Folkeskolereformen er på plads

FOLKESKOLEN: Reform af folkeskolen er nu på plads. Både børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og Kristian Jensen (V) håber, De Konservative vil bakke op om aftalen.

"Vi har en aftale, og det er en meget ambitiøs aftale," sagde børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), da hun fredag formiddag præsenterede den nye folkeskolereform foran ministeriet.

Partierne er blevet enige om, at de mindste elever får 30 timer, de mellemste 33 og de ældste elever skal gå i skole 35 timer om ugen.

Og det er De Radikale tilfredse med.

"Det er en aftale, der giver dygtige børn og gladere børn," siger børne- og undervisningsordfører Lotte Rod (R).

Antorini beder De Konservative komme tilbage
Bag reformen står regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti, men De Konservativ forlod forhandlingerne torsdag eftermiddag og står uden for aftalen. Det betyder, at reformen tidligst kan træde i kraft i sommeren 2016.

"Min opfordring er til De Konservative, at de skal se på aftalen. Der er et markant fagligt løft til folkeskolen," siger Christine Antorini.

Hun håber, De Konservative vil genoverveje at støtte op om reformen, så den kan træde i kraft fra august 2013.

I reformen er der blevet plads til flere dansk og matematiktimer og en times idræt om dagen. Det bliver obligatorisk for skolerne at oprette den omstridte lektiecafé, men ikke obligatorisk for eleverne at deltage.

"Vi har fået et fagligt løft og større frihed til den enkelte skole. Jeg har selv en dreng, der skal begynde i folkeskolen efter sommerferien, og den her folkeskole, den glæder jeg mig til, han skal begynde i," siger Venstres Kristian Jensen.

Desuden får Dansk Folkeparti deres krav igennem om, at der skal etableres et historiecenter til 20 mio kr, som skal forbedre historieundervisning. Desuden er Dansk Folkeparti lykkes med et af partiets andre mærkesager nemlig de internationale skoler, der er taget ud af reformen.

"Vi blev siddende og forhandlede det hjem, vil ville. Det er vi stolte af," siger børne- og undervisningsordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen.

 

Forrige artikel Her er folkeskolereformen Her er folkeskolereformen Næste artikel Sådan bliver fremtidens folkeskole Sådan bliver fremtidens folkeskole