DF: Forligskredsen ind i takststigning

TAKSTER: Transportministeriet har torsdag offentliggjort, at billettaksterne i den kollektive trafik stiger med 4,8 procent i 2010. Oppositionen raser, og Dansk Folkeparti vil nu indkalde forligskredsen. Venstre vil kende baggrunden for stigningen.

Dansk Folkeparti indgik i 2007 en aftale med regeringen og Radikale, som skulle lægge loft over takststigningerne i den kollektive transport. Det betyder dog ikke, at billetpriserne er fastlåste. De skal nemlig tage hensyn til både generel prisudvikling, brændstofpris og chaufførlønnen. Og lige netop det sidste er, ifølge Kim Christiansen (DF), årsag til næste års takststigning på næsten fem procent.

"Det er et dårligt signal at sende, hvis man vil have flere folk over i den kollektive trafik, at der så igen-igen kommer en takststigning, fordi man har lovet for høje lønninger, da det gik godt," siger trafikordfører Kim Christiansen.

Han vil nu indkalde forligspartierne bag aftalen for at finde en måde at håndtere stigningen på.

Login