Støtte til patentdomstol skrumper

MÅLING: Siden januar er andelen af vælgere, som vil have Danmark med i EU's patentdomstol, faldet støt, mens andelen af modstandere er steget. Det kan sagtens ende med en regulær gyser, vurderer EU-ekspert.

Vælgernes støtte til EU's patentdomstol falder støt.

I januar var der opbakning til patentdomstolen fra 54 procent af vælgerne, men det tal er i marts faldet til 47 procent. Imens er modstanden steget fra 20 til 25 procent. Det viser målinger foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk.

Målingerne viser også, at et stort antal ikke ved, hvad de vil stemme ved folkeafstemningen 25. maj: 28 procent har ikke afgjort, hvor krydset skal sættes.

Udviklingen er langt fra overraskende, vurderer Thorsten Borring Olesen, professor i samtidshistorie og EU på Aarhus Universitet.

"Det er svært at se, at patentdomstolen i sig selv kan generere nogen større modstand. Men der er ingen tvivl om, at den generelle politiske debat om EU-borgernes adgang til børnecheck og dagpenge, det fremstiller EU i et dårligt lys, som spiller ind," siger Thorsten Borring Olesen.

Ja-partier i krig
Fastholdes de politiske fronter og debatten om velfærdsturisme på samme niveau som i øjeblikket kan det meget vel gøre afstemningen om patentdomstolen helt uforudsigelig, lyder hans vurdering. Det kan nemlig godt ende med at blive en gentagelse af forløbet op til euroafstemningen i 2000.

Dengang havde ja-siden et stort forspring, da afstemningen blev udskrevet, men i hele optakten og selve valgkampen havde ja-partierne travlt med at bekrige hinanden. Og det endte med at få betydning for resultatet.

"Det er lidt af det samme mønster, vi ser nu. Så meget tyder på, at det kan gå hen og blive en gyser," siger Thorsten Borring Olesen.

Borgerlige mest skeptiske
Ser man på målingens undertal, holder rød blok skansen fra januar. Forskydningen sker blandt de borgerlige vælgere, som i stigende grad vil stemme nej til patentdomstolen. Og det giver god mening, at forskydningen sker der.

"Det er jo særligt Lars Løkke Rasmussen og de borgerlige partier, som har stillet sig skeptisk op over for EU i debatten om børnechecken," siger Thorsten Borring Olesen.

Afstemningen om dansk tilslutning til EU's patentdomstol finder sted 25. maj. Samme dag som der også er valg til Europa-Parlamentet. 

<script type="text/javascript" src="//ajax.googleapis.com/ajax/static/modules/gviz/1.0/chart.js"> {"dataSourceUrl":"//docs.google.com/spreadsheet/tq?key=0AhsiE1AeMLozdDRMWHUyRWFTWllER1A0YmFBYXZrSWc&transpose=0&headers=1&range=A28%3AD30&gid=0&pub=1","options":{"vAxes":[{"useFormatFromData":true,"title":null,"minValue":0,"viewWindowMode":"explicit","gridlines":{"count":"7"},"viewWindow":{"min":0,"max":null},"maxValue":null},{"useFormatFromData":true,"minValue":null,"viewWindow":{"min":null,"max":null},"maxValue":null}],"titleTextStyle":{"bold":true,"color":"#000","fontSize":16},"booleanRole":"certainty","title":"Udvikling i holdningen til en patentdomstol","height":250,"legendTextStyle":{"color":"#222","fontSize":"11"},"animation":{"duration":500},"legend":"none","width":450,"hAxis":{"useFormatFromData":true,"minValue":null,"viewWindowMode":null,"viewWindow":null,"maxValue":null},"tooltip":{},"isStacked":false},"state":{},"view":{},"isDefaultVisualization":false,"chartType":"ColumnChart","chartName":"Diagram1"} </script>Målingen viser udviklingen i fordelingen af stemmer i holdningen til en patentdomstol. Målingerne er fra henholdvis januar 2014 og februar-marts 2014. Respondenterne er blevet spurgt således: "Hvis der var en folkeafstemning i morgen, hvad ville du stemme ved en afstemning om dansk deltagelse i EU's patentdomstol?". (Hold markøren over figuren for at få mere information)

Forrige artikel Uddannelsesminister henter rådgiver hos Lundbeck Uddannelsesminister henter rådgiver hos Lundbeck Næste artikel Homo-dagsorden truer EU-Afrika-topmøde Homo-dagsorden truer EU-Afrika-topmøde