Nu med mere magt og mere på spil: Denne gang skal Løhdes store sundhedsreform lykkes

”Det er en mere erfaren minister, der sidder her nu.”  

Sophie Løhde (V) sidder ved et stort rundt mødebord på sit nye ministerkontor.   

Altinget har inviteret sig selv på besøg på Sundheds- og Indenrigsministeriets nye adresse i Slotsholmsgade for at høre ministeren sætte ord på den opgave, der ligger foran hende.  

Hun har prøvet det før.

At skulle være sundhedsvæsenets øverste politiske chef. At være betroet den politiske opgave, som suverænt flest vælgere anser som den vigtigste.

Hun har en gang før forsøgt at tegne et nyt danmarkskort for sundhedsvæsenet.   

Men denne gang er alligevel noget andet. Både sundhedsvæsenets problemer, de nødvendige løsninger, og magten til at nå derhen har en helt anden tyngde end i 2015, da hun sidst blev udnævnt som sundhedsminister.  

Men når man spørger hende, om den største forskel fra sidst, hun bestred posten, begynder hun et andet sted – hos sig selv.  

”Evnen til at huske at hvile i sig selv - det er nok noget af det, jeg er blevet bedre til som menneske og som politiker."  

Og den evne har allerede været sat på prøve. For hvis politik var en popularitetskonkurrence, overtager Sophie Løhde posten bagud på point.  

Som politisk ordfører var det før valget i november hendes rolle at hamre løs på S-regeringen og give flyvehøjde til blå bloks kampagne mod statsministerens "magtfuldkommenhed”.  

Derfor har hun været en af de mest kritiserede skikkelser i Venstre, efter partiet droppede at forfølge minksagen og advokatundersøgelsen af Mette Frederiksen for i stedet at gøre hende til statsminister og ledsage hende i regeringen.  

Det har kostet.  

I en Epinionsmåling før jul var Sophie Løhde regeringens mest upopulære minister. En måling, der i øvrigt kårede hendes forgænger, nuværende miljøminister Magnus Heunicke (S) – som den mest populære.  {{toplink}}

Det er paradoksalt, for blandt aktørerne på sundhedsområdet vurderes hun generelt som en fagligt stærk politiker. Mange husker hende som en vidende sundhedsminister, der bag lukkede døre var lyttende og løsningsorienteret - langt fra den retoriske rundsav, hun var som politisk ordfører.  

De sløje målinger forklarer hun da også selv med rollen som politisk ordfører:  

”Dels er du den, der skal stå forrest i feltet nogle gange - også under nogle rigtig trælse og dårlige sager. Der er det opgaven at beskytte formanden. Man har generelt en helt anden rolle med at gå til stålet og være lidt mere hård i filten.”  

En ting er popularitetsmålinger. Men ved den vigtigste måling, nemlig folketingsvalget, gik hun modsat mange partifæller frem i personligt stemmetal. Med mere end 12.000 stemmer fik hun tredje flest blandt landets Venstrekandidater – endda i Danmarks næstmindste storkreds, Nordsjælland.  

Den nye Løhde: Færre røde lamper   

Sophie Løhde reserverer dog ikke den skarpe tone til den offentlige debat.   

På Slotsholmen har hun i en årrække haft ry for at være en hård og kontant politisk chef. Selvom mange embedsmænd har været glade for at arbejde for hende, har en del gennem årene også slået sig på hendes kontante tone og høje krav til medarbejdere i parti- og ministerkontorerne.  

Sidste år fik den brede offentlighed indblik i den side af Løhde, da 12 tidligere medarbejdere i B.T. anonymt beskyldte hende for en mildest talt ubehagelig tone og adfærd. 

Selv mener Sophie Løhde, at artiklen var unuanceret, og at B.T. manglede vidnesbyrd fra medarbejdere, som hun ved har en positiv opfattelse af hende.  Alligevel fortæller hun, at det ikke er den samme Sophie Løhde, der nu vender tilbage som minister.   

Hun har det i dag langt nemmere med andres fejl. Det ligger hende på sinde at få sagt, mærker man. For når man hviler mere i sig selv, ændres tolerancetærsklen overfor andre, understreger hun. Og den tærskel er et helt andet sted i dag:  

"Første gang, jeg blev minister, havde jeg nok en tendens til at se røde lamper, lige så snart at der var dårlige sager og fejl, der dukkede op til overfladen,” siger Sophie Løhde.  

”I dag ved man godt, at det altså ikke er sikkert, at man ryger som minister næste morgen.”  

Er du blevet en mildere minister?  

”Jeg føler i hvert fald, at jeg hviler meget mere i mig selv i forhold til at se mindre tungt på fremtiden. Selvfølgelig sker der fejl, og det må man lære at håndtere,” siger hun.  

Store problemer. Endnu større forventninger  

Hvis udviklingen hos Sophie Løhdes selv er positiv, er bevægelsen modsat ude i den virkelighed, hun skal være minister for.   

”Sundhedsvæsenet er samlet set i en dårligere stand, end da jeg var sundhedsminister sidst,” konstaterer hun.  

En påstand der er svær at indvende noget imod. Selvom der ikke længere er erklæret coronaepidemi og politisk undtagelsestilstand, er presset på de danske sygehuse det samme som de to foregående år – hvis ikke større.  

Krisen er blevet permanent. Den værste i 30 år ifølge Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Akutafdelingerne overbelægges, ventelisterne til operationsstuerne forbliver lange, og personalet siver væk netop de to områder.  

Sophie Løhdes første opgave er at få gennemført endnu en akutplan. En her-og-nu pakke for de næste to år.  Men i horisonten lurer også et kraftigt stigende antal ældre, flere kronikere og en truende mangel på mennesker, der vil bruge deres arbejdsliv på at passe på dem.  

Sophie Løhde skal stå i spidsen for et renoveringsprojekt, der skal sende sundhedsvæsenet tilstrækkeligt robust ind i fremtiden. 

Og som om det ikke er nok, så er danskernes forventninger til regeringen tårnhøje på sundhedsområdet. Det er suverænt det politiske tema, flest angiver som det vigtigste for politikerne at håndtere, som en Epinionsmåling viste kort før jul.  {{toplink}}

Målingen viste også, at netop en midterregering som den nuværende er vælgernes favorit til at tage sig af sundhedsområdet. I skrivende stund kan den opbakning dog allerede være svundet ind, men det siger lidt om de forventninger, der er bygget op.  

Sundhedsområdet kan meget vel være dét sted, hvor SVM-regeringens velfærdspolitiske eftermæle afgøres. 

Så det er svært at overdrive, hvor vigtig en opgave Sophie Løhde er blevet stillet af Frederiksen, Ellemann-Jensen og Løkke Rasmussen.   

”Jeg ved godt, at det bliver hamrende svært. Til gengæld brænder jeg også for det. I al beskedenhed synes jeg, at jeg har faglige forudsætninger for at være indenrigs- og sundhedsminister,” siger hun.  

Indenrigsministeriet er kommet hjem  

Erfaringen er suppleret med en større værktøjskasse end sidst.   

Denne gang er Sophie Løhde nemlig også indenrigsminister. Det vil sige minister for landets kommuner.

”De to områder passer helt fantastisk sammen, og det er derfor, jeg siger, at Indenrigsministeriet er kommet hjem til Sundhedsministeriet,“ siger hun og kommer med et eksempel.  

”Hvis man nu besluttede sig for at ændre i KMF (den kommunale medfinansiering, red.), så bevirker det, at det har udligningsmæssige konsekvenser for kommunerne.”  

Vel er det tørt. Men det er vigtigt.  

”Det er et eksempel på noget, som ikke er særlig synligt for almindelige mennesker, men som har meget stor betydning for, hvilke forandringer du kan drive og gennemføre,” siger hun.  

Sophie Løhde er velbevandret i velfærdsstatens maskinrum. Hun har arbejdet med sundhedspolitik det meste af sit voksne liv. Fra da hun i 2001 blev valgt ind i Frederiksborg Amtsråd og fem år senere røg i Rudersdal Kommunalbestyrelse og det dengang nyoprettede regionsråd for Region Hovedstaden.  

Fra første række har hun op gennem 00’erne oplevet, hvordan sundhedsvæsenet har gennemgået betydelige forandringer. Størst af alle nok strukturreformern fra 2007.  {{toplink}}

Måske var det arkitekten bag de to reformer, som inspirerede hende til selv at række ud efter indenrigsministerposten, da opgaverne skulle fordeles i SVM-regeringen før jul.  

Det var nemlig med titel af netop indenrigsminister- og sundhedsminister, at Lars Løkke Rasmussen (M, dengang V, red.) lavede den måske største reform af velfærdsstrukturen i Danmark i nyere tid, da han nedlagde 14 amter og erstattede dem med 5 regioner. Siden da har kun Bertel Haarder i en kort periode kombineret de to ressortområder.  

Nu har Løhde ifølge hende selv fået den nødvendige værktøjskasse.  

”Hvis man skal drive store forandringer for sundhedsvæsenet, er det nødvendigt ikke kun at krasse lidt i overfladen, men også komme hele vejen rundt om det organisatoriske, det strukturelle, og de finansieringsmæssige systemer,” siger hun.  

Og hun får brug for at kunne komme hele vejen rundt. For når man flytter sundhedsopgaver rundt i velfærdsstaten, flytter man også en regning med, som hurtigt løber op.  

Nu er hun både chef for de embedsmænd, der udvikler politik for regionerne og dem, der gør det for kommunerne. Og dem, der sammen med Finansministeriet skal placere regningen.  

”Det betyder jo også, at vi nu sidder helt med, når der skal forhandles økonomiaftaler, både med regionerne og med kommunerne,” siger hun.  
Sundhedsministeren har ellers traditionelt ikke haft meget at skulle have sagt i de årlige økonomiaftaler med kommunerne. Men det får Løhde. 

Udover at have spillet en central rolle, da et sundhedsspækket regeringsgrundlag blev forhandlet og formuleret, er hun nu placeret i regeringens to centrale udvalg - Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget. Og det for en regering, der i øvrigt ikke først skal ud og lede efter et flertal, når bare den er blevet enig med sig selv.

Da Jakob Ellemann-Jensen meldte sig syg, blev Løhde posititon kun endnu mere central.  

Gammel politik på nye flasker?  

Sundhedsministeren har med andre ord fået mere magt.  

Og det får hun brug for.  

Blandt andet når hun nedsætter den kommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan strukturen i sundhedsvæsenet skal se ud i fremtiden. 

For hos Løhde og resten af SVM-regeringens er analysen klar: der er brug for en reform af den måde, vi organiserer velfærdsstaten på, når det kommer til danskernes helbred. Flere opgaver skal ud i kommunerne, og hele det nære sundhedsvæsen skal styrkes.

Sundhedsstrukturkommissionen er den blevet døbt.  

Det minder lidt om sidst, hun var sundhedsminister. Her fik hun også til opgave at udvikle en samlet plan for sundhedsvæsenet.  

En opgave hun satte ”Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” til at komme med anbefalinger til. Der sad KL, Danske Regioner og staten så og skulle blive enige om, hvem der i fremtiden skulle gøre hvad. Udvalget kom med 20 anbefalinger, som ingen længere taler om.  

”Det er jo et faktum, at nogle af de udfordringer, man turnerede med i 2016, er de samme som nu i 2023. Desværre."

Forløbet dengang viser, hvorfor denne gang skal være helt anderledes, mener hun.  

”Vi stikker spaden væsentligt dybere i jorden denne gang. Det er ikke en sygehuskommission, det er en kommission for den samlede fremtidige sundhedsvæsen og dermed også for organiseringen, strukturen og finansieringen af det.” {{toplink}}

Om det spadestik også indebærer, at man nedlægger regionerne, er stadig uafklaret.

Regionerne undgik kniven i regeringsgrundlaget, hvor Lars Løkke Rasmussen ellers var nået et godt stykke vej med at få dem afviklet. Efter sigende stod både Region Sjælland og Region Nordjylland langt ind i regeringsforhandlingerne til at blive nedlagt, men blev skånet i den endelige aftale mellem de tre regeringspartier.

“I stedet for et lunkent kompromis har vi besluttet at se på det hele med friske øjne,” som Moderaternes formand formulerede det på Marienborg, da SVM-regeringen trådte frem.  

Lars Løkke var også nået et godt stykke vej tilbage i 2019. Dengang var Sophie Løhde innovationsminister, men spillede alligevel en central rolle i arbejdet med den sundhedsreform, regeringen faktisk nåede at sikre politisk flertal for før folketingsvalget i 2019.  

En reform, der ville have afskaffet regionerne, som vi kender dem. Men Løkke og Løhde tabte som bekendt flertallet, regeringsmagten og deres sundhedsreform.  

I skrivende stund er sundhedsstrukturkommissionen ikke nedsat endnu, og heller ikke beskrevet i et kommissorium. Men Løhde understreger, at medlemmerne fuldstændigt fordomsfrit skal se på alle dele af sundhedsvæsenet og komme med flere modeller for en fremtidig struktur – også den demokratiske struktur.  

Og denne gang forventer hun ikke, at KL og Danske Regioner inviteres med ind i den fordomsfrie kommission.

Med andre ord – regionernes skæbne er stadigvæk ikke afgjort.   

Ikke så liberal, at det gør noget  

Den fordomsfrie tilgang til sundhedspolitikken findes også i Løhde selv. I hvert fald er hun ikke så optaget af hvilken farve, man vil give hendes sundhedspolitik.  

”Som politiker har jeg jo aldrig været drevet af hardcore ideologi. Og ideologi er noget bras, sagde nogen engang,” siger Sophie Løhde.  Henvisningen til det gamle Schlüter-citat får smilet frem hos ministeren. Og så bliver hun alvorlig igen.  

”Jeg er ikke liberalist, men jeg er liberal, fordi jeg har et grundsyn på, at vi som mennesker er født lige, og at vores opgave som liberale er at sikre, at vi får de lige muligheder i livet til at udfylde og gribe efter mulighederne.”  

Og netop det fravær af ”hardcore ideologi” demonstrerer hun – måske ubevidst – da hun i de efterfølgende minutter anlægger interviewets hidtil mest passionerede tone og drejer samtalen ind på social ulighed i sundhed.  

Ikke et klassisk kampområde for borgerlige partier, der ofte hellere ynder at tale om geografisk ulighed i sundhed.  

”Vores forudsætninger og muligheder som mennesker for at gribe ud efter de lige muligheder, er meget forskellige. Vi har både en social ulighed i vores sundhed og en geografisk ulighed i sundhed.  Og jeg er meget optaget af begge dele som liberal,” siger Sophie Løhde.  

Hun lægger op til, at vi i sundhedspolitikken fremover skal være mere åbne for den pointe, som Lægeforeningen og ulighedseksperter har talt om i årevis: Hvis alle skal have lige meget gavn af turen igennem sundhedsvæsenet, skal patienter med samme sygdomsbillede ikke altid behandles ens.  

”Derfor bør vi måske også på nogle områder diskutere behovet for at differentiere nogle af de tilbud om indsatser og kontroller og andet, vi har i vores samlede sundhedsvæsen. Der er stor forskel på at være en super velbehandlet diabetiker, der måske har en karriere på arbejdsmarkedet, og så at være en multisyg patient.”  {{toplink}}

Men er der så ingen ideologi tilbage på sundhedsområdet? Venstre har droppet snakken om brugerbetaling, har fokus på psykiatri og har kastet milliarder efter det offentlige sundhedsvæsen. Imens har Socialdemokratiet sluppet modstanden mod både privathospitaler, sundhedsforsikringer og behandlingsgarantier.  

Det vil Løhde ikke gøre sig til dommer over.  

”Det vil jeg da lade de store ideologer om at skændes om. Der er jeg nok bare mere optaget af et forsøg på sund fornuft og faglig indsigt. Det er også det vigtigste på Sundhedsområdet. Og det er det, jeg lader mig drive af, snarere end ideologiske skrifter og andet.”  

Vil man nå det hele, når man ingenting  

Løhde har formentlig heller ikke tid til at fortabe sig i ideologiske diskussioner. For hun får travlt.  

Ud over på kort sigt at skulle stabilisere landets akutafdelinger og få taget det første livtag med ventelisterne, så venter der Sophie Løhde en nærmest endeløs række af opgaver fra regeringsgrundlaget - samt andre hængepartier, som blev kastet til side på grund af coronakrise og sygeplejekonflikten.  

10-årsplanen for psykiatrien skal genbesøges. S-regeringens sundhedsreform fra maj 2022 skal implementeres. En dyr og kompliceret kvalitetsplan for den kommunale sundhedsindsats skal rulles ud. Og så er der slagsmålet om højere løn til sundhedspersonalet, som kan eksplodere igen til foråret, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine konklusioner.  

Alt sammen velfærdspolitik på de helt store nagler.  

Og så har vi ikke engang nævnt temaer som forebyggelse, life science og personlig medicin.

Men Sophie Løhde har lært, at hun og embedsværket er nødt til at finde et arbejdstempo, som kan stå distancen.  

”Altså, jeg synes, jeg havde rigtig meget fart på sidste gang, jeg var minister,” siger hun.  

Dengang arbejdede hun nærmest i konstant sprint. Nu har hun indset, at maratonløberens mere kontrollerede tempo er nødvendigt for at stå distancen.  

Det budskab må falde på et tørt sted hendes embedsfolk. Et stort antal medarbejdere, herunder centrale chefer, har de seneste år droppet både Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen som arbejdsplads. Og i sommer fik departementet et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af højt arbejdspres.  {{toplink}}

Selvom både tempo og ambitioner stadigvæk er høje, vil hun nøje overveje antallet af problemer, som hun og ministeriet kaster sig over på én gang.  

”Det handler om evnen til at kunne prioritere, hvilke ting der skal gøres og i hvilken rækkefølge.”  

Hun mener ikke, at det nødvendigvis betyder, at man får gennemført færre ting:  

“Hvis man forsøger at nå alt på en gang, så når man ingenting.“  

Nu fik hun i hvert fald nået en times interview med Altinget.  

På gangene i ministeriet står der stadig flyttekasser fra de mange embedsmænd, der har skiftet adresse, og udenfor er bygningen pakket ind i stillads. Både bygge- og flytterod er lige nu et vilkår for Løhde og hendes folk.  

Ligesom det nok også bliver et vilkår mange steder i velfærdsstaten, når Løhde i de kommende år indleder det, der kan blive en af de helt store renoveringer af det danske sundhedsvæsen.  

Værktøjskassen er i hvert fald fyldt. 

wind@altinget.dk, ole@altinget.dk