Fisker ny departementschef for Antorini
OMROKERING: Efter fire måneder som departementschef i Sundhedsministeriet forlader Jesper Fisker jobbet for at tiltræde stilingen som departementschef for Børne- og Undervisningsministeriet fra 1. november.
Regeringens Udnævnelses- og Organisationsudvalg har i dag udnævnt Jesper Fisker som departementschef i Ministeriet for Børn og Undervisning. Han tiltræder stillingen den 1. november 2011.
Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Jesper Fisker, der er uddannet cand.scient.pol., kommer fra en stilling som departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Han har tidligere været departementschef i Socialministeriet, administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen, administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsafdelingen i Københavns Kommune, kommunaldirektør i Hillerød Kommune og socialdirektør i Brøndby Kommune.
Jesper Fisker erstatter Sophus Garfiel, som er nyudnævnt departementschef hos Margrethe Vestager i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Der er endnu ikke fundet en afløser til Jesper Fisker i Sundhedsministeriet.