Nye SF-ministre har fået svingdørsministerier

SVINGDØR: Skatteministeriet og Erhvervsministeriet placerer sig efter tirsdagens rokade på en andenplads over de ministerier, der har oplevet størst gennemtræk af ministre, viser Altinget.dks gennemgang af ministerudskiftningen de seneste 20 år.

De to nyslåede ministre, Annette Vilhelmsen (SF) og Holger K. Nielsen (SF), skal skynde sig at nyde tiden som henholdsvis erhvervsminister og skatteminister.

En opgørelse, som Altinget.dk har lavet, over alle ministerier og deres ministre siden Poul Nyrup Rasmussens første regering i 1993 viser nemlig, at der er voldsom ministergennemtræk i de to ministerier.

De har ligesom Kirkeministeriet og Sundhedsministeriet haft ikke færre end 10 forskellige ministre på 20 år. Det er den næsthøjeste ministerudskiftning blandt alle ministerier.

Førstepladsen indtager Transportministeriet og Socialministeriet, hvor embedsmændene hele 11 gange på 20 år måtte sige goddag og farvel til en ny minister.

Opgørelsen viser, at et ministerium i gennemsnit har haft 6 ministre i perioden. Mindst udskiftning er der ikke overraskende sket i Statsministeriet, Økonomiministeriet og Udenrigsministeriet med henholdsvis 4, 5 og 5 ministre siden 1993.

Man er aldrig populær som skatteminister
At Skatteministeriet og Erhvervsministeriet er markante svingdørsministerier skyldes vidt forskellige årsager, vurderer eksperter og kommentatorer over for Altinget.dk.

Politisk kommentator på Berlingske, Thomas Larsen, påpeger, at en skatteminister sjældent vinder danskernes hjerter.

"Det er ikke en nem opgave at opkræve skatter fra danskerne. Det er ikke noget, der gør en populær," siger han.

Han bemærker desuden, at skatteministerposten har været brugt til at uddanne yngre politikere i et relativt stærkt ministerium. Han peger på Venstres unge skatteministre Anders Fogh Rasmussen, Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen.

Den nu afgående Thor Möger Pedersen (SF) tilhører samme kategori. Skatteministeriet har så at sige været et uddannelsesministerium for yngre, fremadstormende politikere. Det har ifølge Thomas Larsen skabt grobund for en høj udskiftningsrate.

Erhvervsministeriet er blevet klemt 
De mange skiftende ministre i Erhvervsministeriet skyldes ikke et dårligt rygte, men derimod at ministeriet ikke har været prioriteret højt i de seneste år, vurderer både Hans Engell og Thomas Larsen.

"Erhvervsministeriet har jo aldrig rigtig fundet sin form. Det har haft en lidt tvetydig rolle, og det har nok gjort ministeriets chefer mere udsatte," siger Thomas Larsen. Han sekunderes af Hans Engell:

"Erhvervsministeriet er helt klart blevet klemt mellem de to stærke ministerier på det økonomiske område: Finansministeriet og Økonomiministeriet. De er helt sikkert blevet prioriteret højere," siger han.

De lette ministerier er mest udsatte
Hans Engell påpger, at det ofte er tilfældigheder, der er på spil i rokader, men at de lette ministerposter klart er de mest udsatte.

Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er enig. Det skyldes ifølge ham, at inderkredsen i regeringspartierne tager sig af de magtfulde ministerier som Statsministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet. Og det er ikke blandt disse, at rokader finder sted. 

"Inderkredsen, der sidder på de tunge poster, rører man ikke ved. Det er altid de mere perifære ministerier, der står for tur ved ministerrokader. Eksempelvis Transportministeriet eller Socialministeret," siger han og henviser altså til de to ministerier, der topper listen over udskiftninger.

En anden årsag til, at svingdøren skal smøres oftere i nogle bestemte ministerier er, at et ministerium kan opleve mange svære mediesager eller skandaler.

Det er også den forklaring, Thomas Larsen hælder til, når man eksempelvis ser på sundhedsområdet, hvor der har været 10 ministerskift. 

"Sundhedsområdet har jo altid været præget af, at skandalesagerne har gjort ministrene upopulære. Læg dertil, at der på området hersker mange stærke aktører, der ofte gør livet svært for den pågældende sundhedsminister," siger Thomas Larsen.

Socialområdet dikteres af Finansministeriet 
Socialministeriets topplacering er heller ikke overraskende. Det skyldes ifølge Hans Engell, at de socialpolitiske rammer udstikkes fra kollegaerne i Finansministeriet.

"Socialministeriet sidder og administrerer ufatteligt mange penge, men hvad der sker på socialområdet, er jo i høj grad dikteret af Finansministeriet. Så på den måde er Socialministeriet ikke længere et så tungt og hæderkronet ministerium. Det gør selvfølgelig socialministrene mere udsatte, da de ikke i så høj grad kan sætte deres eget personlige præg på ministeriet," siger han.

Den forklaring kan Tim Knudsen sagtens følge. Socialministeriet har ifølge ham ikke været klart nok defineret i perioden. Det er blevet lagt sammen med andre ministerier, og i 2007 til 2009 sågar nedlagt, og det har gjort socialminstrene mere udsatte i forbindelse med rokader og omprioriteringer.

Magtafgivelse til Finansministeriet er dog ikke grunden til, at man kan stille et helt fodboldhold med forhenværende transportministre. Transportområdet er bare mere opslidende end de fleste andre.

"Mange er jo røget ud af bagindgangen i forbindelse med skandalesager. Ikke så meget fordi ministrene har været en del af skandalerne, men fordi håndteringen af de forskellige sager har slidt så meget på ministrene," siger Hans Engell.

Hyppig udskiftning er et politisk problem
Den hyppige ministerudskiftning går ud over det politiske håndværk ude i ministerierne. Det mener professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet, Peter Munk Christensen.

"Alle ministre er mere eller mindre amatører på deres fagområde, når de bliver udpeget. Og det tager jo noget tid at sætte sig ind i området. Så på den måde kan det hæmme det politiske arbejde, at der er så stor udskiftning," siger han.

Den opfattelse deler Tim Knudsen. Han kalder den hyppige ministerudskiftning for et demokratisk problem.

"En ny minister er ofte uprøvet på sit nye stofområde. Så der er jo en lang indkøringstid. I den periode er det embedsværket, der styrer butikken. Og når udskiftingen er stor, så lægges mere af ansvaret selvsagt over på embedsmændene. Det er et stort demokratisk problem," siger han.

,

Forrige artikel Thorning klar med lille rokade Thorning klar med lille rokade Næste artikel Vilhelmsen: Jeg bakker op om regeringsgrundlaget Vilhelmsen: Jeg bakker op om regeringsgrundlaget