DSB er stille om plan b for IC4

IC4: DSB, Transportministeriet m.fl. arbejder i øjeblikket med en plan b for en alternativ materielstrategi i tilfælde af, at AnsaldoBreda ikke kan levere de bestilte IC4-togsæt - men ingen vil fortælle om planen

DSB arbejder i øjeblikket med en plan b, i tilfælde af, at den italienske togproducent AnsaldoBreda ikke kan levere tog inden for rammerne af det ultimatum, som DSB i maj måned stillede italienerne i udsigt.

Det fremgår af et referat fra et mundtligt orienteringsmøde 22. oktober mellem DSB, Transportministeriet og medlemmer af Folketingets Trafikudvalg, som Fagbladet Ingeniøren er kommet i besiddelse af. Et møde som ingen af deltagerne ønsker at kommentere på.

I referatet fremgår det, at DSB's direktør, Søren Eriksen, informerede de tilstedeværende om den aktuelle status på IC4-toget, ultimatummet og erstatningsmateriel.

Han oplyste, at AnsaldoBreda siden ultimatummet i maj har overholdt deadlines for levering af togsæt, men at der stadig er for mange fejl på togene. Dernæst informerede Søren Eriksen, at DSB forventer at leje 45 dobbeltdækkervogne, som forventes leveret inden udgangen af 2009.

Derefter stillede trafikudvalgsmedlemmerne spørgsmål til DSB's ledelse.

Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen spurgte om, hvorvidt DSB er bekymrede med hensyn til, om AnsaldoBreda kan overholde ultimatummet.

Svaret fra DSB's direktør Søren Eriksen, findes ikke i referatet. Der er det markeret "fortroligt".

Kristian Pihl Lorentzen (V) spurgte også om, hvordan det går med "plan b".

Til det svarede Søren Eriksen, at et samarbejde mellem DSB, Trafikstyrelsen, Banedanmark og Transportministeriet, under ledelse af Transportministeriet, er igangsat med henblik på en alternativ materielstrategi.

Vil ikke spille et es i modstanderens ærme
DSB ønsker ikke at udtale sig om det fortrolige orienteringsmøde, men oplyser at da ultimatummet i maj blev givet til AnsaldoBreda, var det en del af aftalen mellem DSB og daværende transportminister Carina Christensen (K), at DSB skulle sondere terrænet og udarbejde en plan b for, hvad der skulle ske, hvis ultimatummet ikke blev indfriet.

Politikerne, der deltog på det fortrolige orienteringsmøde, vil af gode grunde ikke udtale sig om orienteringsmødet eller om, hvad plan b går ud på.

Men ifølge Altinget.dks kilder kunne DSB på mødet ikke fortælle noget konkret om, hvad det er man vil gøre, hvis togene ikke bliver leveret.

I det tilfælde vil DSB nemlig starte en retssag mod AnsaldoBreda, som er delvist ejet af den italienske stat, og i sådan en retssag ønsker DSB at stå så stærkt som muligt.

Vurderingen skulle efter sigende være, at DSB ikke ønsker, at det skal komme frem, at man arbejder med en plan b, da AnsaldoBreda vil se det som udtryk for, at DSB hele tiden har haft til hensigt at komme ud af kontrakten. DSB ønsker altså ikke at spille et argument over i AnsaldoBredas lejr, såfremt det kommer til en retssag.

Onsdag afholdes endnu et møde mellem DSB, trafikpolitikerne og Transportministeriet om IC4-toget.

Login