Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Kristian Jensen: Danmark vil fortsat bekæmpe aids og malaria

SVAR:

Danmark vil ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) gennem udviklingssamarbejdet fortsat arbejde for bekæmpelse af hiv/aids gennem FN’s Aids-bekæmpelsesprogram, UNAIDS og Den Globale Fond til Bekæmpelse af Hiv/Aids, Malaria og Tuberkulose. Der vil ifølge ministeren blive taget stilling til bidrag til Den Globale Fond for perioden 2017 og frem på et senere tidspunkt.

Minister: Fokus på Afrika vil slå igennem i de kommende år

SVAR:

Socialdemokraterne bad udenrigsministeren svare på, hvordan han vil fokusere udviklingsbistanden på Afrika, når regeringen samtidig vil skære så massivt, at der næppe bliver mulighed for at fokusere ressourcerne. Regeringens klare fokus på Afrika vil slå igennem over de kommende år, som det også vil fremgå af forslag til finansloven for 2016, svarer ministeren.

Udenrigsministeren: I eksklusiv liga trods besparelser

SVAR:

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at Danmark placerer sig i en eksklusiv liga af lande på den internationale scene, også selvom regeringen ønsker at skære ned på udviklingsbistanden. Danmark vil fortsat være et af kun fem lande i verden, som lever op til FN's mål om at give 0,7 procent af BNI til udviklingssamarbejdet.

Kristian Jensen: Ja, vi kommer med en udenrigspolitisk udredning

SVAR:

Det fremgår af regeringsgrundlaget, ”Sammen for fremtiden”, at regeringen vil tage initiativ til et udenrigspolitisk udredningsarbejde. Udredningen skal ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) afdække den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed.

Støjberg: Australien har interessant flygtninge-model

SVAR:

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) mener, at Australien har fundet en interessant model, når de overfører flygtninge til australskfinansierede asylcentre på øerne Manus og Nauru. Regeringen har dog ingen aktuelle planer om at oprette dansk-finansierede flygtningelejre i andre lande. 

Lidegaard "svarer" DF om Kina-kronik

SVAR: Dansk Folkeparti havde bedt udenrigsministeren forklare, hvorfor han sammen med udenrigsministeren fra Kina har indrykket en "gensidigt kærlig fælleskronik" i Jyllands-Posten. Anledningen er 65-året for oprettelsen af diplomatiske relationer mellem Danmark og Folkerepublikken Kina, svarer ministeren.

Mette Frederiksen redegør for Frontex

SVAR: Justitsministeren forklarer, at Frontex’ operationer først og fremmest er en grænsekontrolindsats, som har til formål at fremme, koordinere og udvikle den europæiske grænseforvaltning. Det er dog en central del af selve grænsekontrolindsatsen at reagere på de nødsignaler, der måtte blive udsendt i og omkring de operationsområder Frontex opererer i.

Justitsministeren til EL: Dansk Middelhavsindsats går gennem Frontex

SVAR: Enhedslisten havde bedt justitsminister Mette Frederiksen (S) vurdere, om Danmark i lighed med Norge skal finansiere udsendelsen af et skib, som skal redde nødstedte flygtninge i Middelhavet. Ministeren svarer, at regeringen forholder sig til, hvilke behov Frontex har, herunder Frontex’ løbende anmodninger.

Minister svarer om sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser af handelsaftale mellem EU og USA

SVAR: Ifølge handels- og udviklingsministeren er der udført en lang række analyser af effekterne af en frihandelsaftale mellem EU og USA. Fra dansk side bad Udenrigsministeriet i 2013 konsulentfirmaet Copenhagen Economic gennemføre en analyse af de økonomiske konsekvenser for Danmark. Ministeren ser ikke grund til at iværksætte yderligere analyser af TTIP’s mulige effekter på nuværende tidspunkt.