Metro-cityring dyrere end forventet

METRO: Prisen for at opføre den københavnske metro-cityring bliver nu 21,3 milliarder kr. Det er 3 milliarder kr. mere end forventet.

Men selvom prisen for anlægsbyggeriet er steget, er adm. direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen tilfreds med den nye aftale.

"Jeg er meget tilfreds med forhandlingsforløbet, hvor det blandt andet er lykkedes at forhandle prisen ned med ca. 4 milliarder kr. og få tilbudsgivernes forbehold håndteret," siger han i en pressemeddelelse.

Ingen fejlbudgettering
Direktøren afviser, at der er tale om fejlbudgettering. Byggeprojektet startede med et budget på 15 milliarder kr. Det voksede efterfølgende til 18 milliarder kr., men er nu endt på 21,3 milliarder kr.

"Prisen ligger inden for de rammer, der er fastlagt i loven og det optimerede dispositionsforslag. Der er netop taget højde for, at det kan være yderst vanskeligt at estimere den eksakte pris på så stort et anlægsprojekt. Usikkerheden vedrørende prisen var sat til +/- 4,1 milliarder kroner," siger Henrik Plougmann Olsen til Ingeniøren.

Login