Homo-dagsorden truer EU-Afrika-topmøde

RETTIGHEDER: Den klare europæiske fordømmelse af nye homolove i Uganda og Nigeria lægger pres på højtprofileret EU-Afrika-topmøde.

BRUXELLES: Et stort profileret møde mellem EU og Afrika, der skal løbe af stablen i starten af april, risikerer at blive afsporet af en debat om seksuelle minoriteters rettigheder.

Mødet, der er det største i EU's Fælles Udenrigstjenestes historie, skal samle over 80 stats- og regeringschefer for EU og Afrika under overskriften "investering i mennesker, fremgang og fred".

På dagsordenen er hele forholdet mellem EU og Afrika, økonomiske partnerskabsaftaler mellem de to regioner og et stort fokus på sikkerhedspolitik.

Nigeria og Uganda 
Men stemningen mellem parterne er dårlig, efter Europa-Parlamentet i sidste uge udtalte en streng kritik af de meget omdiskuterede love mod seksuelle minoriteter, som er blevet vedtaget i Nigeria og Uganda, og et ønske om at slå ned på landene, hvis der ikke sker ændringer.

Nu taler medlemmer af den parlamentariske forsamling for 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) om at opfordre de afrikanske ledere til at boykotte mødet i Bruxelles, hvis yderligere sanktioner bliver til virkelighed.

"Vi ser nu en farlig europæisering af vores værdier og vores kultur, som bliver bundet op på udviklingsbistand," siger Makhosini Hlongwane, der er medlem af Zimbabwes parlament, ifølge det sydafrikanske medie News24.

De nye love indebærer blandt andet fængselsstraffe for homoseksuel aktivitet.

Ved et møde i Strasbourg onsdag mellem delegationer fra både AVS-landenes parlamentariske forsamling og Europa-Parlamentet gjorde AVS-landene klart, at yderligere indgreb over for Uganda og Nigeria kunne lede til et ophør af det gældende udviklingssamarbejde.

Konflikt optrappes 
De europæiske parlamentarikere har i deres ikke-bindende resolution plæderet for en suspension af udviklingsbistand til landene, hvis ikke en dialog kommer i stand om de nye regler, og for sanktioner målrettet mod personerne bag dem. 

"Vi kan aldrig acceptere, at regeringer bruger et kulturelt argument som undskyldning for at dæmonisere homoseksualitet," siger Louis Michel, der er belgisk medlem af Europa-Parlamentets liberale gruppe og medformand for mødet mellem de parlamentariske delegationer.

Han understreger, at enhver lov, som kriminaliserer homoseksualitet, er en klar overtrædelse af internationale aftaler.

Den nye ugandiske lov, der åbner op for livstidsstraffe til homoseksuelle*, fik i sidste måned lande som Danmark og Norge til at suspendere direkte budgetstøtte til regeringen.

Europa-Parlamentet har bedt EU's stats- og regeringschefer om at gøre sagen til et kerneområde på topmødet mellem EU og Afrika, der løber af stablen 2. og 3. april. EU-cheferne mødes i Bruxelles torsdag og fredag, hvor de skal lægge sig fast på deres prioriteter for mødet. Der er dog ikke udsigt til, at de vil forholde sig til det penible spørgsmål om seksuelle minoriteters rettigheder.

 

*I en tidligere udgave af denne artikel skrev vi, at der også blev indført pligt til at anmelde homoseksuel aktivitet. Den idé blev dog droppet i den endelige lov. Se hele loven her

Forrige artikel Støtte til patentdomstol skrumper Støtte til patentdomstol skrumper Næste artikel Statens Museum for Kunst har fundet ny direktør Statens Museum for Kunst har fundet ny direktør