Løkke vil relancere skattestoppet

SKATTESTOP: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil relancere skattestoppet, siger han i ny bog. Det skal åbne for nye sundhedsafgifter, hvis de bliver nødvendige. Regeringens egne skatteordførere er imidlertid ikke begejstrede.

Regeringens omdiskuterede skattestop skal relanceres i en ny udgave.

Budskabet kommer fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der fremsætter sin idé i den nye samtalebog "I orkanens øje", der udkom for få dage siden.

Relanceringen af skattestoppet skal understege, at det stadig er i live, oven i købet som regeringens "kronjuvel" - men skattestoppet skal også ændres, således at det i højere grad bliver muligt for regeringen i at skrue på sundhedsafgifterne, end det er i dag.

"Vi skal have en definition på skattestoppet, så vi om tre-fire år kan hæve tobaksafgifterne, uden at man kan råbe løftebrud efter os. Fra starten har vi defineret de betingelser, under hvilken skatten kan sættes op, hvis man sætter en anden tilsvarende ned. Her har vi nævnt miljøafgifter, men ikke sundhed, og det bør komme med, når vi relancerer skattestoppet," siger Lars Løkke Rasmussen i bogen.

Skal overflødiggøre "vindue"
Regeringens oprindelige skattestop fra 2001 definerede, at ingen afgifter kunne sættes op, med mindre det var nødvendigt op grund af EU, miljøet eller andre "tvingende grunde". Det var imidlertid ikke muligt at gøre på grund af særlige sundhedshensyn. Da regeringen tidligere i år ville forhøje afgifterne på alkohol og tobak, var den da også nødt til argumentere med, at det skete inden for rammerne af det "vindue" i skattestoppet, som skattereformen fra 2009 havde åbnet.

"Vinduet" er imidlertid ifølge regeringen nu lukket, og dermed kan sundhedsafgifterne ikke uden videre sættes op uden at bryde skattestoppet. Men hvis definitionen ændres, vil det give regeringen betragtelig større handlefrihed.

VK-ordførere: Helt unødvendigt
Statsministerens idé om en relancering og en ny definition af skattestoppet vækker imidlertid ikke umiddelbart stor begejstring de to regeringspartier. Skatteordfører Mads Rørvig fra Løkke Rasmussens eget parti ser således slet ikke noget behov for at ændre noget:

"Som jeg ser skattestoppet, fungerer det fint, som det er nu, også i forhold til tobaksafgifterne. Det danner rammerne for min politik, og jeg har ikke nogen planer om at relancere det. Men gode forslag er selvfølgelig velkomne," siger Rørvig.

Heller ikke den konservative Mike Legarth rækker armene i vejret. Han siger, at han aldrig har hørt om statsministerens idé før:

"Det er ikke noget, vi har nogen umiddelbare planer om at gøre. Statsministeren har åbenbart - men jeg synes ikke, det er nødvendigt. Vi har et skattestop, der fungerer glimrende. Men hvis han har nogle gode idéer til at ændre det, så vil jeg da på den anden side heller ikke afvise at være med til det. Men det vil kræve en grundig debat, så folk ikke bliver forvirrede, og så de fortsat kan opleve den tryghed, som skattestoppet er udtryk for," siger Mike Legarth.

Lund Poulsen: Kun hvis Tyskland gør det
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) afviser, at der er et "nyt skattestop" på vej, hvor der vil kunne indføres nye sundhedsafgifter uden videre. Han siger, at der kun er tale om at øge fleksibiliteten i skattestoppet, så Danmark vil kunne holde sundhedsafgifterne på samme niveau som den i vore nabolande - i den specifikke situation hvor f.eks. den tyske regering på et tidspunkt i fremtiden måtte ændre på f.eks. deres tobaksbeskatning:

"Hvis spørgsmålet er, om vi har planer om at lave et nyt skattestop, hvor en sundhedsskat bare kan argumenteres ind, så er svaret definitivt nej. Men der er et potentielt problem - et lille hjørne - i, hvad Danmark skal gøre, hvis tyskerne sætter f.eks. tobaksafgiften op," siger Troels Lund Poulsen og nedtoner betydningen af statsministerens udmelding: 

"Det er ikke rigtigt, at vi er ved at lave en stor relancering. Er der ting i skattestoppet, der kan udfordres? Ja, der er det lillebitte hjørne, at hvis tyskerne sætter afgifterne op, så kan vi ikke også gøre det. Det er helt fornuftigt og meget vedkommende at diskutere det."

Forrige artikel PLO roser Kræftplan III Næste artikel Erhvervsskolerne blev finanslovens tabere Erhvervsskolerne blev finanslovens tabere