Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Dam Kristensen: Dagpengekommissionen skal have fred

SVAR: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) slår fast, at tiden ikke er inde til at lægge sig fast på konkrete forslag og modeller for fremtidens dagpengesystem. Regeringen har nedsat dagpengekommissionen, og vil afvente afrapporteringen herfra.

Corydon: Derfor har vi brugt 4 mia. kroner på dagpengemodtagere

SVAR: Finansminister Bjarne Corydon (S) forklarer, i et svar til Enhedslisten, at regeringen har indgået en række politiske aftaler med SF og EL for at afbøde konsekvenserne af en "alt for hård" indfasning af DF’s og VK-regeringens dagpengereform. Ministeren vurderer, at de samlede udgiftsmæssige konsekvenser af disse aftaler beløber sig til over 4 mia. kroner opgjort inklusive midler til kontantydelsen.

Minister: Utilfredsstillende med forsinkede data fra jobindsats.dk

SVAR: I forhold til de årlige ministermål for beskæftigelsesindsatsen skal der efter planen opstilles indikatorer på Jobindsats.dk, som kommunerne kan vælge at benytte som led i deres opfølgning på arbejdet med ministermålene. Når disse indikatorer endnu ikke har været opdateret med data for 2015, er det ifølge beskæftigelsesministeren ikke tilfredsstillende.

Minister svarer om ansættelse af udenlandske studerende

SVAR: Beskæftigelsesministeren forklarer i et svar til Venstre, at det fremgår af udenlandske studerendes opholdskort, om den studerende må arbejde samt det tilladte antal timer. En arbejdsgiver kan således ved et kig på bagsiden af opholdskortet se om - og i hvilket omfang - den pågældende må arbejde.

Antorini vil kigge på mulighederne for danske lærlinge i Sverige

SVAR: De nordiske lande har nedsat en uformel rådgivningsgruppe bestående af arbejdsmarkedets parter på tværs af landene. På baggrund af resultaterne af denne indsats vil undervisningsministeren overveje, om der er grundlag for at tage kontakt til sin svenske kollega med henblik på at sikre adgang for danske lærlinge til lærepladser i Sverige og omvendt.

RUT-tilsyn kan føre til kontrol i private boliger uden retskendelse

SVAR: Det følger af arbejdsmiljølovens § 76, at Arbejdstilsynets medarbejdere uden retskendelse mod behørig legitimation til enhver tid har adgang til offentlige og private arbejdssteder. Tilsynet har mulighed for at gennemføre tilsyn alle steder, hvor der udføres arbejde af erhvervsmæssig karakter. Det gælder også i private boliger, og også selvom ejeren ikke er hjemme.

Corydon: Disse reformer vil vi arbejde for

SVAR: Finansministeren forklarer, at regeringen har som mål at øge BNP med 40 mia. kr. og frigøre 12 mia. kr. i den offentlige sektor. Det vil regeringen indfri gennem reformer, der styrker erhvervslivets vilkår og fremmer produktiviteten samt reformer, der sigter mod at få flere ind på arbejdsmarkedet og øger arbejdsudbuddet. Dertil kommer reformer, der skal sikre en bedre organisering af uddannelser og drift af den offentlige sektor

Dam Kristensen: Ankestyrelsens afgørelser er endelige

SVAR: Beskæftigelsesministeren slår fast, at Ankestyrelsens afgørelser er endelige, idet Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Når Ankestyrelsen træffer en afgørelse, er den bindende for kommunen. En anmodning om genoptagelse har ikke opsættende virkning.

Minister: Naturligt med forskel på resultaterne i jobcentrene

SVAR: Når vi har 94 jobcentre, som varetager beskæftigelsesindsatsen, vil der samtidig altid være kommunale forskelle i resultaterne, siger beskæftigelsesministeren. Det kan skyldes, at nogle kommuner gør det bedre end andre kommuner. Forskellene kan dog også skyldes, at de enkelte kommuner ikke har samme rammevilkår og udfordringer, som slår ud i forskellige prioriteringer i indsatsen.

Minister kigger kritisk på kommunernes fordeling af sygedagpenge

SVAR: Hvis man er syg og er berettiget til det, så skal man selvfølgelig have sygedagpenge, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S). Han har nu bedt Ankestyrelsen foretage en praksisundersøgelse af kommunernes anvendelse af reglerne om uarbejdsdygtighed, ligesom har har bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at sende en orientering til kommunerne om reglerne på området.