Forsker: Græsk EU-formandskab bliver skildpaddeagtigt

FORMANDSKAB: Trods massive problemer vurderer forskere, at Grækenland sandsynligvis vil klare formandskabet for EU uden store fejl. Jens Rohde (V) er derimod meget skeptisk over for Grækenlands evner i formandsrollen.

Hele EU's problembarn, Grækenland, har fra 1. januar sat sig i formandsstolen, hvorfra de skal lede den daglige drift af EU frem til 1. juli. Grækerne har ry for at afholde katastrofale formandskaber, men det bliver ikke tilfældet denne gang, vurderer forsker.

Grækenland har erfaring fra fire tidligere formandskaber, og efter Lissabontraktaten er det blevet en lettere opgave at varetage. Men det betyder ikke, at der er lagt op til en bragende succes. Det vurderer Derek Beach, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet:

"Kravene til formandskabet er mindre nu med en formand for udenrigspolitikken, for det europæiske råd og de facto også en fast formand for eurozonen. Indførelsen af holdformandskabet betyder også, at det ikke er så frygtelig meget, som grækerne selv skal stå for. Men det skal nok blive ineffektivt, som de har en historisk erfaring for," siger han.

I praksis varetages formandskabet i et samarbejde mellem tre medlemslande, som hver er formand i et halvt år. Grækenland afslutter dette trioformandskab, hvor Irland var formand i foråret 2013, og Litauen har været formand i efteråret, inden grækerne overtog rollen.

Grækenland har, ifølge Derek Beach, tidligere afholdt "katastrofale" formandskaber, hvor lovgivningsprocessen i EU er gået helt i stå. Så grelt bliver det ikke denne gang.

"Grækenland vil køre et skildpaddeagtigt formandskab: Sikkert, uden at stikke hovederne for langt frem, og de vil være yderst påpasselige, for de har ikke brug for flere fiaskoer på nuværende tidspunkt," siger han.

Valgår spiller ind
Til maj er der valg til Europa-Parlamentet, og det får også en indflydelse på det græske formandskab. Derek Beach peger på, at det vil få europaparlamentarikerne til at tænke, at de ikke kan nå mere inden valget og dermed sænke lovgivningsprocessen.

At det græske formandskab bliver afholdt i skildpaddefart er usandsynligt, når der ligger valg lige rundt om hjørnet, vurderer senioranalytiker Janis Emmanouilidis fra tænketanken European Policy Centre.

"Den korte periode, der er inden valget til Europa-Parlamentet, kan føre til kompromisser, som vil lukke aftaler under det græske formandskab," siger han.

Det græske formandskab har fokus på eurokrisen med bankunion og andre aspekter heraf som social skævhed og arbejdsløshed. Men de er kun en af mange spillere med den agenda. Presset på denne dagsorden er stort, og derfor vurderer Janis Emmanouilidis, at der er gode chancer for at det græske formandskab bliver en succes, hvis de formår at drive disse områder fremad.

"Grækenland vil være i stand til at klare dette formandskab. De har en vis erfaring, og mine samlede forventninger er, at de vil være i stand til at levere," siger han.

Rohde: Drop det skiftende formandskab
Europaparlamentariker Jens Rohdes (V) forventninger til det græske formandskab er meget lave.

"Hvis ikke man har noget pænt at sige, skal man ikke sige noget. Jeg har ikke nogen forventninger overhovedet," siger han.

Han er meget kritisk over for den måde, hele formandskabet er skuet sammen på og den skiftende kvalitet, som han mener, det giver:

"Enhver kan sige sig selv, at Grækenland står i så dyb en krise både økonomisk og politisk, at det bliver svært for dem at afholde et godt formandskab. Bagefter skal Italien overtage, og der er grund til at frygte for det kommende år i EU, som også bliver fyldt af valg til Parlamentet og en ny Kommission," siger han og fortsætter:

"Man burde afskaffe det roterende formandskab, som ikke har nogen værdi. Vi har sat en mand i spidsen for Rådet, som i øjeblikket er Herman Von Rompuy, og han sikrer en kontinuerlig dagsorden. Jeg har ikke noget imod, at man holder topmøder rundt i Europa, men formandskabet bør helt afskaffes."

Grækenland overtog formandskabet fra Litauen 1. januar i år og vil frem til 30. juni stå for den daglige drift af EU, hvorefter formandskabet overdrages til Italien, der starter et nyt trioformandskab.

Forrige artikel Hvad går medieaftalen egentlig ud på? Hvad går medieaftalen egentlig ud på? Næste artikel Slaget om Bornholm Slaget om Bornholm