Stigning i trafikdrab kan skyldes manglende fartkontrol

NYHED: Vejdirektoratet er bekymret over hurtigere kørsel på landevejene. Færre ryger i fartfælderne, og flere dør i trafikken.

Fra 2005 til 2006 blev der uddelt 46.000 færre bøder i forbindelse med fotofælderne. Tallet er gået fra 283.891 forrige år til 237.152 sidste år, og politiet forventer, at tallet vil falde yderligere i 2007.

Umiddelbart skulle man tro, at de færre bøder skyldes, at folk kører mere fornuftigt. Men det er der ikke noget der tyder på, fortæller projektleder Larus Augustson fra Vejdirektoratet. Tværtimod kører folk hurtigere og hurtigere på vejene, og derfor var Rigspolitiets Færdselsafdeling måske lidt for hurtige med at kalde ordningen, der blev indført i efteråret 2005, for en succes: 

"Hastigheden er steget generelt på de forskellige typer veje i forhold til sidste år især, så nu er hastigheden tæt på samme niveau som før klippekortet blev indført. Det betyder, at den gevinst, vi har fået ud af klippekortet, er dalende," siger Larus Augustson.

Login