Denne uge på Transport (45)

DET SKER: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) skal både i samråd om indførelsen af en betalingsring om København og i samråd om revnerne i Storstrømsbroen. Derudover byder ugen blandt andet på en konference om Road Pricing og Kørselsafgifter.

Torsdag d. 10. november har Henrik Dam Kristensen tre møder. Han skal først mødes med repræsentanter for DI. Derefter holder han et møde med partifællen Jan Trøjborg, der er borgmester i Horsens Kommune og formand for KL, og endelig skal han også mødes med Michael Randropp, der er talsmand for pendlerne på Kystbanen. 

Herefter er transportministeren kaldt i to åbne samråd i Folketinget. Det første starter kl. 11.00 og er en fortsættelse af samrådet fra den 27. oktober om indførelse af en betalingsring om København. I forbindelse med dette samråd vil også skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) deltage. Det andet samråd starter omkring kl. 12.00 og omhandler revnerne i Storstrømsbroen. De nærmere detaljer vedrørende de to samråd kan læses under næste punkt.

Henrik Dam Kristensen afslutter torsdagen med at deltage i konferencen om Road Pricing og Kørselsafgifter på Scandic Sydhavnen, som TØF, Siemens Mobility Division, FDM og DI Transport har arrangeret i fællesskab. Henrik Dam Kristensen går på talerstolen kl. 13.10 med et oplæg om regeringens planer om at etablere en betalingsring om København.

Login