Aflysning af IC4 vil også omfatte IC2

TOG: Hvis DSB vælger at bryde samarbejdet med AnsaldoBreda om det udskældte IC4-tog, forkaster man også ordren på 23 IC2-regionaltog.

Hvis den italienske togproducent AnsaldoBreda ikke formår at levere de 14 enkeltkørende IC4-tog, som DSB i maj måned leverede et ultimatum omkring, bliver ordren for 23 IC2-tog til en værdi af 800 mio. kr. også aflyst.

Selvom DSB's adm. direktør Søren Eriksen helst ser de bestilte tog køre på de danske baner, bekræfter han, at eventuel misvedligeholdelse af ultimatummet vil resultere i en opsigelse af både IC4- og IC2-togene.

"Ultimatummet gælder for både IC4 og IC2. Vi forventer, at AnsaldoBreda leverer de aftalte tog - i første omgang 14 enkeltkørende togsæt samt et tog, der opfylder alle kontraktens betingelser, herunder muligheden for sammenkobling. Kan AnsaldoBreda ikke levere dem inden maj 2009, bliver kontrakten annulleret, hvilket altså også betyder, at der ikke kommer nogen IC2-tog," siger Søren Eriksen.

Han mener dog, at AnsaldoBreda burde være i stand til at leve op til kravene i ultimatummet, og indtil videre har de også leveret 3 tog, som lever op til kontraktforpligtelserne, dog kan der stadig være fejl på de leverede togsæt.

Ekspert: Gevinst ved IC4 er minimal
Ifølge adjunkt ved Danmarks Tekniske Universitet Alex Landex vil forskellen mellem de nuværende IC3-tog og IC4-togene være meget lille.

Login