Ældrerådsmedlemmer: Kommunalpolitikere skal bruge magten til at forhindre misrøgt af ældre

Regeringen og dens støttepartier skød i foråret et forslag ned fra den borgerlige opposition om formaliseret bruger- og pårørendeinddragelse i alle plejehjemsbestyrelser. Nu ligger opgaven hos de nyvalgte kommunalpolitikere, skriver to medlemmer af Ældrerådet i København.

Af Lone Skov Al Awssi og Lisbeth Sølver
Medlemmer af Ældrerådet i Københavns Kommune

Hver gang oplysninger om misrøgt af vores svageste medborgere slipper ud til offentligheden, udtrykker politikerne deres afsky. Ja, social- og ældreminister Astrid Krag (S) blev ligefrem rasende, da Berlingske i november kunne afsløre, hvordan demente ældre borgere på et plejehjemmet Møllegården i Gladsaxe med udsat for ydmygelser af personalet.

Det er godt, at politikerne viser følelser, men det er slet ikke nok. De er nødt til også at blive meget konkrete. Der skal handling bag følelserne, og det skal ske nu, inden utrygheden i befolkningen vokser, og inden flertallet af de ansatte, som gør en dygtig og engageret indsats hver eneste dag, får nok og opgiver. De rammes hver gang indirekte af de uhyggelige historier.

De pårørende til de ældre på Møllegården i Gladsaxe måtte læse om fornedrelserne i aviserne. Kommunen og ledelsen af plejehjemmet havde ikke indkaldt dem til et møde eller talt med dem individuelt.

Det blotlægger et svagt punkt i vores drift af plejehjemmene. Vi er nødt til at knytte de pårørende tættere på ledelsen og medarbejderne på hvert eneste plejehjem i Danmark. Kun på den måde kan vi forebygge dårlig ledelse og en forrået kultur.

Kommunalpolitikere skal gribe stafetten

Med andre ord skal vi have en formaliseret bruger- og pårørendeinddragelse på alle plejehjem.

I foråret stillede Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance et forslag om plejehjembestyrelser med bruger og pårørende på alle landets kommunale plejehjem. Konservative støttede op om forslaget, men det blev desværre forkastet af et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale. 45 stemte for og 52 stemte imod. 

Der vil formentlig ikke blive stillet så konkret et forslag i Folketinget i løbet af de kommende år, men der er alligvel en mulighed for at gøre noget.

Ældreområdet styres nemlig kommunalt, og hvert eneste medlem af en kommunalbestyrelse, og hvert eneste medlem af Københavns Borgerrepræsentation, kan derfor et medlemsforslag om, at “vi skal have formaliserede bestyrelser med pårørende, brugere, ledelser og medarbejdere på alle plejehjem i vores kommune”.

Som det fungerer nu, er det helt op til det enkelte plejehjem at bestemme, hvordan det vil inddrage brugere og pårørende inden for et sæt minimumskriterier. Det skal vi lave om. Der er behov for, at der skabes en formalisering.

Bestyrelser har behov for formalisering 

Det er udemokratisk, at borgerinddragelsen er så forskellig fra plejehjem til plejehjem. Mange politikere tror fejlagtigt, at det fungerer fint ude på plejehjemmene, og de understreger ofte, at alle selvejende plejehjem har bestyrelser.

{{toplink}}

Men det nytter ikke noget, når ledelsen på plejehjemmene selv kan bestemme, hvem der sidder i dem, og hvilke beføjelser de skal have.

Det er servicelovens paragraf 16, der danner grundlag for emnet og i forhold til kommunens selvstyre, er der intet, som forhindrer politikerne i at gennemføre en formalisering af bestyrelserne. Det vil styrke bruger- og pårørendeindflydelsen på plejehjemmene og øge dialogen, samarbejdet og forståelsen mellem ledelsen, medarbejderne, beboerne og de pårørende. 

Samtidig er det stort set gratis, fordi de pårørende ikke skal have vederlag. Det får forældre heller ikke, når de stiller op til bestyrelserne i deres børns børnehaver, skoler og sportsklubber.

Kommunalpolitikerne skal derfor se at komme i gang med arbejdet, inden vi oplever flere sager om misrøgt af vores svageste medborgere, som ikke kan tale deres egen sag.

Forrige artikel Sygeplejerådet: Lukning af sygeplejeuddannelse i København er uden for skiven Sygeplejerådet: Lukning af sygeplejeuddannelse i København er uden for skiven Næste artikel Vive: Buurtzorg behøver ikke være økonomichefens værste mareridt Vive: Buurtzorg behøver ikke være økonomichefens værste mareridt