Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Bramsen: 20 telte er blevet opstillet på Lesbos

SVAR:

FLYGTNINGELEJR: Forsvarsministeren svarer Anne Valentina Berthelsen (SF), at Danmark i alt har givet 50 telte til Moria-flygtningelejren. 20 telte er blevet sendt opstillet på Lesbos. 10 større telte er egnede til aktiv opvarmning, og 10 af de mindre telte er ikke egnede til aktiv opvarmning. De græske myndigheder disponerer over de resterende 30 telte. 

Kofod: Udenrigsministeriet benytter en pris på 1,8 millioner kroner per udsendt årsværk som intern budgetteringsforudsætning

SVAR:

AMBASSADER: Udenrigsministeren svarer Christian Juhl (EL), at det ikke er muligt at lave en nærmere beregning af en udsendt medarbejder, da der er mange faktorer, der spiller ind. 
Udenrigsministeriet benytter en pris på 1,8 millioner kroner per udsendt årsværk som intern budgetteringsforudsætning. Set over en fireårig periode, vil prisen således udgøre 7,2 millioner kroner for et udsendt årsværk.

Kofod: Situationen i Hongkong bliver løbende drøftet i EU

SVAR:

DEMONSTRATIONER: Udenrigsministeren svarer Uffe Elbæk (UFG), at situationen i Hongkong løbende bliver drøftet i EU, og at det kræver en koordineret opfølgning. Fra dansk side lægger man vægt på at sikre sammenhængende koordineret opfølgning på EU-rådskonklusionerne på tværs af de berørte områder.

Bramsen: Alt Forsvarets personel følger den danske ferielov

SVAR:

FERIEPENGE: Forsvarsministeren svarer Niels Flemming Hansen (K), at lokalt ansatte i Grønland under grønlandske overenskomster følger den grønlandske ferielov, men at alt personale, der er ansat i Danmark under danske overenskomster følger den danske ferielov, også hvis man er udstationeret.

Kofod: Jeg har været meget klar i min kritik af den uacceptabelt lange tid, det tog at indføre EU-sanktioner mod de ansvarlige i Hviderusland.

SVAR:

HVIDERUSLAND: Udenrigsministeren svarer Søren Søndergaard (EL), at EU's udenrigsministre blev enige om at indføre målrettede sanktioner i forbindelse med præsidentvalget i Hviderusland. Danmark har været blandt de lande, der har presset mest på for hurtigst muligt at vedtage EU-sanktioner mod de ansvarlige for valgsvindlen.

Prehn: Flere af Danmarks partnere bruger teknologien blockchain

SVAR:

BISTANDSMIDLER: Ministeren for udviklingssamarbejde svarer Karen Ellemann (V), at Udenrigsministeriet ikke benytter blockchain i udbetaling af danske bistandsmidler, men at Danmark støtter flere partnere, der bruger blockchain, eksempelvis Unicefs innovationsfund.