Udkantsdanmark skal ikke forvente flere statslige arbejdspladser

JOB: Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) har ingen planer om at rykke flere statslige arbejdspladser ud i provinsen. Du har jo slet ingen planer, lyder anklagen fra Venstre og DF, der er klar med konkrete forslag.

Regeringen har ingen aktuelle planer om at rykke flere statslige arbejdspladser ud i landdistrikterne.

Det bekræftede minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) tirsdag i et åbent samråd, hvor han var indkaldt af Venstres ordfører for landdistrikter og små-øer, Birgitte Josefsen.

I de daværende oppositionspartier S og SF's fælles udspil "Aktiv hjælp til yderområderne" fra maj 2010 hed det ellers, at man ville "sikre flere statslige arbejdspladser uden for de store byer".

Den intention forfølger den nuværende minister for området altså ikke i dag, og det skuffer Birgitte Josefsen, der sammen med Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker står klar med både tæsk og konkrete forslag til Carsten Hansen.

V: Kan intet bruge
Birgitte Josefsen havde indkaldt til samrådet tirsdag for at få et overblik over regeringens holdning til placeringen af statslige arbejdspladser i landdistrikterne.

Samrådet var i bedste fald spild af tid, mente Birgitte Josefsen efterfølgende, og hun havde derfor ikke mange rosende ord til overs for Carsten Hansen.

"Jeg fik intet ud af samrådet, da vi har en minister, der overhovedet ikke formår at svare konkret på ét eneste spørgsmål," lød hendes reaktion.

Hun havde håbet på at høre om konkrete planer fra regeringens side på området, men måtte altså forlade samrådet med uforrettet sag.

Ministeren bekræftede efterfølgende over for Altinget | Bolig, at han ikke ligger inde med aktuelle planer om at flytte flere statslige arbejdsplader væk fra Hovedstadsområdet.

En del af forklaringen skal blandt andet findes i de omkostninger, der er forbundet med at flytte på arbejdspladser.

"Vores holdning er, at man godt kan flytte statslige arbejdspladser ud, så længe der er en faglig baggrund for det. Men det er også dyrt at flytte arbejdspladser den ene eller den anden vej, og derfor skal der være en mening med det. Det skal også passe sammen med det lokale miljø, erhvervsliv etc.," forklarede Carsten Hansen.

Han understregede samtidig, at de generelle besparelser på centraladministrationens drift i 2012 og 2013 naturligvis også vil ramme yderområderne, men at de fleste arbejdspladser i den sammenhæng rent faktisk forsvinder i Hovedstadsområdet.

Uenighed om omkostninger
At flytteomkostningerne skulle udgøre noget problem ryster Birgitte Josefsen imidlertid på hovedet af.

"Det forstår jeg simpelthen ikke. Derfor vil jeg også nu stille skriftligt spørgsmål på det. Han siger, at det er dyrt, men hvem siger, at en statslig arbejdsplads i udgangspunktet skal oprettes i Hovedstadsområdet? Derudover forstår jeg ikke regnestykket, da huslejen eksempelvis ofte er billigere i provinsen. Så det vil jeg bede ham komme med et regnestykke på," siger hun.

I forbindelse med samrådet oplyste Carsten Hansen blandt andet, at 56 procent af de statslige arbejdspladser i dag er placeret i provinsen, men de tal kan Birgitte Josefsen ikke bruge til meget, da ministeren ikke kunne redegøre for, hvor mange procent af den samlede befolkning, der er bosat uden for Hovedstadsområdet.

Også det vil V-ordføreren nu have Carsten Hansen til at redegøre for.

DF og V klar med konkrete forslag
Birgitte Josefsen vil dog ikke kun have ministeren til at regne, men opfordrer også til mere konkrete fremadrettede handlinger. Og her står hun gerne selv klar med forslag.

Blandt andet må han til at banke i bordet rundt på de andre ministerkontorer, mener hun.

"Regeringen sidder og ruller vækst- og udviklingsinitiativer tilbage på de forskellige områder. Det drejer sig blandt andet om de tiltag, vi fik implementeret i planloven til hjælp for små virksomheder. Det ligger hos miljøministeren, men jeg har ikke hørt Carsten Hansen anfægte den beslutning overhovedet," siger hun.

Samtidig peger hun blandt andet på planerne om at udfase oliefyr i løbet af de næste par år som kritisk for mange borgere i landdistrikterne.

Dansk Folkepartis landdistriktsordfører, Mette Hjermin Dencker, stemmer også i med flere konkrete forslag. Sammen med Birgitte Josefsen deler hun blandt andet den opfattelse, at universiteterne med fordel kunne sprede deres aktiviteter ud på et større geografisk areal.

"Hvorfor skal landbrugsuddannelserne eksempelvis ligge inde i byerne?" spørger hun retorisk over for Altinget | Bolig.

DF: Har ikke set ét eneste lovforslag
En del af de eftersøgte initiativer fra Birgitte Josefsen og Mette Hjermind Dencker ligger imidlertid ikke under Carsten Hansens ressortområde, og han måtte derfor også flere gange undervejs i samrådet henvise spørgsmål til ministerkollegaer.

Det er dog ikke godt nok for Mette Hjermind Dencker, der revser Carsten Hansen for ikke at have budt ind med konkrete handlinger på landdistriktsområdet.

"Vi har fået et område, der indeholder landdistrikterne, men vi har endnu ikke set et eneste lovforslag, der skal komme landdistrikterne til gode," siger hun. 

Forrige artikel Det vil regeringen med sin førtidspensions- og fleksjobreform Næste artikel Sådan ser en typisk førtidspensionist ud