Nyeste svar

Her kan du læse udvalgte svar fra regeringen til Folketinget

Engelbrecht: Forskellene mellem den danske og den grønlandske køreuddannelse kan blandt andet ses i forhold til vejinfrastrukturen og trafiktætheden

SVAR:

KØREKORT: Transportministeren svarer Aaja Chemnitz Larsen (IA), at der er flere årsager til de forskellige regler for udstedelse af kørekort i henholdsvis Grønland og Danmark. Der er blandt andet forskellige infrastrukturer og trafiktæthed, og begge landes køreuddannelser indeholder emner, som ikke er relevante for det andet lands køreuddannelse, eksempelvis kørsel på motorvej og færdselsregler for snescootere.

Wermelin: De eftermonterede partikelfiltre skal være af en godkendt type, så der stadig kan tegnes almindelige lovpligtige forsikringer

SVAR:

FORSIKRING: Miljøministeren svarer Mette Abildgaard (K), at eftermontering af partikelfiltre er et tilbud til de vognmænd, der fortsat ønsker adgang til miljøzonen med deres oprindelige køretøj, og at miljøzonereglerne indeholder et krav om, at det eftermonterede partikelfilter skal være af en godkendt type. Vognmænd kan stadig tegne almindelige lovpligtige forsikringer.

Engelbrecht: Regeringen bakker op om anlæggelsen af Lynetteholm

SVAR:

NYBYG: Transportministeren svarer Ole Birk Olesen (LA), at Socialdemokratiet er positiv over for anlæggelse af Lynetteholm, da den kan bidrage til at etablere nye metro- og vejforbindelser samt flere boliger i hovedstadsområdet. Et bredt flertal af borgerrepræsentationen bakker op om anlæggelsen af Lynetteholm, herunder forundersøgelser til projektet. 

Engelbrecht: Trafikvirksomhederne i Østdanmark er i dialog med ældreorganisationer om en pensionisttakstreform

SVAR:

MIMREKORT: Transportministeren svarer Louise Schack Elholm (V), at Østdanmarks trafikvirksomheder, DOT, er i dialog med ældre- og handicaporganisationer om justering af pensionisttaksterne. DOT får først de tildelte 12 millioner kroner årligt, når de præsenterer en pensionisttakstreform, der sikrer opretholdelsen af et mimrekort og samtidig indfører en pensionistrabat på rejsekortet.