Seniorchef: BUM-modellen sikrer lige behandling, men ikke ligestilling mellem borgere

I Kolding gennemførte vi for nogle år siden en designundersøgelse af cirka 320 borgeres møde med os som kommunalt "system".

Vi var optaget af – og det er vi stadig – hvordan vi kan møde hvert enkelt menneske med respekt. Vi er overbeviste om, at svarene på mange af velfærdssamfundets udfordringer ligger i, at vi som fagpersoner er levende nysgerrige på det enkelte menneskes situation.

Hvad er egentligt i borgerens eget perspektiv "den første sten på vej", som vi sammen skal have ryddet af vejen, for at borgeren kan komme videre med et meningsfuldt liv?

Ud af munden på dygtige fagprofessionelle fyger der ofte bud på svar på borgerens udfordringer, længe før borgeren selv har fået lov til at folde sit liv, sine ønsker, drømme og behov ud. Fordi det er det, vi er uddannet til; at finde svar på borgerens udfordringer.

Resultatet af designundersøgelsen blev en ny strategi der hedder Selvværd og Sammenhæng, og som indeholder flere leveregler for medarbejdere, der er ansat hos os.

At borgerne oplever manglende sammenhæng i mødet med kommunen, vidste vi faktisk godt.

Men at borgerne massivt fortalte os, at deres selvværd forsvinder i mødet med os, at de føler sig som en brik, en sag, et CPR-nummer og ikke som et unikt menneske med et levet liv, særpræg, håb og individuelle ønsker... det var en indsigt, der gjorde ondt. En indsigt vi stålsat arbejder på at ændre.

Lige behandling er ikke ligestilling

Men hvad har alt det med BUM-modellen at gøre?

Det styringsprincip, som BUM-modellen jo er, gør, at kommunerne ofte har skabt rammer, der placerer bestilleren langt væk fra modtageren. Det betyder, at bestillerens kendskab til den enkelte borger, og borgeren liv, skal hentes i få telefonsamtaler eller et enkelt besøg i hjemmet, samt skriftligt materiale fra læge, sygehus og de medarbejdere, der besøger hjemmet.

Distancen mellem bestiller og modtager skal i teorien sikre mere objektivitet og ens behandling af borgerne, men borgerne bliver ikke ligestillet ved, at vi behandler dem ens. Vores designundersøgelse viste, at oplevelsen af bureaukrati ofte begynder ved den allerførste kontakt.

Udfører oplever, at den visiterede hjælp ikke altid passer til borgerens aktuelle behov. De kan ikke selv tilpasse den visiterede hjælp, og afstanden til visitationen er stor.

{{toplink}}

Hele vejen gennem BUM-modellens træghed oplever medarbejderne – fra visitatoren til hjemmehjælpens planlæggere - at der bruges meget tid på skriftlig og formaliseret dialog via omsorgssystemerne.

Derfor er vi er i gang med at implementere en delvis decentralisering af vores visitation. Den enkelte bevilliger har faste arbejdsdage hos leverandøren. Dette for at sikre bedre relationer, mundtlig dialog mellem visitator og udfører, og større gensidig forståelse for borgerne og hinandens opgaver og faglighed.

Mindre, faste teams

Vi er ligeledes i gang med en organisering af hjemmehjælpen i mindre, faste teams, der skal understøtte kontinuitet og kendskab til borgeren, hvilket giver øget ansvar i dialogen mellem visitator og udfører.

En organisering i mindre, faste teams understøtter det faglige og økonomiske ansvar, som følger med mere rummelige bevillinger. Kulturen i de små teams understøtter, at man forholder sig til tiden, man bruger hos borgerne.

I Kolding Kommune foregår re-visitation ved, at udføreren henvender sig til planlæggeren, når der er behov for at ændre i bevilliget hjælp. Planlæggeren justerer i ydelser og kørelister i samme arbejdsgang, og får sparring fra visitatoren på dennes faste arbejdsdage i gruppen. Visitatoren og planlæggeren har fælles ugentlige møder, hvor de gennemgår den forgangne uges ændringer.

Erfaringerne er positive. Indtil nu har vi ikke haft re-visitationer, hvor visitatoren har været uenig i planlæggerens beslutning, og begge oplever de, at processen er langt smidigere og effektiv.

Vi trækker beslutningskraften tættere på borgernes levede liv og hverdag, og lader de medarbejdere, der er tættest på borgerne og sammen med dem, vurdere hvilken hjælp der er behov for. Det værner om borgerens selvværd, det skaber sammenhæng i hjælpen, og det gør medarbejdernes hverdag mere meningsfuld.

debat@altinget.dk