Her er regeringens udspil til kontanthjælpsreform

DOKUMENTATION: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har mandag fremlagt regeringens udspil til en kontanthjælpsreform. Se hovedpunkterne her.

Mandag eftermiddag præsenterede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) regeringens udspil til en reform af kontanthjælpssystemet med titlen "Alle kan gøre nytte".

"Regeringen vil udfordre, at mennesker på kontanthjælp ikke kommer i arbejde og uddannelse. Mange mennesker hænger fast i systemet år efter år. For dem er kontanthjælp næsten blevet et livsvilkår. Derfor vil vi lave gennemgribende om på indsatsen for de 135.000 mennesker, der i dag er på kontanthjælp," siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

"Unge, der kan tage en uddannelse, skal i uddannelse. Voksne, der kan arbejde, skal i arbejde. Og mennesker, der har behov for hjælp for at komme tættere på en uddannelse eller et job, skal have en bedre indsats end den, de får i dag." 

Her er hovedelementerne i udspillet:

Unge under 30 år uden uddannelse skal ikke længere være en del af kontanthjælpssystemet. De skal i stedet have ret og pligt til uddannelse. De får en ny ydelse - uddannelseshjælp - på niveau med SU.

Unge, der ikke er klar til at gå i gang med en uddannelse, opretholder samme ydelse som i dag, når de deltager i aktive tilbud, der kan bringe dem tættere på målet om uddannelse.

Alle bliver mødt med klare krav og forventninger. De, der kan, skal arbejde for deres ydelse og bidrage til fællesskabet i nyttejob. 

Alle skal have en indsats. Ingen bliver overladt til sig selv. Det såkaldte matchsystem bliver afskaffet og erstattet af en individuel indsats med udgangspunkt i den enkeltes kompetencer og konkrete udfordringer.

Enlige forsørgere og unge mødre skal have særlig støtte og økonomisk hjælp til at komme i uddannelse.

Samlevende får gensidig forsørgerpligt, så kontanthjælpssystemet afspejler de moderne samlivsformer og familiemønstre. I dag gælder forsørgerpligten kun, hvis man er gift.

Reformen skal indbringe en milliard kroner om året fra 2015.  


Læs hele udspillet her

 

Forrige artikel Det ved vi om kontanthjælpsreformen Det ved vi om kontanthjælpsreformen Næste artikel Indvandrere på kontanthjælp skal tvinges til at lære dansk Indvandrere på kontanthjælp skal tvinges til at lære dansk