Danmarks udviklingsbistand har rykket sig væk fra de helt essentielle principper for humanitær bistand
(Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)
Dansk udviklingsbistand har før ført til forandring. Men i dag står vi med et stærkt svækket udviklingssamarbejde med nogle få lande i Afrika, mens der er sket en reduktion af det egentlige udviklingssamarbejde, skriver Poul Nielson, tidligere udviklingsminister og EU-kommissær.
Fremlæggelsen af regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2025 er en god anledning til at forsøge at skabe et overblik over, hvordan tingene har udviklet sig de seneste 30 års tid.
Det er ikke, fordi der er noget nyt og epokegørende i dokumentet. Den velbegrundede kritik fra forskere og ngo'er om, at svækkelsen af fattigdomsfokuseringen – og at den store andel af midlerne bliver anvendt til alt andet end egentligt udviklingssamarbejde – har efterhånden antaget en rutinemæssig, nærmest resignerende karakter. Det er tilsyneladende heller ikke noget, der skaber rynkede øjenbryn på midten i dansk politik.
Der har altid været en vis overload af krav til, hvad der skulle satses på, og med aktiviteterne, der er organiseret i specifikke projekter, som i høj grad er styret af donorerne, blev der opbygget et behov for en reformering af arbejdsmåden.