løjtnanter som Søren Pind (V) sendt på banen i håbløse modangreb, igen skyder Løkke mod mediernes "fortegnede billede" - og igen har Løkke afvist at lægge den relevante dokumentation på bordet.

Det gør det ikke bedre, at vi her taler om en mand, der var bannerfører for de smertefulde reformer af dagpenge og efterløn. Med den argumentation, at danskerne skulle udvise økonomisk ansvarlighed, og at "regningen skulle samles op". Hvorefter Løkke fik andre til at samle sine regninger op.

Vælgernes dom illustreres entydigt af de målinger af statsministerkandidaterne, A&B Analyse gennemfører for Altinget.dk. Mens Helle Thorning-Schmidt (S) har ligget elendigt i det sidste halvandet år, er Løkke på mindre end et år faldet fra en opbakning på 44,1 procent til senest 25,4 procent. Og det var endda før den seneste udvikling i den aktuelle sag. En meget stor gruppe vælgere efterspørger nu en tredje statsministerkandidat.

Livsfarlig stædighed
Kigger man på andre partiledere, der har oplevet et lignende imagetab som Løkke, er der ingen eksempler på, at de er kommet igen. I hvert fald ikke som partiledere. Det lykkedes ikke for Ny Alliances Naser Khader eller for SF's Villy Søvndal, der begge havde haft en stormende popularitet.

Det lykkedes som bekendt heller ikke for den tidligere konservative leder Lene Espersen, hvis situation minder mest om Løkkes. Espersen kunne måske have overlevet den første sag om afbud til et møde i Arktisk Råd, men hun har samme stædighed som Løkke og trak den for langt, før hun undskyldte. Og da der senere kom en anden - omend mindre sag - var hun endegyldigt stemplet i vælgernes øjne. Parallellen er til at få øje på.

Robespierre-metoden
Danmark er lige nu i den historisk unikke situation, at vi har to statsministerkandidater, der begge er rasende upopulære. Men på sin vis er Løkkes problemer værre end Thornings: Utilfredsheden med Socialdemokraternes formand er primært politisk. Derfor vil et formandsskifte også kun hjælpe kortvarigt, med mindre den politiske linje samtidig bliver lagt om.

Med Løkke er det omvendt. Ganske vist havde Venstre lagt sig for yderligt politisk, og partiet var begyndt at sive i meningsmålingerne før GGGI-sagen. Men alt tyder på, at Venstre-folkene kunne være slentret ind i ministerkontorerne uden at røre en finger - hvis det ikke lige var for formanden.

Eller sagt på en anden måde: Socialdemokraternes problemer kan kun løses med en gennemgribende strategisk nyorientering, Venstres problem kan løses med et øksehug.

Et stærkt argument
Når partiet indtil videre har valgt at lade formanden beholde hovedet, er der flere årsager.

Det nævnes hyppigt, at der ikke er nogen oplagt arvtager til Løkke, men det er en sandhed med modifikationer. Næstformand Kristian Jensen er absolut kompetent til at overtage posten. Han er ikke super karismatisk, men han er driftsikker, og det er frem for alt det, Venstres bagland sukker efter i disse dage. Problemet er snarere, at Kristian Jensen ikke kan mønstre opbakning overalt i folketingsgruppen, og at et formandsskifte dermed risikerer at udløse en magtkamp.

Der er imidlertid også en anden - meget håndfast - grund til, at der ikke kommer et fuldtonet oprør mod Lars Løkke Rasmussen: Trods skandalerne står Løkke til at genindtage Statsministeriet i spidsen for en Venstre-mindretalsregering om et års tid. Han er den mand, der står til at udnævne 20 af sine partifæller til ministre! Den slags argumenter har normalt en afsvalende virkning på kritikere.

Bemærkelsesværdig udtalelse
Så Løkke bliver foreløbig siddende. Han kan håbe, at Venstre som parti slipper for at blive straffet ved søndagens valg til Europa-Parlamentet, ligesom Venstre slap overraskende nådigt fra kommunalvalget.

Men sagen er langtfra slut. Der står en hel række ubesvarede spørgsmål tilbage, og i udtalelsen fra Venstres forretningsudvalg kalkulerer man ligefrem med, at der også "fremadrettet kan komme medieomtale" baseret på interne dokumenter. Man forsøger med andre ord at forberede baglandet på, at der kan dukke flere pinlige bilag op.  

Styrken af vælgernes reaktion kan først gøres op om uger eller måneder, og den reaktion bliver afgørende: I samme øjeblik Løkkes personlige skandaler fører til en nedsmeltning for partiet, som det skete for Konservative under Lene Espersen, kan ingen sjæl længere redde ham.

erik@altinget.dk