EU, udenrigspolitik - og Joseph Nye
EU-DEBATTEN: EU's persongalleri fungerer endnu ikke. Public diplomacy vinder frem i disse år, men det skal handle om europæiske og globale borger-til-borger-relationer. Nyt Europas Søren Winther Lundby giver her sit bud på EU's udenrigspolitiske udvikling og udfordringerne heri.
Af Søren Winther Lundby
Administrerende leder, Nyt Europa
Opbygningen af EU's udenrigsministerium er ved at tage form. Catherine Ashton, EU's nye udenrigsminister, har sammen med sine nærmeste medarbejdere haft travlt med at få kabalen med tusinder af nye ansættelser til at gå op i en højere enhed. Den enhed, som gerne skulle give EU en fælles stemme i kampen for demokrati, menneskerettigheder og social markedsøkonomi. Om forarbejdet er gjort godt, er for tidligt at sige. Hvad jeg imidlertid er sikker på er, at i hvert fald to "systemfejl" har sneget sig ind allerede i udgangspunktet.
For det første lider hele konstruktionen af den formelle mangel, at EU's persongalleri endnu ikke fungerer. Trekløveret Barroso-van Rumpuy-Ashton har karakter af absurd teater. Hvem er egentlig Unionens ansigt udadtil? Det spørgsmål må kunne besvares langt bedre end i dag. Og det bør senest ske i 2014, hvor de europæiske socialdemokrater har annonceret, at de vil pege på deres kandidat til posten som præsident for EU-Kommissionen, inden vi som borgere afgiver vores stemme ved valget til Europa-Parlamentet.
Magten bliver forskubbet
De andre partier må nødvendigvis gøre det samme. Vi kan dermed forvente, at vi i 2014 for første gang får en præsident, som har et egentligt folkeligt mandat. Det bør have den afsmittende effekt, at præsidenten for Det europæiske Råd endegyldigt køres over i Unionens ceremonielle afdeling. Og det må også betyde, at EU's fremtidige udenrigsminister får et mere naturligt parløb med præsidenten for EU-Kommissionen. De to bør kunne finde en arbejdsfordeling, som er til at forstå, også i resten af den verden, hvor vi EU-borgere under alle omstændigheder vil udgøre under 7 procent.
En løsning af denne formelle systemfejl er inden for rækkevidde. Det er straks værre med den uformelle systemfejl, som jeg ser i forhold til EU's udenrigspolitik. En mangel, som jeg ikke mindst er blevet opmærksom på efter at have lyttet til Joseph Nye's samtidsanalyse af "power" (jf. TED). Sagen er, at magten til at gøre dette og hint på den verdensøkonomiske og -politiske scene forskubber sig i disse år. Fra få til mange lande og fra lande til borgere, der er samlet i løse, men alligevel signifikante Twitter- og Facebook-lignende strukturer.
Pointen er her, at vi netop ikke står med en proces, hvor fordums magthavere blot bytter plads med nye. Nej, sagen er, at ingen for alvor er i stand til at tage lederskabet. Alt dette er en længere historie, men det, der for mig at se står på bundlinjen, og som burde fylde meget mere i opbygningen af EU's udenrigspolitik, er, at det, verdens borgere foretager sig sammen - dagligt og på kryds og tværs af landegrænser - får stadig større betydning. Allerede i dag bruger vi 10 milliarder timer på Facebook hver måned, og selv om en stor del er pjank og pjat, og selvom mange af timerne er brugt i snævre nationale fora, så rummer det enorme timeforbrug alligevel en kerne af udenrigspolitisk betydning. Udenrigspolitik har endegyldigt passeret punktet for kurerdiplomati.
Version 2.0
Denne udvikling har vi endnu ikke taget konsekvensen af, og da slet ikke, når det handler om at opbygge en ny udenrigspolitisk enhed i EU. Public diplomacy er et begreb, der vinder frem i disse år, men alt for ofte reduceres bestræbelsen til en udbygning af den udenrigspolitiske kommunikationsafdeling. Vi har brug for en version 2.0, hvor det handler om at facilitere europæiske og globale borger-til-borger relationer i fuld skala. EU må i langt højere grad understøtte, at borgere og græsrodsorganisationer kan mødes med ligesindede i Hviderusland, Mellemøsten, Kina, Brasilien og andre af verdens lande.
Vi ved det jo godt, i landet hvor højskoler, idrætsfaciliteter og hele uddannelsessektoren er integrerede dele af vores demokrati. Hvorfor skulle det være anderledes med Europa og verden som helhed? Et kommende dansk formandskab for EU - sådan et har vi fra årsskiftet - kunne passende tage dette spørgsmål op. En idé kunne jo være et opkald til de danske højskoler for at høre, om den slags kan opbygges overalt i EU og resten af verden.
Administrerende leder, Nyt Europa
Opbygningen af EU's udenrigsministerium er ved at tage form. Catherine Ashton, EU's nye udenrigsminister, har sammen med sine nærmeste medarbejdere haft travlt med at få kabalen med tusinder af nye ansættelser til at gå op i en højere enhed. Den enhed, som gerne skulle give EU en fælles stemme i kampen for demokrati, menneskerettigheder og social markedsøkonomi. Om forarbejdet er gjort godt, er for tidligt at sige. Hvad jeg imidlertid er sikker på er, at i hvert fald to "systemfejl" har sneget sig ind allerede i udgangspunktet.
For det første lider hele konstruktionen af den formelle mangel, at EU's persongalleri endnu ikke fungerer. Trekløveret Barroso-van Rumpuy-Ashton har karakter af absurd teater. Hvem er egentlig Unionens ansigt udadtil? Det spørgsmål må kunne besvares langt bedre end i dag. Og det bør senest ske i 2014, hvor de europæiske socialdemokrater har annonceret, at de vil pege på deres kandidat til posten som præsident for EU-Kommissionen, inden vi som borgere afgiver vores stemme ved valget til Europa-Parlamentet.
Magten bliver forskubbet
De andre partier må nødvendigvis gøre det samme. Vi kan dermed forvente, at vi i 2014 for første gang får en præsident, som har et egentligt folkeligt mandat. Det bør have den afsmittende effekt, at præsidenten for Det europæiske Råd endegyldigt køres over i Unionens ceremonielle afdeling. Og det må også betyde, at EU's fremtidige udenrigsminister får et mere naturligt parløb med præsidenten for EU-Kommissionen. De to bør kunne finde en arbejdsfordeling, som er til at forstå, også i resten af den verden, hvor vi EU-borgere under alle omstændigheder vil udgøre under 7 procent.
En løsning af denne formelle systemfejl er inden for rækkevidde. Det er straks værre med den uformelle systemfejl, som jeg ser i forhold til EU's udenrigspolitik. En mangel, som jeg ikke mindst er blevet opmærksom på efter at have lyttet til Joseph Nye's samtidsanalyse af "power" (jf. TED). Sagen er, at magten til at gøre dette og hint på den verdensøkonomiske og -politiske scene forskubber sig i disse år. Fra få til mange lande og fra lande til borgere, der er samlet i løse, men alligevel signifikante Twitter- og Facebook-lignende strukturer.
Pointen er her, at vi netop ikke står med en proces, hvor fordums magthavere blot bytter plads med nye. Nej, sagen er, at ingen for alvor er i stand til at tage lederskabet. Alt dette er en længere historie, men det, der for mig at se står på bundlinjen, og som burde fylde meget mere i opbygningen af EU's udenrigspolitik, er, at det, verdens borgere foretager sig sammen - dagligt og på kryds og tværs af landegrænser - får stadig større betydning. Allerede i dag bruger vi 10 milliarder timer på Facebook hver måned, og selv om en stor del er pjank og pjat, og selvom mange af timerne er brugt i snævre nationale fora, så rummer det enorme timeforbrug alligevel en kerne af udenrigspolitisk betydning. Udenrigspolitik har endegyldigt passeret punktet for kurerdiplomati.
Version 2.0
Denne udvikling har vi endnu ikke taget konsekvensen af, og da slet ikke, når det handler om at opbygge en ny udenrigspolitisk enhed i EU. Public diplomacy er et begreb, der vinder frem i disse år, men alt for ofte reduceres bestræbelsen til en udbygning af den udenrigspolitiske kommunikationsafdeling. Vi har brug for en version 2.0, hvor det handler om at facilitere europæiske og globale borger-til-borger relationer i fuld skala. EU må i langt højere grad understøtte, at borgere og græsrodsorganisationer kan mødes med ligesindede i Hviderusland, Mellemøsten, Kina, Brasilien og andre af verdens lande.
Vi ved det jo godt, i landet hvor højskoler, idrætsfaciliteter og hele uddannelsessektoren er integrerede dele af vores demokrati. Hvorfor skulle det være anderledes med Europa og verden som helhed? Et kommende dansk formandskab for EU - sådan et har vi fra årsskiftet - kunne passende tage dette spørgsmål op. En idé kunne jo være et opkald til de danske højskoler for at høre, om den slags kan opbygges overalt i EU og resten af verden.
