Concito raser mod regeringens vækstplan

VÆKSTPLAN: Regeringens nye vækstplan er et knæfald for de mest forurenende virksomheder, mener tænketanken Concito. Industrien og Dansk Energi roser derimod forslaget om at sænke de grønne afgifter.

Vanvittigt. Kortsigtet. Tre skridt tilbage.

Den grønne tænketank Concito langer hårdt ud efter regeringens nye vækstplan. Den belønner de mest forurenende virksomheder og svækker incitamentet til at prioritere klimavenlig produktion, lyder kritikken.

"Det er et knæfald for fuldstændig kortsigtede konkurenceevnebetragtninger og et kursskifte, der sender det værst tænkelige signal til den del af erhvervslivet, der er længst fremme i den grønne omstilling," siger Thomas Færgeman, direktør i Concito.

Han angriber regeringens forslag om helt at fjerne energispareafgiften, også kaldet CO2-afgiften, for danske virksomheder. Han mener, det strider mod regeringsgrundlaget, der taler om en et grønnere Danmark.

"Det er vanvittigt at fjerne afgiften på CO2, der jo er det helt store klimamæssige problem," siger Thomas Færgeman og fortsætter:

"Hvis man vil en grøn omstilling, er det enormt vigtigt, at man sender nogle langsigtede signaler om, at ressourcer og energi bliver dyrere. Her gør regeringen præcis det modsatte."

Den vurdering deler Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

"Det er et tilbageskridt, der vil sænke virksomhedernes motivation til at spare på energien," siger han.

Roser fra industrien
Helt i den anden grøft er reaktionerne fra dansk erhvervsliv. Her bliver Helle Thorning-Schmidts planer modtaget med skulderklap.

"Med udspillets sænkning af energiafgifterne har regeringen taget et betydeligt skridt, som kan gøre en forskel for dansk erhvervsliv," siger Troels Ranis, energi- og klimapolitisk chef i Dansk Industri.

Han bakkes op af Landbrug & Fødevarer, der kalder regeringens udspil for et markant skridt i den rigtige retning.

"I en global virkelighed, hvor vi er i hård konkurrence med udenlandske virksomheder, gør det en forskel, at omkostningerne på produktion sænkes," siger organisationens administrerende direktør, Søren Gade, i en pressemeddelelse.

Dansk Energi: Afgifterne ER for høje
I aftalen, der er døbt Vækstplan DK, vil regeringen barbere mellem 1,5 og 2 milliarder af virksomhedernes energiafgifter hvert år frem til 2020. Det er en nødvendig lettelse, der vil lune godt hos virksomhederne, mener Dansk Energi.

"Konkurrence er altid konkurrence på en marginal. Det er de sidste sandkorn, der får kamelens ryg til at knække. Derfor er det positivt, at man har prioriteret afgiftslettelser, hvor det kommer de større energikunder til gode," siger administrerende direktør Lars Aagaard.

Han giver ikke meget for argumentet om, at de lavere afgifter vil give virksomhederne mindre incitament til at tænke grønt.

"Energibesparelser er et middel til at nå et renere miljø, og der skal afgiften afspejle de omkostninger, som forureningen forårsager, men den skal ikke være højere," siger han.

En ting, som både Dansk Energi og Dansk Industri savner i regeringens plan, er en sænkning af NOx-afgiften.

"Buketten er ikke komplet. Vi havde gerne set, at regeringen havde kigget på NOx-afgiften, som er en afgift, der rammer konkurenceevnen hårdt," siger Lars Aagaard.

Byggestøtte uden retning
Ved fremlæggelsen af regeringens udspil brugte særligt skatteminister Holger K. Nielsen (SF) meget taletid på at forklare, hvordan ændringerne i afgifterne skal ses i sammenhæng med en lang række andre tiltag i planen. Her nævnte ministeren blandt andet støtte til alment boligbyggeri og renoveringer i det offentlige.

Hos Concito erkender Thomas Færgeman, at der er nogle gode initiativer i forslaget, men at de klimaspecifikke af slagsen er i småtingsafdelingen. Samtidig mener han, at boligjobordningen og støtten til Landsbyggefonden kunne have et stort klimapotentiale, hvis de var målrettet energieffektiviseringer.

"Det ville have været helt oplagt, at man i stedet for blot at give nogle generelle fradrag havde givet speicifikke fradrag til energirenoveringer," siger han.

Selvom støtten kunne være mere målrettet, er støtten til byggeriet alligevel et element, der glæder Det Økologiske Råd.

"Det er trods alt et fremskridt, og det vil føre til mere energirenovering," fastslår Christian Ege.

Forhandlingerne om Vækstplan DK forventes at begynde torsdag.

Forrige artikel Krag: Patientforeningernes sponsorer skal frem i lyset Krag: Patientforeningernes sponsorer skal frem i lyset Næste artikel Økonomer tvivler på regeringens jobskøn Økonomer tvivler på regeringens jobskøn